Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Maffei, Giuseppe. Leo X. Fra Italiensk ved S. Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME
OG UDE.
226
højtstaaende Mæcenas skrev til forskjellige Lærde,
navnlig til Erasmus fra Rotterdam og til Pietro Bembo,
vise os, hvor han var optagen af at belønne
videnskabelige Arbejder og Undersøgelser. De prægtige
Bygninger, han rejste, fremfor alle Peterskirken, som
lian med stor Iver lod arbejde videre paa; de rige
Gaver, han skjænkede de fremragende Dyrkere af de
skjønne Kunster, som Rafael og Michel Angelo,
oplyse os om den Iver, hvormed han fremmede de tre
bildende Kunster.
Han dyrkede ogsaa Musiken, og Fabroni
fortæller, at »Naturen havde givet ham en blød og
behagelig Sangstemme og et meget fint Gehør.
Men den Kunst, han viste den varmeste Begejstring
for, var Poesien. Med den vilde han gjærne oplive
sine Aftengilder. Rigtignok, siger Literaturhistorikeren
Tiraboschi, vare Poeterne i Almindelighed ved slige
Lejligheder mere Venner af Bakkus end af Muserne
og tjente til lystig Spas for Paven og Kardinalerne
ved de Løjer, de gjorde med disse Poeter.
I saa Henseende ere Navnene Querno og
Bara-balli berømte.
Den første var født i Kongeriget Neapel og
skildres af Giovio og Giraldi som en voldsom
Slughals, der ikke havde anden Dygtighed end en sjælden
Lethed og en sjælden Frækhed i at gjøre Vers. Han
var kommen til Rom med et Poem paa godt og vel
20,(XXI Verslinjer, som han kaldte Alexiados«. Han
fremstillede sig for Akademikerne for at vise sin
Dygtighed i Improvisation. Da de saa ham, fed i
Ansigtet og med en vældig Manke af Haar, antoge
de ham for egnet til at more et lystigt Selskab. De
samlede sig da til et muntert Gjæstebud paa en af
de smaa Øer i Tiberen og indbod Querno dertil.
Mens han nu udmærkede sig i lige høj Grad ved at
låve Vers og ved at drikke, blev der sat paa hans
Hoved en Krans af en ny Slags, flettet af Vinløv,
Kaal- og Lavrbærblade, og under gjentagne
Bifalds-klap blev han udraabt til Ærkepoet.
Opblæst af saa megen Ære lod han sig
fremstille for Leo N. Denne kjendte ham som en maadelig
Digter, men fandt ham bekvem til Bajads ved sine
Aftengilder. Han optog ham da i disse. Af og til
rakte han ham en Mundfuld Mad, som den graadige
Poet slugte, mens han stod ved et Vindue, stundum
langede Paven ham sit eget Glas med Forpligtelse,
at han i det mindste skulde låve to Verslinier;
dersom de ikke vare heldige, tvang han ham til at
drikke Vinen blandet med meget Vand. Da en Dag
Querno havde fremsagt følgende Hexameter:
Archipoeta facit versus pro mille poetis
(.-Erkepoeten gjor Vers for tusind andre Poeter),
afrundede Paven det strax til et Distikon med følgende
Pentameter:
Et pro mille aliis archipoeta bihit
(Og for tusinde til drikker den /Erkepoet).
Da Querno endelig opdagede, at han var bleven
hele Pavehofifets Nar, og sørgede over, at der mellem
Bifaldsklappene blandede sig Skjældsord og Hug,
besøgte han sjældnere Pavens Aftenselskaber. Han
drog saa tilbage til sin Fødestad og fik Ly i et
Hospital , hvor han ined en Sax klippede Maven op
paa sig.
. End mere komisk var det Skuespil, som Poeten
Baraballo ydede Romerne.
Han havde improviseret meget slette Vers, og i
sin Taabelighed indbildte han sig, at de kunde taale
Sammenligning med Petrarcas. Pave Leo forstod saa
godt at bestyrke ham i hans dumme Vildfarelse ved
de overdrevne Lovprisninger, han plejede at odsle
paa ham, at han tilsidst fik ham overtalt til at lade
sig krone paa Kapitol ligesom Petrarca.
Baraballo ansøgte for Alvor om den digteriske
Krone, og Paven resolverede, at den skulde gives
ham paa Grund af hans store poetiske Fortjeneste.
Paa den fastsatte Dag blev den gamle Poet,
iført Togaen og Tunikaen med Purpurstribe og
mærket med alle Oldtidens Triumfatorers Prydelser,
i stor Pomp ført til Pave Leos Bord; dér fejredes
med et storartet Gjæstebud hans Families
Skytspatroners, San Cosimos og San Damianos Fest.
Efter at have givet en Pragtprøve paa sit Geni med
de floveste Vers, besteg han en Elefant med et
prægtigt Skabrak. Men da Uhyret var naaet til
Ponte San Angelo viste den mere Fornuft end
Menneskene. Den vilde paa ingen Maade gaa videre.
Den ulykkelige Baraballo maatte vende tilbage til
Fods under Pøbelens Piben og under Pavens og
Kardinalernes Spot og Latter.
Giraldi anfører andre Poeter, der bleve optagne
i Leo X.’s Aftengilder, som de forsøgte at opmuntre
ved at improvisere latinske Vers, men de gjorde det
for det meste saaledes, at de bleve offenlig bespottede
og udlete. Særlig omtaler han en vis Giovanni
Gazoldo, som for sine latterlige Vers hyppig af Paven
blev dømt til torre Prygl og derved blev til Fabel
for hele Rom. Da en Dag en anden Poet havde
fremsagt nogle latinske Vers i Leos Nærværelse,
nøjedes denne med at svare ham med lige saa mange
Vers. Poeten, som havde ventet sig en stor Betaling,
raabte vred:
Si til’i fro numeris numer os fortuna ileilisset,
Non esset capiti tanta corona tuo.
(Klingende Mynt, ej klingende Vers har Sk.ebncn dig undct.
ellers dit lloved ej nu pranged med Tiaraens Krans).
Paven blev ikke fornærmet derover, men aabnede
sin Pung og viste sig saare gavmild mod
Versemageren.
Ik’ke blot Poeterne morede Leo X. med deres
Narrestreger, men det fornøjede ham ogsaa meget at
have baade Skuespillere, Drukkenbolde og store
Ædere med ved sine Selskaber. Han vilde altid have
ved Siden af sig en vis Broder Mariano, som ved ét
eneste Gjaatebud aad mange Kapuner og flere Æg,
og en skrækkelig forslugen Nar, der hed Moro, som
betalte Bøde for sin Umaadeholdenhed ved heftige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
