Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
uschka, sig ikke meget til den nye foresatte, før du véd, hvordan
han synes om det, eftersom han ikke kjender dig; naar der
en Gang er faldet et uheldigt Ord, saa kan man ikke lage det
tilbage igjen,« sagde Læreren i Rhetorik naivt.
Nej, det er ganske vist, svarede Peter Mikailovitsch og
efter at have intoneret i en halv spøgefuld Tone:
-Skilsmissens Time er slaaet, vedblev han med en lidt bevæget Røst:
/Mine Herrer, jeg ønsker Dem alle af ganske Hjærte, at den
nye Chef maa komme til at holde af Dem; jeg for mit
Vedkommende har været meget tilfreds med Dem og skal anbefale
Dem paa det bedste.
;>Vi vilde gjærne have tjent under Dem hele vort Liv
igjennem, Peter Mikailovitsch, sagde Lebedieff.
Ja, hele Livet igjennem. Jeg har endnu ikke været
længe i Tjenesten; men jeg siger til alle, at da jeg kom hertil,
havde jeg hverken saa meget, at jeg kunde betale Kusken,
eller nogen ordentlig Frakke, og jeg kan takke Deres
Velgjerninger for alt, erklærede Rumianzoff med himmelvendte
Øjne.
Exarkatoff sagde ingen Ting, men sukkede dybt.
Alle Lærernes Ytringer var aabenbart behagelige for den
gamle Mand.
Jeg takker Dem, fordi De har opfattet mig
saaledes,-sagde han. -For Resten har jeg ogsaa undertiden gjort Staahej
og knurret for ingen Ting; det kan være, at jeg uden Grund
har fornærmet én eller anden; men bær i saa Tilfælde ikke
Nag til mig!«
Vi har kun gode Minder om Dem, sagde Lebedieff.
Deres Irettesættelser har kun været faderlige
Formaninger, sagde Rumianzoff.
Peter Mikailovitsh blev ganske sentimental.
Jeg er Dem meget taknemmelig, mine Venner; tro mig, jeg
kan for Øjeblikket ikke udtrykke, hvad jeg føier. Gud give,
at alt maa gaa lige saa jævnt og glat under den nye Chef!:
Medens han sagde det, søgte han at undertrykke de Taarer,
som traadte ham i Øjnene.
Exarkatotf, der hang dybere og dybere med Hovedel,
hulkede paa én Gang, saa man kunde høre det i hele Huset,
og listede sig hen i en Krog.
Det er nok, det er nok! Hvad skal det sige? Skammer
De Dem ikke? Mig gamle Mand kan man tilgive saadant
noget. Hold dog op,- udbrod Peter Mikailovitsch og kunde
selv næppe lade være med at hulke. - Lad os saa i Guds
Navn gaa, sagde han og gik i Spidsen for sine underordnede.
Peter Mikailovitsch og Lærerne traadte ind i et Værelse
og fandt Døren til Alkoven fast tillukket. De ventede et
Kvartérstid; endelig gik Døren op, og Kalinovitsch viste sig.
Det var en høj, ung Mand, meget mager, med et intelligent,
gulblegt Ansigt. Han var iført en splinterny Uniform af ikke
ganske tint Klæde, bar en dadelfri hvid Piqué-Vest, en Kaarde
og i Haanden en lille trekantet Hat.
Peter Mikailovitsch begyndte:
Jeg har den Ære at hilse paa Dem. Jeg er Deres
Formand, Kollegie-Assessor Godniev.
Kalinovitsch gav ham tre Fingerspidser.
Tillader De, at jeg præsenterer de Herrer Lærere?»
fortsatte den gamle.
Kalinovitsch bøjede Hovedet lidt.
»Hr. Exarkatotf, Lærer i Historie.«
»Fra hvilket Institut? spurgte Kalinovitsch.
•Fra det rhetoriske Fakultet ved Universitetet i Mosko v,«
svarede Exarkatotf med sin melankolske Stemme.
Har De gjennemgaaet hele Kursus?
Kun anden Afdeling.:
> De er fortræffeligt inde i Deres Fag; efter Deres
Kundskaber at dømme var De værdig til et Professorembede,
sagde Godniev. Maaske de Herrer endog kjende hinanden
fra Universitetet? Efter Alderen at dømme kan De have været
der paa samme Tid.
Der er saa mange,: indvendte Kalinovitsch.
Exarkatoff sendte ham et Blik, saa slog han Øjnene
ned igjen.
Han kjendte meget godt Kalinovitsch fra Universitetet,
da de havde taget Del i et Kursus sammen og siddet paa
samme Bænk i to Aar; men denne fandt det aabenbart
bekvemmere at fornægte sin fordums Kollega.
»Hr. Lebedieff, Lærer i Mathematik, fortsatte Godniev.
Fra hvilken Anstalt? gjentog atter Kalinovitsch.
• Forhen frit praktiserende Landmaaler, svarede Lebedieff
lakonisk.
Kalinovitsch vendte sine Øjne hen imod Rumianzoff, som
ikke afventede hans Spørgsmaal, men holdt Hænderne paa
Buxesømmen og svarede uden at gaa i Staa:
Elev af Opfostringshuset i Moskov. Først dimitteret
som privat Musiklærer; men da jeg har Familje, ønskede jeg
at træde i Statens Tjeneste, a
Alle de herværende Lærere udmærke sig ved
Kundskaber, Sædelighed og Iver, sagde Peter Mikailovitsch.
Kalinovitsch smilede lidt, hvad der ikke undgik den
gamles Opmærksomhed.
Jeg siger det, vedblev han derfor, ikke af Hensyn til
mig selv; min Sang er sunget ud; jeg er ingen Lykkejæger;
jeg taler kun for dem, for at udbede mig Deres Protektion
for dem. De er en ung Mand; Deres Anbefaling hos
Avtori-teterne vil være værdifuld for Lærerne. .
Det skal være mig en behagelig Pligt,« sagde
Kalinovitsch, og saa tilføjede han, idet han henvendte sig til Peter
Mikailovitsch: »Vil De ikke tage Plads? — og han hilste
paa Lærerne med det Buk, hvormed foresatte sædvanlig lade
deres underordnede vide: Nu kan De gaa, men disse
forstod det ikke strax og rørte sig ikke af Stedet.
Jeg vil ikke opholde Dem længere, mine Herrer, « sagde
Kalinovitsch.
Exarkatotf gik først, og de andre fulgte ham. Rumianzoff
blev staaende i Døren og gjorde det dybeste Buk. Peter
Mikailovitsch satte et mørkt Ansigt op. Det var ham ube
hageiigt, at hans Efterfølger ikke blot ikke var kommet Lærerne
venligt i Møde, men at han ikke en Gang havde bedt dem
om at sætte sig. Han vilde selv gaa; men Kalinovitsch bad
ham igjen om at sidde ned og gav ham en Stol.
»De er alle meget, meget rare Mennesker,« begyndte den
gamle igjen, efter at han havde sat sig.
Kalinovitsch syntes ikke at høre det. Efter et Øjebliks
Tavshed spurgte han:
Ær her et behageligt Selskabsliv?«
i-Ja; Embedsmændene her er fortræffelige Mennesker,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
