Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Pontoppidan, E. Transatlantiske Rejserindringer: I. St. Jan - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
beskygget af hoje Træer, der voxe op langs Siderne
af Slugten, og hvis Kroner modes over vore Hoveder.
Stedet maa ogsaa have gjort Indtryk paa Karaiberne,
medens de levede her paa Oen; thi paa de glatte
Stene ved Bassinets Sider findes indhugget en Række
Hieroglyfer, dels i Form som Ansigter, dels
fremstillende andre mere uforklarlige Figurer; de ere i
Tidens Lob blevne noget udviskede, men ses dog
tydeligt, navnlig naar man stænker Vand paa
Klipperne. De ere de eneste Spor af en uddød Race,
som en Gang færdedes her og som muligvis havde
Samlings- eller Offersted her i denne Klippeslugt.
Vi rede hjem over Nordsiden og maatte
overalt beundre den smukke Natur, de maleriske Pynter,
strækkende sig ud den ene bag den anden som
Kulisserne i et Theater, og Havets pragtfulde Farver,
smaragdgrønne over Koralsandet og langs den hvide
Strandbred, mørkegrønt inde under de overskyggende
Klipper, og azurblaat længere ude. Landskabet minder
meget om Partierne langs Middelhavet, naar man
følger la Corniche fra Genua til Nizza, og kan i
Farverigdom fuldstændig maale sig med denne
berømte Kyst. (siuu«.)
Ungdomsminder.
Novelle nf Camillo Boito. Oversat fra Italiensk. (F mat).
Saa hor da. Naar jeg faar de Penge, kan jeg bestikke
to Hospitalslæger og to fra Lasarettet, de giver mig en
Sygeattest og kommer og ser til mig. Jeg finder paa en Sygdom,
som gjør mig udygtig til Krigstjeneste. Jeg beholder min
Rang og min Gage, medens jeg undgaar enhver Fare og bliver
hjemme i min Lejlighed, jeg bliver nødt til at halte lidt, men
for Resten kan jeg være rolig og tilfreds. Jeg ser at faa fat
paa nogle, som jeg kan spille Kort med, jeg spiser, drikker og
sover; jeg maa jo nok holde mig hjemme om Dagen, men om
Aftenen kan jeg gaa lidt ud, naar jeg stadig husker paa at
halte. Synes du om det Arrangement ?«
»Jeg vilde synes om det, hvis du kunde være her i
Trento, saa kunde jeg komme til dig hver Dag. Men naar
du er syg, kan du saa ikke lige saa godt være her som i
Verona ?*
> Nej, Reglementet siger, at den syge Militær skal
blive i sit Kvartér under stadigt Lægetilsyn. Men naar
Krigen er forbi, kommer jeg her til. Det bliver en haard,
men kort Krig.«
»Og vil du altid vedblive at elske mig og ikke bryde
dig om nogen anden Kvinde? Lover du mig det r •
s Ja vist lover jeg det; men Tiden gaar, og jeg maa have
Pengene.*
»Strax ?«
»Ja, jeg maa have dem med mig.«
»Men jeg har i det højeste 1000 Francs i min Skutfe.
Jeg har ikke mange Penge i denne Tid.
»Kort og godt, skaf mig dem.
. Men hvordan skal jeg skaffe dem, jeg kan dog ikke nu
paa denne Tid af Dagen uden Paaskud bede min Mand
om dem.«
»Kjærligheden véd altid at finde Udveje; men du elsker
mig ikke.«
. Elsker jeg dig ikke? Jeg som vilde give dig mit Liv.
»Aa, det er blot Talemaader. Har du ingen Penge, saa
véd jeg da, at du har Smykker.
Jeg svarede ikke; men jeg mærkede, at jeg blev bleg.
Remigio saå, hvad Indtryk hans sidste Ord havde gjort paa
mig. Han greb mig i sine Arme og sagde mildt:
»Livia, du véd ikke, hvor jeg elsker dig, jeg vil elske
dig til mit Livs sidste Time, men frels dette Liv, frels det for
din Skyld, jeg beder dig om det?.
Han tog mine Hænder og kyssede dem.
Jeg var allerede overvunden. Jeg gik hen til
Skrivebordet, og skjønt jeg var paa bare Fødder, listede jeg mig paa
Taaspidsen, af Angst for at vække Greven. Remigio fulgte
efter mig ind i Kabinettet, der ligger bag ved Alkoven; jeg
lukkede Døren efter os og fik endelig aabnet den Æske, hvori
mine Juveler laa. Jeg tog et Diamantcollier frem.
Dér, tag det og se at faa det solgt.«
Remigio tog Smykket, saå paa det og sagde:
Ja, der er jo Aagerkarle overalt.
Det vilde være Synd at sælge det for lavt.
Det gjorde mig ondt at skille mig ved det, jeg vidste,
at det klædte mig godt.
»Og de Penge, du har, lad mig faa dem, de kan altid
være mig til Nytte, sagde Remigio.
I min Skrivebordsskuffe laa der en lille Bunke
Guldstykker, jeg gav ham dem uden at tælle dem. Han kyssede
mig flygtigt og gik hen mod Døren. Jeg holdt paa ham. Han
stødte mig utaalmodig tilbage og sagde:
Hvis du bryder dig om mit Liv, saa maa du lade
mig gaa.i
•■Gaa sagte, hviskede jeg, dine Støvler knirker. Vent,
lad mig se, om Jomfruen er der, hun maa følge dig ned.«
Pigen stod udenfor Døren og ventede.
- Husk saa at skrive strax.
»Ja, det skal jeg nok.
»Skriv hver anden Dag. <
Jeg vilde give ham et sidste Kys; men han var allerede
borte.
Jeg gik hen for at aabne Skodderne og saå ned ad Vejen.
Foran Porten stod Staldkarlen og Kokkedrengen og snakkede
sammen. De saå op og opdagede mig. I det samme gik
Remigio ud af Døren; han gik hurtig bort med sine struttende
Lommer.
Jeg gik igjen i Seng og laa og græd hele Dagen; al
min Energi var borte.. Da Lægen kom den næste Dag, sagde
han, at jeg havde Feber, og gav mig Kinin; jeg tog den ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
