Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 15. 11. Januar 1885 - Zola, Émile. En Rundrejse, ved I. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 18. I-IJEMME OG UDE. 206
virkelig at finde sin Moder latterlig. Det er næppe, hun en
Gang faar Lov at være ene med sin Mand om Natten. Ved
den mindste Stoj kommer Mme. Lariviére paa hare Fodder og
banker paa deres Dor for at spørge, om nogen er syg, og
naar de saa svarer hende, al de har det udmærket, raaber hun:
Saa gjorde I bedre i at sove — i Morgen sidder I og
falder i Sovn i Butiken.
De: er ikke til at holde ud mere. Lucien opregner alle
de handlende i Kvarteret, som gjør Lystrejser, medens deres
Forældre eller en betroet Kommis passer Forretningen. Der
er Handskemageren paa Hjørnet af La Favette Gade, han er
i Dieppe; der er Knivsmeden i St. Nicolas Gade, som nvlig
er rejst til Luchon, og Guldsmeden paa Boulevarden, som har
taget sin Kone med iil Schweiz; alle Mennesker tager sig
en Maaneds Ferie.
Du ødelægger Forretningen, forstaar du det! skriger
Mme. Lariviére. I salig Larivieres Tid tog vi en Gang om
Aaret til Vincennes, og det var anden Paaskedag, og vi befandt
os saamænd udmærket. Nu skal jeg sige dig noget, og det
er: du odelægger Forretningen ved denne Lyst til at lobe
omkring i Verden. Ja, Forretningen er ødelagt!«
Men, det var dog dejligt for os at gjøre en
Rejsen-vover Hortense at sige. Husk paa, Moder, du gav selv dit
Samtykke.-
Maaske, men det var før Brylluppet. For Brylluppet
siger man alle Slags Dumheder — ikke? Men nu skal vi være
alvorlige.«
Luden gaar sin Vej for at undgaa Strid. Han har en
rasende Lyst til at kvæle sin Svigermoder. Da han efter
to Timers Forlob kommer tilbage, er han aldeles forandret,
han taler med blid Røst til Mine. Lariviére, og et lille Smil
lurer i Mundvigen
Om Aftenen spørger han sin Kone:
Har du været i Normandietr
Det véd du jo godt, jeg ikke har, svarer Hortense.
Jeg har aldrig været længer end i Vincennes Skoven. <
Den næste Dag slaar der som et Lyn ned i
Legetøjs-butiken. Luciens Fader, Faer Bérard, som han bliver kaldt
i Kvarteret, hvor han er bekjendt som en stor Bonvivant, melder
sig til Frokost. Ved Kaffen udbryder han:
. Jeg har en Present med til vore Børn.’
Han trækker triumferende to Jærnbanebilletter op af
Lommen.
Hvad er det. De har dér, spørger Svigermoderen med
halvkvalt Stemme.
Dét r det er to første Klasses Billetter til en Rundrejse
i Normandiet. Naa, mine kjære Børn, saadan en Maaned i
den friske Luft vil gjöre godt, hvad? I kommer hjem igjen
saa friske som to Roser.
Mme. Lariviére er tilintetgjort. Hun vil protestere, men
i sit inderste Hjerte skotter hun ikke om at komme i Strid
med Fa’er Bérard, som altid beholder det sidste Ord. Hun
bliver fuldstændig bestyrtet, da Isenkræmmeren taler om strax
at ledsage de rejsende til Banegaarden. Han vil ikke slippe
dem, før han ser dem vel inde i Koupeen.
Det er godt. ■ erklærer hun med undertrykt Raseri,
jbortfor kun min Datter. Jeg har ikke noget derimod, saa
kysses de da ikke mere i Butikken, og jeg skal nok vogte
paa Husets Ære.«
Endelig er de nygifte da paa Saint-l^azare Banegaarden.
Svigerfaderen, der akkurat har givet dem Tid til at kaste nogle
Klæder og Linned i en Kuffert, følger dem dertil. Han giver
dem et rigtigt Smækkys paa Kinderne og anbefaler dem at se
alting, saa de kan fortælle ham om det. Det vil more ham.
Lucien og Hortense skynde sig ud paa Perronen for at
søge en tom Koupé. De ere saa heldige at tinde en, stige ind
og belave sig paa endelig at være ene, da en Herre med
Briller til deres store Sorg gjør dem Selskab. Toget sættes
just da i Gang, Herren betragter dem med en alvorlig Mine,
og Hortense, fortvivlet, — drejer Hovedet og lader, som
om hun ser ud paa Landskabet: hun faar Taarer i Øjnene,
og kan ikke en Gang se Træerne. Lucien forsøger paa
en snild Maade at blive af med den gamle Herre, og det
lykkes ham ikke. Et Øjeblik haaber han, at deres
Rejsekammerat vil staa ud i Mantes eller Vernon. Forgjæves Haab,
Herren skal med lige til Havre.
Forbitret tager endelig Lucien Mod til sig og griber sin
Kones Haand. Naar alt kommer til alt, saa er de gifte oc
har Lov til at vise deres Kjærlighed. Men den gamle H<.rres
Blik bliver mere og mere strængt, og det er saa øjensynligt,
at han misbilliger deres Opførsel, at den unge Kone rødmende
tager sin Haand til sig. Rejsen fortsættes under en trykkende
Tavshed. Rindelig ere de lykkeligvis i Rouen.
Før Lucien forlod Paris, havde han kjøbt en Rejsebog.
De tage ind i et anbefalet Hotel og er strax et Bytte
for Opvarterne. Ved Table d’höte vove de næppe at tale
sammen alle Mennesker se paa dem. De gaa tidlig i Seng;
men Skillevæggene er saa tynde, at deres Naboer baade til
hoire og venstre ikke kunne gjøre en Bevægelse, uden at de
hore den. De vove selvfølgelig ikke at røre sig, næppe at
hoste i Sengen.
Lad os nu se Byen, siger Lucien, da de staa op om
Morgenen, og saa rask videre til Havre.
Hele Dagen er de paa Benene. De se Domkirken, hvor
man viser dem Smørtaarnet et Taarn, der blev bygget for
en Afgift, som Gejstligheden havde lagt paa Smørret der i
Omegnen. De besøge de gamle normandiske Hertugers
Palads, de gamle Kirker, hvor der nu er Kornmagasins,
Jeanne d’Arcs Plads, Museet, ja endogsaa Kirkegaarden. Det
er som en Pligt, de udføre, de skaane sig ikke for et eneste
historisk Hus. Hortense især kjeder sig næsten til Døde, og
hun er saa træt, at hun den næste Dag sover i Koupeen.
I Havre venter der dem en ny Gjenvordighed. Sengene
i det Hotel, hvor de tage ind, ere saa smalle, at man maa give
dem et Værelse med to Senge. Hortense sér en Fornærmelse
heri og giver sig til at græde. Lucien stiller hende tilfreds
med at forsikre hende om, at de kun skulle blive der, til de
faa Byen set. Og saa begynde de igjen deres taabelige Løben
omkring.
Og de tage bort fra Havre, og de standse nogle Dage i
alle de vigtigste Byer, som Rejsebogen giver Anvisning paa.
I deres Hoveder er der et Virvar af Gader og Monumenter
blandet med Kirker, og de ere gjort sløve ved denne hurtige
Vexlen af Udsigter, som de ingen Interesse have for. Intel
Sted have de endnu fundet en Lykkens og Fredens Krog,
hvor de langt fra nysgjerrige Mennesker kunne kysses i Fred.
De ere komne dertil, at de ikke mere se paa noget, men
fortsætte deres Rejse som et Hoveriarbejde, de ikke kunne blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
