Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 17. 25. Januar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
Man tillader da vel en gammel Mand i det mindste at se paa
Væggene. Mange af mine fordums Kammerater ere nu
bekjendte Literater og lærde; som Student var jeg gode Venner
med dem, vi disputerede ofte sammen; naa, og nu har de,
naar alt kommer til alt, bragt det saa vidt, og jeg er
afskediget Skoleinspektør. Men jeg tænker, at de ikke vilde se ned
paa mig, naar jeg kom til dem.«
Kalinovitsch hørte kun halvt, hvad Peter Mikailovitsch
sagde, men saa’ til Gjengjæld stift paa Nastenka, der sad og
havde et Udtryk af Kjedsommelighed og Ærgrelse i Ansigtet.
Det var i det mindste for hundrede Gang, at Peter
Mikailovitsch i hendes Nærværelse talte om Mersliakotf og sit Ønske
om at besøge Moskov. Hun vilde for øvrigt ikke lade sig
mærke med det og saa’ snart hen imod Vinduet, snart lod hun
sine sorte Øjne glide hen over de Fædrelandske Annaler ,
der laa opslaaede foran hende, og i saadanne Øjeblikke var
hun, sandt at sige, meget smuk.
Hvad er det, De læser? spurgte Kalinovitsch.
Aa, for Øjeblikket vender jeg kun nogle Blade.«
»Hölder De meget af at lasse?-
Ja, det er min eneste Adspredelse. Nu læser jeg mindre,
men tidligere har jeg sikkert læst alt for meget!»
Hvad har De at læse? Det er vanskeligt at finde noget
i vor Literatur.
»Der gives tre store Forfattere,« begyndte Nastenka:
Det er de tre: Puschkin, Lermontoff og Gogol, om hvem
Berlingski skriver saa meget i de tre Fædrelandske Annaler».*
Læser De ogsaa Kritiker? spurgte Kalinovitsch.
Ja,« svarede hun lidt stolt.
Foruden disse tre Forfattere er der andre, som jeg
synes meget godt om, sagde hun efter en kort Pavse.
Og hvem er det i Særdeleshed? , spurgte Kalinovitsch.
F. Ex. Jagoskin, Lassetschnikoff, hvis Is-Hus jeg
har læst fem Gange, Grev Sollohul, hvis »Apothekerinde
-og Store Verden jeg synes overordentlig godt om; nu
Ku-koluik, Weltmann, Dal.
Under denne Opramsning straalede Peter Mikailovitschs
Ansigt af Fornøjelse over, at Datteren viste saadant et
Kjendskab til Literaturen; men Kalinovitsch hørte paa hende med
en Mine, af hvilken man let kunde gætte, at han ikke havde
stor Respekt for de nævnte Forfattere.
»Der er saa mange af dem; man kan ikke nævne dem
alle, sagde Kalinovitsch.
Aa, hvilken en stræng og fin Dommer De maa være!<.
udbrød Peter Mikailovitsch.
Kalinovitsch svarede ikke, men slog blot Øjnene ned.
Er De ikke selv Forfatter?. spurgte pludselig Nastenka.
»Hvoraf tror De det?« svarede han, som om han blev
forvirret over dette Spørgsmaal.
Jo, det forekommer mig, at De maa være Forfatter.
Muligvis,* svarede Kalinovitsch.
Peter Mikailovitsch klappede i Hænderne.
Ha-ha! Nej se en Gang til Nastenka! Du er en flink
Pige, denne Gang har du ramt Centrum! ■ sagde han. Naa
ja, Herre Gud, hvorfor ikke? De er en forstandig ung og
dannet Mand, hvorfor skulde De ikke være Forfatter?
»Men hvad skriver De da? spurgte Nastenka igjen.
Kalinovitsch svarede ikke.
Det er Forfatterens Hemmelighed, bemærkede Peter
Mikailovitsch, og den vove vi ikke at afsløre, saa længe han
selv ikke ønsker det; om Gud vil, kommer nok den Tid, da
Jakov Vassilytsch møder her af sig selv og læser for os, saa
véd vi Besked og kan tale og bedømme . . . Men,« fortsatte
han, idet han gabende henvendte sig til sin Broder - hvad
mener De, Kaptejn, vil De ikke trække Dem tilbage til Deres
Vinterkvarter ?
Nej, jeg bliver siddende her lidt endnu.«
Det var i det højeste fire, fem Gange om Aaret, at
Kaptejnen ikke efter Bordet gik hjem til sit fjedrede Rige,
han undlod kun dette ved ganske særlige Lejligheder. Den
nye Gjæst maatte interessere ham ganske overordentligt, hvad
man ogsaa saa deraf, at han opmærksomt lyttede til hvert
Ord, som Kalinovitsch sagde.
Naa, det er ogsaa godt; men jeg maa bede vor ærede
Gjasst om Tilladelse til at hvile mig lidt, det er jeg vant
tilsagde Peter Mikailovitsch, idet han rejste sig.
»Gudbevares, gjør dog endelig ingen Omstændigheder,
svarede Kalinovitsch.
»De faar for Resten ikke Lov til at gaa hjem. Hvorfor
skal De sidde alene og kukkelure paa Deres Værelse i Hotellet?
Her har De Selskab, den gamle Kaptejn og min unge Datter
Snak med hende, hun elsker at tale om Literatur, sluttede
den gamle, idet han skrabede ud med den højre Fod, bukkede,
kyssede paa Fingren og gik. Et Par Minuter senere hørte
man ham snorke højt i Værelset ved Siden af. Nastenka blev
forlegen.
Vil De ikke spasere lidt i Haven?s sagde hun, idet
hun benyttede den Omstændighed, at Kalinovitsch tit tog sig
til Hovedet.
Tak, jeg vilde gjærne trække lidt frisk Luft, sagde
denne. »Deres Likører er fortræffelige; men de forer for
hurtigt til Maalet.«
Saa gik de alle tre der ud.
Godnievs Have, der var kjøbt sammen med Huset af den
fordums Adelsmarschal, en gammel Pebersvend og stor
Haveven, havde tidligere udma-rket sig ved store Anlæg. Pelagia
havde altid Tilbøjelighed til at forvandle den helt til
Køkkenhave. Her er en hel Skov; men Gulerødder kan man ikke
saå noget Steds, brummede hun, skjønt hun meget godt
vidste, at der var Plads nok til at saA Gulerødder, naar hun
blot ikke tog to Bede for mange til Kaal; nieri Peter
Mikailovitsch var fast, dels fordi han selv ønskede det, dels for at
føje Nastenka, og han lod derfor den største Del af Haven
blive i den Skikkelse, hvori den var, og sagde lil
Husholdersken :
1 Man skal ikke altid ene og alene tænke paa, hvad der
er nyttigt. Lad os ogsaa tænke paa det behagelige. Det
gjælder om at forene utile atm Juki i Livet.
Man kunde gaa lige ud i Haven fra en lille Balkon i
Dagligstuen, hvorfra en tæt Lindealleé gik lige ud og saa
udvidede sig til en Plads, i hvis Midte der stod en halv
forfalden kinesisk Pavillon. I forskjellig Afstand fra denne Pavillon
stod der Træstatuer af olympiske Guder. Af disse olympiske
Guder fandtes nu kun Minerva uden højre Haand, Venus med
Halvdelen af sit Hoved og Benene af en Gud; af de øvrige
fandtes kun Piedestalerne. Alle disse Levninger af Guder og
Gudinder vare bemalede med grelle Farver. Peter
Mikailovitsch kaldte dette Sted den forfaldne Olvmp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
