Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 1 7
HJEMME
OG UDE.
Nr. 233.
til ham: -Det er ikke pænt, Deres Velbaarenhed, De lader
mig blive hængende! Nastenka tænkte aabenbart paa andre
Ting. Snart lod hun være at spille, snart gjorde hun det uden
at have noget, og hver Gang Kalinovitsch gav og ikke selv
spillede, lod hun sig hjælpe af ham. Han spillede selv meget
opmærksomt og gjorde sig Umage for ikke at tabe, hvad han
heller ikke gjorde. Kun Kaptejnen vandt fra Broderen og
Niecen. Saa kom Aftensmaden, og da Kalinovitsch gik,
spurgte Nastenka ham, om han holdt meget af at læse hojt.
s Aa ja,« svarede han.
; Naar De kommer igjen, beder vi Dem om at læse noget
for os.«
Det skal være mig en Fornøjelse, sagde Kalinovitsch
og anbefalede sig.
Vi venter Dem ganske bestemt,« sagde Nastenka, da
Kalinovitsch allerede var ude i Forstuen.
» Det er en net ung Mand, sagde Peter Mikailovitsch,
da han var gaaet.
- En meget velopdragen Mand, tilføjede Nastenka.
»Ja, og et godt Hoved,« vedblev den gamle. Nu lærer
man da noget ordentligt ved Universitetet. Det bliver bedre
Aar for Aar.
Beder De ham til Middag i Morgen, lille Far? spurgte
Nastenka.
Ja, hvad skal han ellers gjøre med sig selv r svarede
Peter Mikailovitsch og tilføjede efter at have tænkt sig lidt
om: Der er én Ting, som volder mig Bekymring, og det
er, hvor man skal finde en Bolig til ham.
Der er én til Leje lige over for os,« bemærkede
Nastenka.
Peter Mikailovitsch blinkede til sin Broder.
- Aahaa! udbrød han . . . Frøkenen — hvad behager?
Kaptejn! Hun vil indkvartere den unge Inspektør vis-å-vis sit
Vindue!
»Ja, svarede Kaptejnen.
Nastenka rødmede svagt.
»Vi maa høre os for hos Retsbudets Enke; hendes Lejere
er flyttede, sagde Husholdersken bestemt, idet hun samlede
Kortene og Kridtet og stillede Spillebordet og Stolene paa
deres Plads.
Ja vel; det er en god Bolig,; sagde Peter Mikailovitsch.
»Gaa hen til hende i Morgen, Kommandørinde, og prut
ordentlig.
»Men hør, fortsatte Peter Mikailovitsch; naar han lejer
dér, maa han have Møbler, og dem kan han ikke saa let strax
faa her.«
»Saa kan vi søge nogle ud og give ham dem, sagde
Pelagia lidt ærgerlig og gik sin Vej.
Peter Mikailovitsch talte om Ting, som hun allerede for
længe siden og langt bedre end han havde betænkt.
Efter denne Samtale trak de sig alle tilbage.
Nastenka rejste sig først, og, idet hun foregav, at hun
var meget træt, gik hun hen til sin Fader, der som sædvanlig
slog Kors for hende, kyssede hende og bød hende hvile med
Gud. Men hun hvilede ikke. Der var endnu længe Lys i
hendes Værelse. Hun skrev et Digt, der begyndte saaledes:
»Hvo du end er, du stolte Mand!«
Sjette Kapitel.
Det skete, som Pelagia havde foreslaaet. Kalinovitsch
tog Lejligheden hos Retsbudets Enke. Den Værtinde, som
han havde udvalgt sig, var en lille, tyk Kone, som holdt ganske
overordentlig meget af Postejer, Kaffe og Te, men sandt at
sige ogsaa havde en lille Svaghed for Brændevin. Hun havde
været Enke i mange Aar, ernærede sig ved at udleje sit lille
Hus og var en intim Veninde af Pelagia, det vil sige, hun
besøgte hende tre Gange om Ugen, spiste og drak hos hende
og betalte det med at bringe hende alt muligt Bynyt, eller hun
lavede vel ogsaa noget, hvis der ingen Ting var. Den snu
Husholderske havde anbragt Kalinovitsch hos hende for det
förste, for at Venindens Lejlighed ikke skulde staa ledig, og
for det andet, fordi hun vidste, at denne vilde udspionere og
meddele hende alt, selv de mindste Enkeltheder om den unge
Mand. Og Værtinden eftersporede virkelig ogsaa sin Lejer
som en Hare og var i den første Tid fuldstændig henrykt
over ham.
> I himmelske Hærskarer, sagde hun og gestikulerede
med begge Hænder, sikken en Mand det er! Klog, beskeden
... en Perle af et Menneske!«
Og da Kalinovitsch havde faaet de Møbler, som Peter
Mikailovitsch havde tilbudt ham, og stillet dem op, kom hun
ligefrem i Ekstase, styrtede med glødende Kinder og flammende
Øjne hen til Pelagia og rapporterede:
Du alstyrende, Pelagia Jevgraffovna, jeg kjender slet ikke
min Lejlighed igjen; det er ikke mit Hus, det er slet ikke
længer mine Værelser, jeg kan lige saa godt pille af strax.
Før denne her boede der en Adelsmand, en Godsejer hos mig,
han gjorde alle Kroge støvede og snavsede; men hos denne
smukke, unge Herre er der saa pænt og rent.....det er
cn Perle af cn Mand!
Alle disse Meddelelser hævede den nye Inspektør endnu
mere i Pelagias Øjne; han høne efter alt at dømme til de
beskedne, solide unge Mennesker. Da han ved sine første
Visiter var stødt paa saa megen Særhed, Raahed og Mangel
paa Dannelse, gjorde han ikke flere, men vilde hellere bese
Byen og gjøre sig bekjendt med dens Omgivelser. Han
spaserede derfor gjennem Gaderne, saa paa de kirkelige
Antikviteter i Domkirken, vandrede undertiden omkring paa
Fjælde og Enge i Omegnen og drev, naar det var Torvedag,
omkring paa Torvet mellem Kvinder og Bønder for at høre
deres Dialekt og iagttage deres forskjellige Ansigtstyper. Men
alt dette kjendte han snart grundigt. Den ene Dag lignede
den anden som én Krage den anden. En Sommermorgen
Klokken sex f. Ex. stod Solen allerede temmelig hojt. Man
begyndte at vaagne i Smaaborgernes smaa Huse. Rogen
hvirvlede op af Skorstenene og paa Gaderne udbredte der sig
en gjennemtrængende Lugt af Fisk og Løg — et Tegn paa, at
Husmødrene begyndte at låve Mad. Fra Forstaden gik to
forsinkede Fiskere ned til • Stranden, og efter at de havde
forrettet deres Bøn, vendte hen imod Kirken, satte de Baadene
ud i Floden. Ud af Døren træde af og til, med Aag paa
Skuldren og vraltende, rødkindede Piger, der slet ikke har
nogen Taille, men kraftige Hofter, medens deres Mødre med
tvnde, skingrende Stemmer skjændes med lige saa højrøstede
Naboersker. Næsten i hver Gaard kagle sultne Høns. Der
bliver ringet til Messe. Ved Kirken viser der sig et ube-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
