Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 16. 18. Januar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
Modet. Mit Hof bestod for største Delen af Officerer og
Embedsmænd, de fleste var dumme og indbildske, de bedste
af dem var de mest udsvævende, for de havde dog faaet et
vist flot Præg. Blandt disse sidste var der én, som af to
Grunde ikke lignede de andre. Han var i moralsk
Henseende saa bundfordærvet, at hans Venner paastod, det
eneste, han veg tilbage for, var Krigsretten. Og saa var
han ualmindelig smuk og kraftig. Han havde blond, krøllet
Haar, en lys Teint og de nydeligste smaa Øren, store, urolige,
blaa Øjne. Hovedet sad frit, hans kraftige Skuldre skraanede
lidt; den hvide østerrigske Uniform sluttede stramt om hans
prægtige Legeme.
Denne Løjtnant, der kun var 24 Aar gammel, havde
allerede ødelagt sin store Fædrenearv, men blev ved at spille
og at underholde adskillige Damer; der var ingen, der vidste,
hvor han lik Pengene fra; han var Hærens bedste Svømmer
og Bryder.
Han havde aldrig været i Krig og hadede Dueller; tiere
Gange havde han taget imod de groveste Fornærmelser.
Kraftig, smuk, ødelagt og raa som han var, kom jeg til at
holde af ham. Men jeg lod ham ikke mærke det, det morede
mig at drille saadan en Herkules.
Tiden gik hurtig og behagelig i Venedig, min Mand røg,
snorkede, skjældte Piemonleserne ud, kjøbte Haarfarve og
Pomade; men jeg trængte til at elske. Min voldsomme og
forfærdelige Lidenskab for den uniformerede Adonis, der for
Resten hed Remigio, begvndte saaledes. Jeg gik hver Morgen
i Bad i den Badeanstalt, der ligger foran den lille Slotshave.
Jeg havde lejet et af de store Bassiner fra 7—8, min
Kammerjomfru fulgte mig der ned; men ellers var der ingen til Stede;
derfor gjorde jeg mig ikke den Ulejlighed at tage Badedragt
paa. Da Vandet var meget dybt, var der lagt et Plankegulv
i Bassinet; smaa Damer kunde lige bunde, men mig gik Vandet
kun til Skuldrene. Jeg morede mig ved at svømme og pjaske
i det klare, grønlige Vand; jeg tog Dukkerter og prøvede paa
at flyde, oversprøjtede min Pige med Vand, saa hun maatte
flygte ind i Badehuset.
Der var store Sprækker i de Plankevægge, der lukkede
for Bassinet; jeg kunde se San Giorgios røde Klokketaarn,
lidt af Lagunerne og den militære Badeanstalt, der flød i
Nærheden.
Jeg vidste, at Løjtnant Remigio ogsaa plejede at bade sig
hver Morgen Kl. 7. Det hed sig, at han svømmede som en
Fisk, han sprang ud paa Hovedet, dykkede til Bunds og
henlede en Flaske op, han svømmede dybt under Vandet, under
Plankerne og dukkede op langt ude. Jeg vilde have givet
meget lil al kunne se ham. Smidighed og fysisk Styrke havde
altid tiltalt mig.
En Morgen hørte jeg, medens jeg laa og plaskede, en
Lyd, som naar nogen svømmer hurtigt. Vandet kom i
Bevægelse, det friske Bølgeslag tik mig til at gyse; pludselig
stod der en Mand inde i Bassinet. Jeg skreg ikke og blev
ikke angst. Han saa ud, som om han var hugget i Marmor; hans
hvælvede Bryst hævede sig og sank ved det dybe Aandedræt;
hans blaa Øjne straalede, og i det blonde Haar tindrede
Vanddraaberne som tusende, skinnende Perler. Halvt skjult af
Vandet og sitrende af Anstrængelse løftede han sine smidige,
svulmende Arme mod Himmelen, som vilde han takke Guderne,
og udbrød: Endelig!
Saadan begyndte vort Forhold. Fra den Dag af saä jeg
ham daglig paa Spasereturen, paa Kaféen og i Hotellet; min
Mand syntes godt om ham og inviterede ham ofte. Jeg saä
ham ogsaa i Smug; efterhaanden blev vore hemmelige Møder
daglige. Tit var vi alene i Timevis; naar Greven sov mellem
Frokost og Middag, spaserede vi sammen og trykkede
hemmeligt hinandens Hænder; naar vi spiste sammen, og der
altsaa var andre til Stede, pressede han sin Fod mod min saa
stærkt, at jeg kunde have skreget af Smerte, men Smerten
var mig en Nydelse. Aldrig havde jeg set saa smuk og sund
ud som i de Dage, hvor jeg var glad ved Livet, ved alt og
ved alle.
Stedet for vore Stævnemøder var ikke altid det samme.
Under Tiden ventede Remigio mig i Gondol i en eller anden
ækel, mørk Kanal; til andre Tider trodsede vi Faren og gik
om Bord ved Piazzettaen, hvor der var fuldt af Mennesker.
Jeg besøgte ham ogsaa i et lille Hus, der laa tæt ved Kasernen;
naar jeg gik derhen med et tæt Slør for Ansigtet, blev jeg
altid tiltalt af de Officerer og Soldater, som jeg mødte paa den
smalle Trappe. Vi sad i et lille, fugtigt, skummelt Værelse,
hvor der lugtede af gammel Tobak.
Han kjeder mig virkelig den Advokat. Han har en
Maade at se paa mig, som tit faar mig til at le, men som
under Tiden bringer mig til at gyse; han siger, at han ikke
kan leve, uden at faa et venligt Ord af mig; han trygler,
græder, hulker og gjentager: Aa, Deres Naade, kan De ikke
huske den Dag, De sagde til mig der henne paa Dørtærskelen:
i.Haab kun*.« Og saa bliver han ved med at bede og klage
sig. Jeg kan snart ikke holde ham ud. For et Par Dage
siden rakte jeg ham Haanden, saa kyssede og trykkede han den
saa stærkt, at jeg endnu har blaa Pielter paa den. I Gaar
tabte jeg rent Taalmodigheden; jeg sagde, at han skulde gaa
sin Vej, og at jeg vilde lade Tjeneren sætte ham paa Døren,
hvis han kom igjen. Han blev ligbleg, hans Øjne lignede to
mørke Huller i et Gibsansigt, han rejste sig og vaklede ud ad
Døren. Han kommer nok igjen, det tør jeg holde meget
paa. Det er egentlig skrækkeligt, at det eneste, der kan
oplive mig, er at mindes en Mand, som jeg, skjønt jeg kjendte
al hans Usselhed, vedblev at elske (Foiwbiks).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
