Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: III. Robespierre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
Nr. 14.
-Det er slet ikke rødt, som Fattigfolks Børn
ellers plejer at være. — Hun tænkte sig lidt om og
føjede saa til: Det har ogsaa en fin Hud.
Moderen havde igjen vendt sig om, græd ikke
mere, men saa paa Marie med stive Øjne.
Den Gamle bøjede sig ned og kyssede Barnet
paa Panden; og strax efter saa hun hen paa Moderen
og spurgte: Saa De ikke, at jeg kyssede Barnet? <
Moderen hulkede igjen.
Hvad hedder det?
Theodora!
Marie kom til at ryste, rejste sig med Barnet
paa Armen, gik nærmere hen til Moderen og saa
hende ind "i Ansigtet. Men saa virrede hun med
Hovedet. Hvad var det for Griller, hun fik; hendes
Datter Baronessen var jo sund og smuk, var ikke
udtæret, fattig, ældet som denne Kvinde!
Hendes Ansigt hk igjen sit gamle Udtryk, og
hun sagde langsomt og dæmpet, ligesom for sig selv:
Det betyder Guds Gave! det Barn vil blive mig til
Velsignelse.«
Nej! nej! Moderen strakte Armene ud efter det.
Den gamle gik ganske tæt hen til hende.
•Kan De ernære Barnet?« spurgte hun.
Den anden sank sammen og rystede paa Hovedet.
Vil De alligevel beholde det?«
Ja! ja!-
Marie studsede: Alligevel beholde Barnet?
»Ja ! ja! c
Der var Tavshed et Minut eller to. Saa lagde
Marie Barnet i Moderens Arme og vendte sig bort
i stærk Bevægelse. Lidt efter gik hun hen og strøg
kjærtegnende Haaret fra den fattige Kvindes Tinding.
Lille Stakkel! lille Stakkel!« blev hun ved at sige.
Hun trippede om i Værelset men nærmede sig
saa igjen.
Jeg vil ikke tage smaa Born fra deres Mødre,
sagde hun, men jeg vil gjøre lidt for den lille dér.
Og hun lagde en Pakke i Moderens Haand. Jeg
havde en Gang selv saadan et lille Barn; det har
jeg samlet disse Penge til, men det behøver ikke
noget, for •— her smilte hun hemmelighedsfuld —
det cr Baronesse og rejser i Udlandet.
Moderen vilde give Pakken tilbage, men Marie
slog ud med Haanden. Det er ikke Deres, sagde
hun, det er Barnets, saa De har ikke Lov til at
lade være at tage det! Hun smilte igjen — Det er
jo ogsaa kun en Bagatel!- lagde hun flot til.
Moderen tog hendes Haand; der faldt Taarer
ned paa den. Et Øjeblik holdt hun den i sin; saa
kyssede hun den gamle.
Da skyndte Marie sig ud ad Døren.
Da hun kom hjem, var hun syg. Tøsneen havde
paa sin snigende Maade listet Feber i hendes Blod;
hun var træt, og hed og tung i Hovedet.
Men hun gik ikke i Seng strax. Hun tog
Sparekassebogen frem, lukkede den op og sad og saa paa
det store Tal, som sidst var skrevet ind i den.
Hun kan dog se, hvor meget jeg har taget ud
i Dag, mumlede hun, saa hun faar alligevel at vide,
at jeg har været meget rig.
Efter at hun var kommen i Seng, var hun ikke
længere Herre over sine Tanker.
Hr. Baron! sagde hun strængt, hvorfor er De
ikke længere hos Baronessen, hvorfor lader De hende
sidde alene og blive syg? og lader hendes Børn dø
af Sult?-:
Og hun mumlede: Jeg skylder ikke Dem noget,
Hr. Baron! det er min Datter, som Pengene hører
til; og hun har faaet dem, og saa er alt i Orden!3
Og hun Jaa og klagede sig, døsig, næsten
bedøvet, og hviskede ganske sagte: Min lille Guds
Gave har faaet det altsammen.
I et Par Dage var der ingen, der havde set
hende, og Døren til hendes Kammer blev ved at
være lukket. Saa blev den brudt op, og da var
hun død.
Skifterettens Folk kom kjørende i Droske og
gjennemsøgte Kammeret og skrev op, hvad der var.
Og blandt andet fandtes en Sparekassebog, hvorpaa
der endnu indestod fire hundrede Kroner, som havde
trukket Renter i tredive Aar. Hendes Bo blev da
taget under Behandling, og der blev udstedt
Indkaldelse til Arvingerne efter Enken Marie Hansen«.
Men ingen meldte sig, og saa gik Pengene ind i
Statskassen.
Jakobinernes Førere.
(At H. Taines -I.es origines tie la France cantetnporainet,
3<lie Del ved S. Schandorph.;
111. Robespierre.
Sluttet.)
Hen imod Slutningen af den konstituerende Forsamling da de
nogenlunde dygtige og kompetente Mænd trække sig tilbage
eller tvinges bort, bliver han en af de fremtrædende
Tenorer paa den politiske Scene, og i Jakobinerklubben er han
afgjort Tenoren en vogue. Filialklubben i Marseille skriver til
ham: 0, Romeren Fabricius’s eneste Medbejler!« — den i
Bourges: Folkets Rettigheders udodelige Forsvarer.« Paa
Udstillingen 1790 er der to Portræter af ham, det ene
med Indskriften: Den ubestikkelige. Paa TliéJtre Maliere
spilles der et Lejlighedsstykke, hvor han nedlyner Rohan og
Condé med sin Logik og sin Dyd.«- 1 Bapaume kommer
Patrioterne, Nationalgarden og Avtoriteterne en corps og hilse
paa den store Mand, mens han drager forbi. Hans Fødeby
Arras illuminerer i Anledning af hans Ankomst. Da den
konstituerende Forsamling er sluttet, raaber Folket Hurra for ham
paa Gaden; der sættes en Egekrans paa hans Hoved, Folk
trækker hans Droske og kjører ham i Triumf hen til Rue
Saint-Honoré til Snedker Duplay, som han logerer hos. Dér,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
