Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 15. 11. Januar 1885 - Zola, Émile. En Rundrejse, ved I. S. - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
Nr. 14.
fri for. Siden de nu en Gang er rejst ud, maa de ogsaa
hjem igjen. En Aften i Cherbourg undslipper der Lucien
disse alvorlige Ord: Nej, saa tror jeg, at jeg dog foretrækker
din Moder.
Næste Dag rejse de til Granville. Lucien er tungsindig
og stirrer barsk ud paa Landskabet, hvis Marker strække sig
vifteformigt paa begge Sider af Vejen. Pludselig, idet Toget
standser ved en lille Station, hvis Navn de knap hore, et
vndigt lille Stykke Grønsvær omgivet af Træer, raaber
Lucien:
Lad os komme ud her, min elskede, skynd dig!<
Men denne Station er slet ikke omtalt i Rejsebogen,
siger Hortense forbavset.
Rejsebogen! Rejsebogen! gjentager han, du skal faa
at se, hvad jeg vil gjøre med den:
Men vor Bagage.3
Jeg bryder mig Pokker om vor Bagage!.
Hortense stiger ud. Toget kjører videre og lader dem
tilbage paa den yndige gronne Eng. Saa snart de træde ud
af den lille Station, ere de midt ude paa Landet. Ingen Støj!
Fuglene synge i Træerne, og en klar Bæk løber gjennem en
lille Dal. Det første, Lucien gjør, er at kaste Rejsebogen ud
i en Vandpyt. Nu er det gjort, nu er de endelig fri!
Tre hundrede Skridt derfra er der et isoleret
Gjæst-giversted. Værtinden giver dem et stort Værelse, saa hvidt
som Sne, saa yndig foraarsfriskt. Murene ere halvanden
Alen tykke; desuden findes der ingen andre rejsende, og det
er kun Hønsene, som nysgjerrig se paa dem.
Vore Billetter gjælde endnu en Uge, siger Lucien,
»godt, vi ville tilbringe vore otte Dage her.
Hvilken henrivende Uge! Fra den tidlige Morgenstund
vandre de omkring, tinde skjulte Stier, fordybe sig i en
Skov, hvile paa Skraaningen af en Høj, og saadan leve de
Dagene hen, skjulte i det høje Græs, som skjærmer deres unge
Kjærlighed. Eller ogsaa følge de Bækken; Hortense løber
af Sted som en Skolepige, der er sluppet fri, saa tager hun
Støvler og Strømper af og sopper ud i Vandet. Lucien gjør
hende forskrækket ved pludselig at kysse hende paa Nakken,
og hun skriger højt. Deres Mangel paa Tøj, dette, at de
mangle det nødvendige, morer dem usigeligt. De ere
henrykte over at være ene i en Udørk, hvor ingen Mennesker
aner, de er. Hortense har laant noget af Værtindens Linned,
Lærreds Chemiser saa grove, at de kradse hendes Hud og
faa hende til at le. Deres Værelse er saa muntert! I otte
Timer af Døgnet, naar den mørke og tavse Natur ikke frister
dem mere, lukke de sig inde her, og de give Ordre til, at
man ikke maa vække dem. Lucien gaar ned paa Morgensko
og bringer selv Frokosten op, .Eg og Koteletter, og ingen
faar Lov til at komme ind i deres Værelse Det er fortryllende
Maaltider, indtagne paa Sengekanten, og de synes ikke at faa
Ende, takket være alle de mange Kys.
Den syvende Dag blive de overraskede og fortvivlede
over, at Tiden er gaaet saa hurtigt. De rejse bort uden saa
meget som at ville vide Navnet paa det Sted, hvor de have
elsket hinanden. De have der nydt en Fjerdedel af deres
Honningmaaned! Først i Paris faa de deres Bagage igjen.
Da Fa’r Bérard spørger dem ud, blive de forvirrede.
De have set Havet ved Caen, og de tlvtter Smortaarnet fra
Rouen til Havre.
Men for Pokker!» raaber Isenkræmmeren, 1 fortæller
slet ikke noget om Cherbourg — og Tøjhuset?
Aa! svarer Lucien ganske rolig, «alt for lille et Tøjhus,
det mangler Træer.
Mme. Lariviére, som er vred endnu, trækker paa
Skuldrene og mumler: Er det Umagen værdt at rejse! De
véd ikke en Gang Besked med Monumenterne. Se saa,
Hortense, nu har vi haft Narrestreger nok, nu til Forretningen!«
T li send Sjæle.
Roman af Alexis Pisemski. (Kort ut
Paa Hjemvejen var den gamle Mand mere tankefuld end
ellers, og af og til udbrød han:
Ak, den Ungdom, den Ungdom! — Forstand har den
maaske mere af end vi gamle; men med Hjærtet er det daarligt
bevendt! tilføjede han, da han var kommet op ad Trappen,
hvorpaa han underrettede Pebgia om, at de havde en Gjast
til Middag.
Det véd jeg nok, sagde hun og løb ned i Kjælderen.
Efter at Peter Mikailovitsch havde klædt sig om og
befalet, at Vognen skulde sendes hen til Kalinovitsch, gik han
ind i Salen lii sin Dalter, kyssede hende, satte sig og gav sig
igjen til at spekulere.
Fader, har De sét den nye Inspektør?
Ja, mit Barn, jeg var saa heldig at gjøre hans
Bekjendtskab,- svarede Peter Mikailovitsch med et svagt Smil.
»Er han ung?-
»Ja! — En elegant — og aabenbart en forstandig Mand,
kun synes jeg, han er noget stolt. Han modtog vore brave
Folk, som om han var Guvernør — saadan fra oven. Det er
ikke pænt; det gjør ham ingen .-Ere.
Hvorfor ikke? Naar det er i Bevidstheden om sin
egen Værdighed?; svarede Nastenka. Deres Lærere er rare
Mennesker, men ikke andet.
Hvad det nu ogsaa er for Mennesker, • indvendte Peter
Mikailovitsch, saa behøvede han ikke at stikke Næsen saadan
i Vejret. -
»Hvorfor bad De ham til Middag, naar han er saa
arrogant spurgte Nastenka.
Fordi jeg vil tale med ham om Lærerne; man maa faa
ham til at tage dem paa den rigtige Maade,, sagde Peter
Mikailovitsch.
Jeg havde i alt Fald ikke sendt ham Vognen; lad ham
dog komme til Fods, sagde Nastenka.
Hold op med den dumme Snak, svarede Peter
Mikailovitsch, der allerede var blevet ærgerlig. Hvad
skulde det skade Vognen. Han æder den da ikke. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
