- Project Runeberg -  Hjemme og Ude. Nordisk Ugeblad /
217

(1884-1885) With: Otto Borchsenius, Johannes Magnussen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 17. 25. Januar 1885 - Spencer, Herbert. Religion. Et Tilbageblik og et Fremblik. Oversat af Dr. phil. Ad. Hansen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

2 1 7

HJEMME OG UDE.

Nr. 17.

dem til mere omfattende Individualiteter, der raade
over Klasser af Fænomener, som ere forholdsvis
regelmæssige i deres Orden, og derfor vække Tro
paa Væsener, der ere mere kraftige end Menneskene
og mindre omskiftelige i deres Handlemaade; og
saaledes kommer Forestillingen om Styrke, som den
udoves af slige Væsener, til i mindre Grad at knytte
sig til Forestillingen om en menneskelig
Dobbeltgænger eller Aand. Yderligere Fremskridt, ved hvilke
underordnede overnaturlige Virksomliedsudovere gaa
op i én almindelig Yirksomhcdsudover, og ved hvilke
denne almindelige Virksomhedsudøvers Individualitet
bliver ubestemt, alt medens den udvider sig stærkt,
bidrage endnu yderligere til at sondre Forestillingen
om objektiv Kraft fra den Kraft, der kjendes som
saadan i Bevidstheden; og Sondringen naar hit
højeste Punkt i Videnskabsmandens Tanker, som i
Udtryk, hentede fra Kraftens Omraade, fortolker ikke
alene de synlige Forandringer i haandgribelige
Legemer, men enhver som helst fysisk Forandring
lige op til Svingningerne i Æther-Mediet. Ikke desto
mindre tænker han til det sidste paa denne Kraft
(hvad enten det nu er Kraft under den statiske Fonn,
ved hvilken Materien gjør Modstand, eller under den
dynamiske Form, der betegnes som Energi) i Udtryk,
hentede fra hin indre Energis Omraade, som han er
sig bevidst som Muskelanstrængelse. Han nødes af
Mangel paa noget andet Symbol til at symbolisere
den objektive Kraft i Udtryk fra den subjektive
Krafts Omraade.

Se nu, hvad der ligger heri. Den indre Energi,
som i det primitive Menneskes Erfaringer altid
var den umiddelbare Forløber for Forandringer,
der bevirkedes af ham, den Energi, som han,
naar han fortolkede ydre Forandringer, tænkte sig
udstyret med saadanne menneskelige Egenskaber, som
hos ham selv knyttede sig til den, — det er den
samme Energi, som, frigjort fra anthropomorfiske
Bestemmelser, nu forestilles som Aarsagen til alle ydre
Fænomener. Det sidste Trin, der naas, er
Erkjendelsen af den Sandhed, at Kraft, som den existerer
udenfor Bevidstheden, ikke kan være Iig med det,
vi kjende som Kraft indenfor Bevidstheden, og at de
dog, da hver af dem er i Stand til at frembringe
den anden, maa være forskjellige Former af det
samme. Følgelig er det endelige Resultat af hin
Overvejelse, som blev begyndt af det primitive
Menneske, at den Kraft, som aabenbarer sig gjennem
hele det Universum, der betegnes som materiel, er
den samme Kraft, der vælder frem i os selv under
Form af Bevidsthed.

Det er altsaa usandt, at den foregaaende
Slut-ningsrække indlader sig paa at udlede en sand Tro
af en Tro, der var helt falsk. Tværtimod, den sidste
1-" o nn af den religiøse Bevidsthed er den højeste
Udvikling af en Bevidsthed, der fra Begyndelsen
indeholdt en Spire af Sandhed, fordunklet af
mangfoldige Vildfarelser.

De, som tro, at Videnskaben tilintetgjør religiøs
Tro og Følelse, synes ikke opmærksomme paa, at
hvad gaadefuldt der tages fra den gamle Fortolkning
føjes til den ny. Eller rettere, vi kunne sige, at det
gaadefulde voxer ved at overføres fra den ene
Fortolkning til den anden, eftersom Videnskaben i Stedet
for en Forklaring, der har en tilsyneladende
Rimelighed, sætter en Forklaring, som kun fører os en vis
Afstand tilbage og lader os staa dér overfor det
aabenbart uforklarlige.

Fra én Side betragtet er det videnskabelige
Fremskridt en gradvis højere Omdannelse af Naturen.
Hvor den almindelige Opfattelse saa fuldstændig
Simpelhed, afslører det stor Sammensathed; hvor
der syntes at være ubetinget Uvirksomhed,
aabenbarer det stærk Virksomhed; og i det, der synes at
være fuldstændig Tomhed, finder det et vidunderligt
Spil af Kræfter. Hvert Slægtled af Naturforskere
opdager i den saakaldte dorske Materie Kræfter,
som de lærdeste Naturforskere kun faa Aar tidligere
vilde have anset for utrolige; som Exempel kan tages
en blot og bar Jærnplades Evne til at optage de
indviklede Luftsvingninger, der frembringes ved
artikuleret Tale, hvilke overføres i mangfoldige og
forskjellige elektriske Pulse, atter fores tusend Mile
bort ved I Ijælp af en anden Jærnplade og igjen høres
som artikuleret Tale. Naar Naturforskeren ser, at
omgivende faste Legemer, skjønt de synes hvilende,
saaledes ere modtagelige for Kræfter, der ere uendelig
smaa i Omfang, — naar Spektroskopet beviser ham,
at Molekuler paa Jorden pulsere i Harmoni med
Molekuler i Stjærnerne, — naar der paatvinges ham
ilen Slutning, at ethvert Punkt i Rummet bæver af
en Uendelighed af Svingninger, der gaa gjennem det
i alle Retninger, — saa er den Forestilling, han stiler
imod, meget mindre Forestillingen om et Universum
af død Materie end om et Universum, der overalt er
leveriØé, — levende, om end ikke i indskrænket
Betydning, saa dog i almindelig Betydning.

Denne højere Omdannelse, som Naturforskernes
Undersøgelser stadig forøge, understøttes af hin anden
højere Omdannelse, der fremgaar af metafysiske
Undersøgelser. Subjektiv Analyse nøder os til at
indrømme, at vore videnskabelige Fortolkninger af de
Fænomener, som Gjenstandene frembyde, betegnes
ved Udtryk, hentede fra vore egne paa forskjellig
Maade sammenknyttede Fornemmelser og
Forestillinger, — det vil sige: udtrykkes i Elementer, der
tilhøre Bevidstheden og kun ere Symboler for det noget,
der er udenfor Bevidstheden. Skjønt Analyse senere
gjenindsætter vor oprindelige Tro, for saa vidt den
viser, at der bag ved hver Gruppe af fænomenale
Aabenbarelser altid er en Nexus, som er den Realitet,
der forbliver fast midt i Fænomener, der ere
foranderlige, se »i dog, at denne Realitets-Nexus for
bestandig er utilgængelig for Bevidstheden. Og
naar vi atter erindre, at de Virksomheder, der
udgjøre Bevidstheden, ere strængt begrænsede og der-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 16:54:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mhjemogude/0227.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free