Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
OG UDE.
Nr. 10.
en lille Pige, vel et Par Aar gammel, som hun saa
ned paa og trykkede ind til sig.
Barnet var sygt. Det havde ingen Farve i de
smaa indfaldne Kinder, dets Øjne vare lukkede, og
dets lille Legeme rystede.
Drengen rystede ogsaa, og Bomene vare dog
pakkede ind, som 0111 de skulde ud i Vinterkulden.
Der var altsaa ikke Ild i Kakkelovnen.
De Stakler! Marie rystede medlidende paa Hovedet:
Den stakkels Moder! tænkte hun og saa ind paa
hende. Denne Kvinde saa ud, som om Angsten for
Bomene havde holdt hende vaagen i talløse Nætter
og ikke levnet hende et Øjebliks Hvile i lige saa
mange Dage.
Den gamle Marie blev bevæget. Thi der var
noget, ja ikke saa lidt, der mindede hende om Datteren.
Havde hun ikke vidst saa sikkert, at hendes Barn
var en rig, ung Frue med fyldige Kinder og friske
Øjne, en fin Dame, som gik i Silkekjoler og ikke i
fattig, falmet, sort, ulden Kjole som den, denne Kvinde
havde paa, og at hun var en lykkelig Moder, som
havde sunde Born, vilde hun maaské have tænkt et
Øjeblik, om dette ikke skulde være Theodora. Nu
faldt det hende slet ikke ind. Hun vidste jo ogsaa,
at hendes Datter havde et Barn mere, end her var,
en lille Stump, der vel knap havde naaet det ene
Aar endnu. Men Ligheden gjorde hende dobbelt
bevæget og gav hende endnu mere Medynk.
Hun kom til at tænke paa, at hun jo havde
Brændsel i Sækken, og gik hen for at hente den.
Men hun loftede den dog ikke strax. Det skulde jo
sælges, det der var i den, og Pengene skulde lægges
hen til de andre og sættes i Sparekassen.
Hun lod Sækken staa og gik hen imod Huset,
men da hun igjen saa Børnene ryste derinde, skyndte
hun sig tilbage. Og lidt efter bankede hun paa den
Dor, som hun kunde tænke, forte ind til det oplyste
Værelse.
Halvt flov var hun, da hun stod i Doren og
skod Sækken ind. Børnenes Moder, som sad med
den lille Pige paa Skjødet, saa forundret op og vilde
rejse sig.
Bliv bare siddende! vinkede den Gamle, *det
er blot en Smule Pinde, jeg har samlet.« Og saa
lagde hun sig ned foran Kakkelovnen og gjorde
Ild paa.
Kvinden, som sad paa Sengekanten, vilde sige
noget, men fik ikke noget Ord frem og kom til at
græde.
Saa saa 1 sagde den Gamle mildt, vær ikke
forknyt! det bliver nok bedre.
Hun saa siet ikke paa den anden.
Se saa! sagde hun og rejste sig, nu blusser
det! Jeg tommer det andet af her ved Siden; pas
saa at lægge til!«
Og hun skyndte sig ud ad Doren med sin tomme
Sæk og havde stadig ikke set paa Moderen eller
Børnene.
Hjemme tog hun en Pakke frem, knyttet ind i
et stort Torklæde; deri gjemtes Sparekassebogen og
de Penge, som ikke vare satte ind endnu; og dér
lagde hun nu ogsaa, hvad hun havde tjent den Dag.
Hun begyndte at ville gjöre Hr. Baronen en
Undskyldning, fordi hun havde foræret Brændet bort,
og give ham Anvisning paa, at der jo var nok i
Skovene ved Herregaarden. Men hun standsede
midt i det ved Synet af de Skillinger, hun tog op af
sin Lomme.
Herregud! tænkte hun, hvor havde jeg mine
Tanker? disse Penge kunde jeg da gjærne have givet
hende! Bornene vare naturligvis ogsaa sultne!«
Hun holdt Pengene lidt i Haanden, men
pludselig skyndte hun sig at gemme dem og
Sparekassebogen.
Hun gik til Ro men kunde ikke falde i Søvn.
Billedet af den fattige, bekymrede Moder med de
syge Born havde sat sig saa fast for hendes Øjne, at
det ikke vilde bort igjen.
Og det kom igjen, dette Billede, som hun hin
Dag, da hun stod i sin Moders tomme Kokken med
rystende Knæ og sammenvredne Hænder, og mens
hun horte sit eget lille Barn græde inde i Stuen ved
Siden af, havde set for de lukkede Øjne. Hun saå
sig selv sidde med det lille syge Væsen paa sit Skjød
og ikke kunne hjælpe det og bare vente i Angst paa,
at det skulde do.
Og de kom igjen gjennem hendes Minde, alle
de kvalfulde Timer, som havde været fyldte af det
forfærdelige Savn; og alle de urolige og fredlose
Tanker, som der havde maattet stadigt, rastløst
Arbejde til for at berolige og binde.
Hun rejste sig halvt op og lukkede Øjnene.
Den Kvinde, hun nys havde sét, havde hun saa
levende for sig, og hun blev ved at sidde og se paa
hende og tænke, at denne Stakkel nu led, ligesom
hun selv havde lidt, og maaske skulde lide alt det
samme.
»Lille Stakkel! mumlede hun og klappede hende
i Tankerne paa Kinden. Hun fik hende saa kjær for
hendes Lidelses Skyld.
Et Øjeblik jog den Tanke igjennem hende, at
hun jo var rig og saaledes havde i sin Magt at spare
denne Kvinde for Lidelsen. Men hun blev næsten
forskrækket over sig selv, lagde sig ned, krob ind
under Tæppet og mumlede: Om Forladelse, Hr.
Baroni — nej, mit Barn! Du skal nok faa det! det
er jo dit, og jeg vil ikke stjæle fra dig! —
Tanken blev dog ved at komme igjen, lokkende paa en
egen Maade som et smukt Billede men samtidig
skræmmende som kuldkastende et helt Livs Arbejde.
Hun havde ingen Ro paa sig næste Dag. Da
det var bleven morkt, gik hun ud til Huset. Der
var rullet ned, men forsigtig listede hun sig nær hen
til og kunde kigge ind ved Siden af Gardinet.
Moderen sad ved Symaskinen, men forlod hvert
Øjeblik sit Arbejde for at se til den mindste, som
laa paa Sengen og saå ud mere dod end levende.
Hun bojede sig ned over Barnet, rejste sig saa igjen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
