Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 16. 18. Januar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME OG UDE.
218
Tusend Sjæle.
Roman af Alexis Pisemski. Fortsat
De læser vel meget?- sagde han.
Nej, Herre, meget lidt; nu synes jeg kun, der er meget
faa gode Bøger, og mit Helbred er kun daarligt. Jeg har
allerede i syv Aar lidt af Vatersot i Brystet. Det er Sorg,
der har gjort mig saa elendig, Herre. Min egen Sen
bekyldte mig for, at jeg skaffede hans Moders Formue af
Vejen og snød ham for den. Aa, Herre Gud, aa, Herre
Gud! sagde Postmesteren og hensank i Grublerier.
Kalinovitsch rejste sig og gjorde Mine til at anbefale sig.
Far vel, Herre, far vel,« sagde den gamle, idet han
ligeledes rejste sig. Mange Tak! Deres Formand forsynede
mig med Bøger af et alvorligt Indhold, glem De mig heller
ikke,< vedblev han og bukkede.
Kalinovitsch erklærede sig rede hertil og gik.
Far vel. Herre, far vel; mange Tak! sagde Oldingen,
idet han fulgte ham ud. Saa slog han Døren i og laasede
den med det samme.
Generalindens Bolig var, som allerede bemærket, den
første i Byen. Rundt om Huset var der lagt et Fortov af
Kampesten, hvilket hele Vinteren igjennem blev renset for Sne
og bestrøet med Sand, for at Generalinden og hendes Datter
kunde spasere der mellem to og fire, eftersom der ikke fandtes
noget passende Sted til Vinterpromenader i Bven. Der hang
store, stribede Markiser for Vinduerne. Den indre Udstyrelse
svarede til den ydre. Fra den store Entré førte en bred,
egemalet Trappe, tæppebelagt og med Blomster paa Siderne,
op til den næste Etage. Da Kalinovitsch traadte ind, stillede
en Lakaj, der saft dum ud, men var puttet i et Livrée med
Tresser, sig i Positur, og paa Spørgsmaalet: Tager
Herskabet imod?« svarede han hurtig: Værs’artig! og lob rask
op ad Trappen for at melde ham. Kalinovitsch blev imidlertid
staaende foran Spejlet, ordnede sit Haar og sine Flipper,
knappede endnu en Knap i Frakken og traadte derpaa ind.
Generalinden sad efter Sædvane i halvt liggende Stilling
paa Divanen.
Mademoiselle Pauline sad ikke langt derfra og tegnede
et Barnehoved med Blyant. Kalinovitsch introducerede sig
med at tale Fransk. Generalinden fixerede ham med sine
uklare Øjne, og tilsyneladende tilfreds med hans Ydre spurgte
hun med et elskværdigt Smil:
Er De Godsejer her paa Egnen ’f*
Nej,« svarede Kalinovitsch og kastede et Sideblik paa
Pauline, som frapperede ham ved sit sygelige Ansigt og sin
underlige Figur.
Saa er De vel kommet hertil i Forretninger?« vedblev
Generalinden. Hun antog, han var en Embedsmand, som
man dér i Byen ventede fra St. Petersborg.
Nej, jeg er ansat her. svarede han.
Ansat? sagde Generalinden i en forbavset Tone. jHvad
er det for et Embede, De har her?; tilføjede hun.
Jeg er udnævnt til Inspektør ved Distriktsskolen.«
Moder og Datter vexlede et Blik.
Hvad er det for et Embeder- spurgte førstnævnte.
Det er sandsynligvis i den gamle Mands Sted,– bemærkede
Pauline.
Ja, svarede Kalinovitsch.
Moder og Datter vexlede atter et Blik. Generalinden
slog sine Øjne ned.
Pauline lukkede glippende sine og begyndte atter at
tegne. Kalinovitsch gættede, at han ved at omtale sin Stilling
havde skadet sig i sine nye bekjendtes Omdømme og besluttede,
efter at han havde indset, hvem det var, han havde at gjöre
med, at udhvæsse Skaaret.
Det er første Gang, jeg er i en Provinsby, sagde han,
og jeg kjender slet ikke Provinslivet.
Her er kjedelig!, sagde Generalinden næsten
uvilkaarligt.
Det gode Selskab er tilsyneladende ikke stort her.
: Nej.«
i Det bestaar kun af Embedsmænd:
- Det véd jeg virkelig ikke.
■Men Deres Naade bur o bestandig her, ikke sandt?
sagde Kalinovitsch.
Jeg bor her paa Grund af mine Forhold og min
Sygdom, for altid at have en Læge ved Haanden. Jeg ejer
et Gods her i Distriktet og har mange Slægtninge og gode
Venner, som jeg ogsaa kommer sammen med, sagde
Generalinden og standsede pludselig, som om hun var bange for at
have sagt et Ord for meget og derved sat noget til af sin
Værdighed.
i-Det var med stor Beklagelse, jeg forlod Moskov,«
begyndte Kalinovitsch igjen. : Netop i Aar var der saa meget
interessant. For slet ikke at tale om de levende Billeder, som
udførtes særdeles smukt, gaves der saa mange gode Koncerter,
og endelig var ogsaa Rubini der.«
;Han var der ikke længe, han gav kun to eller tre
Koncerter,- sagde Pauline.
»Og hvad var det saa for Koncerter! Brudstykker!
Moskov bliver altid fodret med Levninger. Vi hørte ham i
en fuldstændig Opera i St. Petersborg, sagde Generalinden.
Han sang sine bedste Arier, og Moskov var henrykt..
■-Aa, Moskov er altid henrykt!
: Akkurat som St. Petersborg. I denne Henseende er
Moskov da sikkert forstandigere.»
Hvor kan man sammenligne St. Petersborg og Moskov?
Petersborg er dejlig, og Moskov holder jeg siet ikke af! Vi
boede der nogle Vintre og kjedede os skrækkeligt.
. Det er Deres Naades personlige Mening, som jeg ikke
vover at modsige,« svarede Kalinovitsch.
: Nej, det er ikke min personlige Mening,- svarede
Generalinden i rolig Tone. Min salig Mand havde været i
alle Evropas Hovedstæder, og han sagde altid — det kan du
vist ogsaa huske, Pauline —at der ikke gaves noget behageligere
Sted end St. Petersborg.
Har De selv boet i St. Petersborg?.- spurgte Pauline
Kalinovitsch.
• Nej, jeg har aldrig været der,« svarede denne.
Moder og Datter smilede.
Hvor kan De vide noget om det, naar De ikke har
været der? Det begriber jeg ikke, sagde Pauline.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
