Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 15. 11. Januar 1885 - Verga. G. Foraar. Novellette. Oversat fra Italiensk af S. Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i9i HJEMME
Det blev en helt anden Historie, da den Dag
endelig kom.
Den stakkels Djævel trængte haardt til Skotoj
og til Smaaskillinger. Hans Sko vare blevne slidte
helt op under hans Lob efter at fange sine
Kunstnerdrømme og sin ungdommelige Forfængeligheds
Fantasterier — disse skæbnesvangre Drømme, som
skarevis komme fra alle Italiens Hjørner for at blegne og
fordampe under Galleriets funklende Glaskupler, i de
kolde Nattetimer eller i de uhyggelige
Eftermiddagstimer. Hans smaa Kjærlighedsdaarskaber vare ham
for dyre. Naar man i sit fem og tyvende Aar ikke
ejer andet end Hjærte og Forstand, har man ikke
Lov til at elske, ikke en Gang en Prinsesse; man har
ikke Lov til at vende Blikket bort, om det saa kun
var for et Øjeblik, under Straf at styrte i
Afgrunden, fra den straalende Illusion, som har
fortryllet en, og som kan blive ens Fremtids Stjærne"»
man maa gaa frem, bestandig frem, med Øjnene
hæftede paa dette Fyrtaarn, med begjærlige, med
stive Blikke, med lukket Hjærte, med dove Øren,
med utrættelig og ubønhørlig Fod maa man træde
paa selve Hjærtet.
Paolo blev syg; i tre Dage vidste ingen, ikke
en Gang Prinsessen, noget om ham. De vare
begyndte, de lange, blege Dage, da man gaar ud at
spasere paa de støvede Veje uden for Portene, ud at
betragte Juvelerernes Skabe, ud at læse Aviserne, der er
klistrede paa Skodderne, de Dage, da Vandet under
Flydebroerne gjør en svimmel, og da man ved at se
opad, stadig faar Øje paa Domkirkens sylspidse Spir,
som gjør en fortumlet. Den Aften, hun stod og
ventede i Silvio Pellicogaden var koldere end
sædvanlig, Timerne vare længere, og Prinsessen havde
ikke mere den sædvanlige ranke og yndefulde
Rejsning.
Paa den Tid tilfaldt der ham en kolossal Formue,
noget som 4000 Lire om Aaret, mod at han skulde
gaa hen og hamre paa Klaveret i Kaféer og ved
amerikanske Koncerter. Han modtog denne Lod
med en Glæde, som om han selv havde havt Ret til
at vælge den; derefter tænkte han paa Prinsessen.
Om Aftenen inviterede han hende til at spise i et
reserveret Kabinet hos Bijjt*), ligesom en rig
Ødeland. Han havde faaet et Forskud af hundrede Lire,
og gav en god Del af dem ud. Den stakkels Pige
gjorde store Øjne til dette sardanapalske Gilde, og
efter Kaffen, støttede hun, noget tung i Hovedet,
Ryggen mod Væggen, mens hun sad paa Divanen.
Hun var lidt bleg, lidt bedrovet, men kjonnere end
nogen Sinde. Paolo trykkede hyppig sine Læber mod
hendes Hals, tæt ved Nakken; hun lod ham gjöre,
hvad han vilde, og saa paa ham med skræmmede
Øjne, som havde hun Forudfølelsen af en Ulykke.
Han følte sit Hjærte klemt i en Skruestikke, og for
at sige hende, at han holdt meget af hende, spurgte
han hende, hvad hun vilde gjöre, hvis de aldrig mere
lik hinanden at se.
’) o en fin Restavration i Galleria Viltorio Emmanuele.
Prinsessen sad ganske stille med lukkede Øjne
og rorte sig ikke for at dølge nogle store, blinkende
Taarer, som stadig randt ned ad hendes Kinder.
Da den unge Mand blev del var, blev han
overrasket, Det var förste Gang, han saa hende græde.
— Hvad fejler dig? spurgte han.
Hun svarede ikke eller svarede med kvalt
Stemme:
— Ingen Ting.
Hun var lidet meddelsom af Naturen og havde
sine smaa barnagtig trodsige Indfald.
— Tænker du paa ham — den anden? spurgte
Paolo for förste Gang.
Hun nikkede et Ja.
Og det var sandt. Saa gav hun sig til at hulke.
Den anden! Det vilde sige: Fortiden; det vilde
sige: skjønne Dage med Glæde og Sol; Ungdommens
Foraar, og saa . . . hendes stakkels Kjærlighed, der
var bestemt til at slæbes om, fra en Paolo til en
anden, uden at hun kunde græde synderlig, naar
hun var bedrovet, uden at gjøre alt for megen Stoj,
naar hun var glad. Det vilde sige Nutiden, som var
ved at svinde; den unge Mand, der havde en Del af
hendes Hjærte, vilde om en Maaned, 0111 et Aar, om
to Aar være en fremmed for hende. Maaske Paolo
i dette Øjeblik rugede over de samme Tanker i uklar
Form, men ikke havde Mod til at aabne Munden.
Men han favnede hende tættere og gav sig ogsaa
til at græde. De havde begyndt med at le.
— Tager du fra mig? spurgte Prinsessen.
— Hvem har sagt dig det?
— Ingen, men jeg véd det alligevel, jeg gætter
det. Vil du rejse?
Han bojede Hovedet. Hun stirrede endnu et
Øjeblik paa ham med Øjnene fulde af Taarer, saa
vendte hun sig bort og græd ganske stille.
Maaske fordi hun ikke var ganske klar i Hovedet,
eller havde Hjærtet alt for fuldt — derefter begyndte
hun at lade Munden Iobe og fortalte ham, hvad hun
stedse havde skjult for ham af Frygtsomhed eller
Selvfølelse; hun fortalte ham, hvorledes det var gaaet
hende med »ham, den anden . Hendes Forældre
havde, rent ud sagt, ingen Ting; Faderen havde et
lille Embede under Jærnbanevæsenet, og Moderen
broderede, men havde længe haft svage Øjne, og
saa havde Prinsessen taget en Plads i et Modemagasin
for at hjælpe lidt paa Familien. Saa havde de kjonne
Klæder, hun saa, gjort lidt til det; de smukke Ord,
de sagde til hende, havde ogsaa gjort lidt, Exemplet,
Forfængeligheden, Letsindigheden, hendes Kammerater,
hver havde gjort lidt ... og den unge Fyr, som
hun altid fandt paa sin Vej, havde gjort Resten.
Hun havde ikke forstaaet, at hun havde gjort noget
ondt, før da hun havde mærket, at det var
nødvendigt at skjule det for sine Forældre; Faderen var en
Gentleman, Moderen var en magelos Kone; de vilde
være dode af Sorg, hvis de havde anet noget om
det; de vilde aldrig have troet det muligt, at de
havde udsat Datteren for Fristelsen. Det var hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
