Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: III. Robespierre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME OG UDE.
180
i en af disse Familier, hvor del laveste Bourgeoisi grænser op
til Almuen, mellem ganske uvidende Siæle, i hvilke de
abstrakte Ideer og de oratoriske Tirader saa let faa fuldt Tag,
har han fundet sine Beundrere, dér drikker man hans Ord;
dtsr har man faaet den samme Mening om ham, som han har
om sig selv; for alle Husets Folk: Mand, Kone og Døtre, er
han den store Patriot, den ufejlbarlige Vismand; Morgen og
Aften afgiver han sine Orakelsvar, indaander en Sky af
Røgelse, han er en Stuegud. For at komme til ham stiller de
troende sig i Række i Gaarden; og naar de en for en ere
indladte i Dagligstuen, staa de andægtige over for hans
Portræter i Blyant, i stuperet Tegning, i Tusch, i Akvarel, foran
hans smaa røde eller hvide Buster; saa paa et Vink af hans
Haand trænge de gjennem Glasdøren ind i Helligdommen,
hvor har. troner, i hans egen Studerestue, hvor den største
Buste af ham, forsynet med Vers og Deviser, maa erstatte
ham, naar han er fraværende. Hans troende ligge paa Knæ
for ham, Kvinderne især. Dagen, da han holder sin
Forsvarstale for Konventet ere alle Gange tilstoppede af Kvinder. ..
der er syv, otte hundrede paa Tribunerne, men højst to
hundrede Mandfolk — Og hvor de Kvinder beklappe ham i
Henrykkelse! Det er en Præst, som har sine forelskede
Skriftebørn. Naar han i Jakobinerklubben vaaser op ad Vægge og
ned ad Stolper, hører man Hulken af Rørelse, Skrig og
Trampen, som Salen skulde ramle sammen. Staar en Tilhører kold,
ser man paa ham, mumler; han er nødt til at liste sig bort
som en Kætter, der har forvildet sig ind i et Kapel, hvor der
er Altergang. Efterhaanden som Revolutionens Lyn falder
tættere paa andre Hoveder, stiger Robespierre højere i sin
Apotheoses Glans. Man skriver til ham, at han er
Republikens Grundlægger, det ubestikkelige Geni, som sér Alt,
forudsér Alt, rydder Alt til Side, som man hverken kan
bedrage eller forføre, at han har en Spartaners Energi og en
Atheniensers Veltalenhed, at han kan dække Republiken med sin
Veltalenheds Ægide, at han oplyser Verden ved sine Skrifter, at
han fylder Verden med sin Berømmelse, at han her paa
Jorden gjenføder Menneskeslægten, at hans Navn holdes og vil
holdes i Ære gjennem alle nærværende og tilkommende
Aarhundreder, at han er den Messias, som det evige Væsen har
forjættet, og som skal reformere Alt. — En umaadelig
Popularitet , siger Billaud-Yarennes, en Popularitet, der var
grundlagt under den konstituerende Forsamling, voxede under
den lovgivende, senere endnu mere, saa at han i
Nationalkonventet snart var den eneste, som fæstede alle Blikke paa sig
. . . Med dette Herredømme over den offentlige Mening . . .
med denne uimodstaaelige Overvægt, var han allerede, da han
kom ind i Velfærdskomitéen, den vigtigste Person i Frankrig.:
I Løbet af tre Aar gjentager et Kor, som han har dannet, og
som han fører an, unisont, med tusende Stemmer, utrætteligt
hans Litani, hans dybt indgroede Trosartikel, den Hymne
i tre Artikler, som han har digtet til Ære for sig selv, som
han hver Dag oplæser for sig selv med dæmpet, ja stundum
ogsaa med fuld Stemme: Robespierre alene har fundet den
ideale Form for Borgeren. Robespierre alene udfylder den
nøjagtig, uden at gaa ud over den, og uden at efterlade tomme
Rum i den. Robespierre alene er værdig til at lede
Revolutionen . –I den Grad naår den kolde Selvforgabelse op mod
den hede Feber; Robespierre näar næsten Marats Ideer
og Syner.
Først er han ligesom Marat, i sine egne Øjne en
forfulgt Mand, som Marat sætter han sig i Martyrposition, men
med et klogere og mere behersket Udstillingsapparat, med en
resigneret, rørt Mine som et Slagtoffer, frit for enhver Lyde,
som ofrer sig og stiger til Himlen, mens han testamenterer
Menneskene det uforgængelige Minde om sine Dyder. Jeg
ægger imod mig alle Forfængeligheder, jeg sliber tusende Dolke,
jeg vier mig til alles Had ... Jeg er sikker paa at betale med mit
Hoved de Sandheder, jeg nylig har sagt, ja, jeg har bragt mit
Liv som Offer; jeg vil modtage Døden næsten som en
Velgjerning. Himlen kalder mig maaske til at betegne med
mit Blod den Vej, som skal føre mit Land til Lykke og
Frihed; jeg modtager med Begejstring denne søde og
berømmelige Lod . . . >>Det er ikke for at leve, at man erklærer
alle Tyranner, og hvad der er endnu farligere, alle Skurke
Krig . . .! Jo mere de skynde sig med at ende min Bane
her paa Jorden, desto mere vil jeg ile med at fylde den med
nyttige Handlinger til Bedste for mine Medmennesker . . . .»
Alle Skurke forhaane mig; de mest uskyldige, de mest lovlige
Handlinger fra andres Side, ere Forbrydelser for mig. Saa
snart et Menneske har lært mig at kjende, bliver han bagtalt.
Man tilgiver andre deres Lykke, man gjør mig en
Forbrydelse af min Iver. Tag min Samvittighed fra mig, og jeg er
det ulykkeligste af alle Mennesker. Jeg nyder ikke en Gang
en Borgers Rettigheder; det er mig ikke en Gang tilladt at
opfylde en Folkerepræsentants Pligter’-, osv. osv. I Følge en
naturlig Lov ser han kun som Marat bestandig omkring sig
fordærvede Mennesker, Rænkesmede, Forrædere. I Følge en
naturlig Lov er hos ham som hos Marat den sunde
Menneskeforstand vendt om paa Vrangen, og som Marat tror han paa
Varsler. Han siger til Marat: Jeg behøver ikke at reflektere,
jeg holder mig altid til mine første Indtryk.: For ham ere
de bedste Grunde hans Mistankes Indgivelser,- og mod disse
kan Intet veje op, selv ikke den haandgribeligste
Øjensynlighed. I Følge en naturlig Lov digter han endelig, lige som
Marat, en Hoben sort Romantik, men Romanerne ere mindre
improviserede, af en mindre plump Urimelighed, mere langsomt
udarbejdede og mere flittigt lavede sammen i hans
Ræsonnør-og Politibetjenthjæme.
Hans Selvsikkerhed er ligesaa frygtelig, men af en endnu
værre Virkning end Marats. Listen paa de sammensvorne er
længere hos Robespierre end hos Marat. I Marats Tanke er
den kun politisk og social, indebefatter kun de adelige og
rige; i Robespierres Tanke er den theologisk og ethisk; den
indbefatter end ydermere Atheister og umoralske Mennesker:
det vil sige næsten hele Robespierres Parti. I denne snævre
Hjærne, der er helt voldgiven Abstraktionen, og som er vant
til at ordne Menneskene i to Kategorier som i to Faarefolde,
paaklistrede med modsatte Etiketter, er enhver, som ikke er med
ham i de godes Baas, mod ham i de ondes, og naturligvis hersker
der i de ondes Baas en inderlig Forstaaelse mellem Oprørerne under
enhver Fane og Slynglerne i alle Grader. Enhver Aristokrat er
fordærvet, og enhver fordærvet er en. Aristokrat, thi den
republikanske Regering er lig den offenlige Moral. Man stifter Komplot
mod Staten blot ved at bekjende Materialismen, blot ved at
prædike Overbærenhed, naar man viser en forargelig
Opførsel, naar man er liderlig i sin Vandel, naar man driver
Jobberi, naar man spiser altfor flot til Middag, naar man er
lastefuld, intrigant, overdreven modig eller frygtsom, naar man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
