Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 18.
I-IJEMME OG UDE.
232
Meningen fattede jeg ikke. Pludselig nævnede hun mil
Navn.
Vis mig Grevinde Livias Portrætter.«
Dem har du jo set saa tit.«
Ja, men vis mig dem igjen. •
Remigio loftede Dugen op, trak Bordskuffen ud og tog
nogle Spillekort frem. Hun ledte Fotografierne ud, saå længe
tavs paa dem og sagde saa:
Er hun smuk den Grevinde Livia?«
Ja, det kan du jo se.
Forstaar du ikke, at jeg mener, om du synes, hun er
smukkere end jeg?-c
Jeg finder ingen Kvinde smukkere end dig.«
Se nu paa dette her, hvor hun er i Baldragt og
nedringet; finder du hendes Hals og Arme kjennere end
miner«
N’ej, du er tusende Gange smukkere, sagde han og
kyssede hende.
Hun nærmede sig til Lampen og saå ham ind i Øjnene,
saa tog hun Portrætterne og rev dem et efter et i fire Stykker
og smed dem hen mellem Levningerne og Glassene.
Han saå smilende paa hende.
»Men du siger jo dog til hende, at du holder af hende.«
»Jeg siger det saa sjældent, som muligt, men jeg kan jo
ikke undvære hende; hvis hun ikke havde givet mig de Penge,
du véd nok, kunde vi to ikke sidde her sammen. De
forbandede Læger gjor mig Livet temmelig pebret.«
»Hvor mange har du endnu tilbage ?
»Aa, en 500 Francs, men de er jo snart færdige. Jeg
maa til at skrive til Kassen i Trento; for hvert kjærligt Ord
vanker der en Guldmønt.«
»Men alligevel,- sagde hun med Taarer i Øjnene,
–alligevel piner hun mig.«
Han trykkede hende ind til sig og mumlede:
»Jeg vil ikke se Taarer, hører du.;
(Slut«»).
Tusend Sjæle.
Roman af Alexis Pisemski. (Fonsat).
Kaptejnen rystede paa Hovedet og sagde:
Tag Dem i Agt, Deres Fader ser det.
Nastenka holdt meget af at ryge, men gjorde det i Smug.
Peter Mikailovitsch, der ellers forkjælede sin Datter og aldrig
afslog hende noget, var ude af sig selv, naar han saå hende
med en Cigaret.
Det er en Husar, Herre, Naslasja Petrovna er en Husar!«
Men Kaptejnen beskyttede sin Niece i denne Henseende
og lavede undertiden i dybeste Hemmelighed Cigaretter til
hende af let tyrkisk Tobak. Da han ønskede al perfektionere
sig i denne Idræt, betragtede han med stor Opmærksomhed
alle Gjæsters Cigaretter og iagttog, af hvilket Papir de var
lavet, og hvorledes Mundstykket var.
De unge Mennesker spaserede, indtil Tusmørket faldt paa.
Deres Samtale døde ikke hen. Kalinovitsch spurgte mest og
optraadte som Iagttager, medens Nastenka talte overordentlig
meget. Hun sagde ganske aabent, hvor forbavset hun havde
været, da hun horie, at Kalinovitsch havde gjort Visiter, og
saa gav hun en karikeret Beskrivelse af hele Aristokratiet i
Distriktet. Uden at skaane sig selv fortalte hun meget nydeligt
og humoristisk om sit første Bal, hvordan hun dér havde
været ringere end alle andre, hvordan det allerubetydeligste
Menneske, Sekretær Mediokritski, havde interesseret sig for
hende; endelig viste hun, hvorledes Generalinden sad, hvor
langsomt og vigtigt hun drejede paa sit Hoved, og hvor
drævende hun talte.
Kaptejnen, som kun lyttede til, hvad de sagde, rystede .
paa Hovedet.
Dæmon! tænkte Kalinovitsch.
Imidlertid var Peter Mikailovitsch vaagnet, havde vasket
og pvntet sig og sad i Dagligstuen og drak Tranebærsaft, som
Pelagia havde lavet og altid rakte ham med egen Haand.
Han talte just halvhøjt med hende om den nye Inspektør.
»Aa Gud, aa Gud! Man kan slet ikke ønske sig nogen
bedre Mand til Nastenka,« sagde Pelagia.
Kalinovitsch havde gjort ei godt Indtryk paa hende ved
sin sirlige Paaklædning, ved sin Delikatesse, men frem for alt,
fordi han havde skjænket hendes Retter den tilbørlige
Opmærksomhed.
»Det ligger altsammen i Guds Haand! bemærkede Peter
Mikailovitsch.
Da de unge kom tilbage, forsvandt Husholdersken strax,
Og Nastenka satte sig for som sædvanlig at skjænke Te.
: Hvad skal vi tilbringe Aftenen med? begyndte Peter
Mikailovitsch. »Holder De ikke af at spille Kort, Jakov
Vassilytsch? Skal vi spille Préférence?«
Dette Forslag gjorde Kalinovitsch forlegen.
»Ganske som De vil... for øvrigt spiller jeg ikke højt,:
svarede han.
»Vi spiller rasende højt ... én Kopek. -:
Med Fornøjelse.«
»Hr. Kaptejn, sagde Peter Milailovitsch lil sin Broder,
»vil De arrangere Spillebordet ?«
Kaptejnen opfyldte dette Ønske med synlig Tilfredshed;
han arrangerede Bordet, tørrede det af, søgte Kortene frem,
lagde dem og Kridtstykkerne paa deres Plads og satte Stolene
til rette.
Han holdt meget af at spille et Par Partier.
Nastenka, som ellers aldrig spillede, erklærede, at hun
vilde spille med. Saa satte de sig alle fire. Skjønt det hele
kun var en Bagatel, traadte de spillendes Karakter dog
nogenlunde frem. Kaptejnen spillede opmærksomt og i højeste
Grad forsigtigt, idel han overvejede hvert Stik. Peter
Mikailovitsch blev derimod hidsig, spillede dristigt, skjændte
paa Nastenka for de Fejl, hun gjorde, og gjorde selv stadig
Fejl, truede ad Kaptejnen med Fingrene og sagde bebrejdende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
