Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman - Max Klingers Raderinger. Ved E. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME OG UDE.
234
skriveligt Kjøretoj, omtrent som en lukket Droschke og
forspændt med en Hest. I Vognen sidder en gammel ugift
Godsejerinde, som kommer for Popen. For at være Guds
Hus nærmere er hun fra sit Gods (lyttet til Byen med to
tyk-kindede Tjenestepiger, som snart ere blevne forføreriske
Gjenstande for de unge, ugifte Retsbetjente. Paa Træ-Fortovet,
der er faldet sammen paa mange Steder, gaar der en ung
Mand, en adelig, som hedder Kadnikoff og for kort Tid siden
har faaet Ansættelse i Adelsmarschallens Kancelli for at gjøre
Carriére. Han har Handsker paa, men ingen Halstørklæde
og bærer Huen i Haanden. Han har lige været i Bad og er
en stor Ynder af denne Fornøjelse. Skjønt Klokken først er
syv, har han allerede badet sig tre Gange. Morgenmessen« er
forbi. Kjobmændene i Butikerne drikker Te og spiser
Kalatscher dertil. I Raadhusets aabne Vinduer ser man
Kontorchefernes noget oppustede Ansigter, og undertiden dukker
Aktuarernes friserede og pomadiserede Hoveder op. Ved den
store Trappe holder forst Kassererens Vogn, dernæst
Kredsøverstens, Dommerens o. s. v. Doktoren kommer forbi i sin
Vogn. Det er noget nær den livligste Tid; senere, efter
Klokken ét ser man næppe en Hest i Nærheden af Raadhuset.
Jalousierne ere trukne ned for Vinduerne, Kommis’erne i
Butikerne giver sig af Kjedsommelighed til at lokke ad de
omkringspaserende Duer med Tilraabet: Lu, lu! Saa nærme
disse sig i den Tro, at de skal have Foder. Man søger i
Stedet for at tage én af dem i Halen; men de fare op og
flyve deres Vej, forfulgte af en Hundehvalp, der pludselig, Gud
véd, hvordan, moder frem paa Scenen og volder dem, der
betragte Scenen, uendelig Fornøjelse. De velhavende
Kjøb-mænds og Smaaborgeres Koner have imidlertid drukket sig et
ordentligt Glas hjemmelavet Brændevin, spist forsvarlig og sove
nu bag Sirtses-Gardinerne paa de store Dyner, som de have
bragt med i deres Udstyr. Hvis deres Mænd ikke netop er
fraværende, saa gjør de det samme, de sove enten i Kjælderen
eller i Vognskuret. Embedsmændene er i Færd med at spise
til Middag og vil ogsaa til at sove, hvis ikke en lille Uenighed
med deres Koner lige efter Middag træder hindrende i Vejen.
Paa Gaden er der næppe et levende Væsen at se, det skulde
da være den unge Kadnikoff, der gaar ud for at tage sig et
Bad. Klokken halv fem ringes der til Aftensang. Saa
begynder alt at leve op igjen. Kvinderne, som have sovet ud,
gaa med søvndrukne Ansigter til Bronden for at vaSke sig.
Fra Disu iktsskolen og den gejstlige Skole komme Drengene
styrtende, og, hvis de mødes, slaas de. Generalindens Lakajer
har dækket Bordet. Servicet er af Sølv, men Maden hestaar
kun af stegt Lever, smaa Fisk og en Omelet. Lakajerne selv,
der have tilfredsstillet deres Sult med Kaal, sidde i deres
Livréefrakker paa Bænken ved Porten og pudse Pudlen paa
de Hunde, der komme forbi, eller paa de Koer, der drives
hjem fra Marken. Paa Volden møde spaserende Grupper, og
de unge Damer og Frøkener straale i Solen med deres klare,
brogede Kjoler og deres lyse Hatte. Naar man ser disse
Grupper, undrer man sig uvilkaarligt over, st de ikke gaa hen
til Træpavillonen paa Volden og danse — Cymbeljøden gaar
jo netop gjennem Byen, og Dommerens Søn, Elev i ældste
Klasse, og det livsvarige Medlems femtenaarige Datter vilde
sikkert meget gjærne danse; de har i fjorten Dage været
vanvittig forelskede i hinanden og har ikke haft Lejlighed til
at tale et eneste Ord sammen. Men nej, det gaar ikke!
Grupperne mødes, hilse paa hverandre, vexle nogle Fraser og
skilles igjen. Imidlertid henleder Borgmesterens Søn, der
kjører en sort Traver til, den almindelige Opmærksomhed paa
sig. Han er en lidenskabelig Hesteelsker og, som man siger,
Faderens Sorg, fordi han holder meget af at debauchere med
Adelsmændene. Solen synker. Luften bliver frisk, de
spaserende gaa hjem; der glimter Lys bag Vinduerne. Den
barfodede Olga dækker Bordet hos Stadthauptmanden ved et
Lys, og han og hans talrige Familie sætte sig for at spise til
Aften. Kreds-Amtmandinden gaar frem og tilbage i
Dagligstuen med en ung Officer og lader sig gjöre svært Kur til af
ham. I det lille Hus der henne har den ærgjerrige
Magistrats-skriver, en fordums theologisk Student, for næste Morgen at
tilfredsstille Sekretæren, denne Aften skrevet hele syv Ark
fuld med sin skjønneste Skrift og synes endnu ikke at være
træt; men han standser dog et Øjeblik, stopper sin Pibe med
storskaaren Tobak, spytter paa Fingrene, svinger Hænderne
for at sætte det træge Blod i Bevægelse igjen og begynder
saa atter at skrive. Hist i Kjobmandens Hus klatrer den
gamle Moder op for at bringe den Lampe i Orden, der brænder
foran det pragtfulde Helgenbilled, og hun ser ærgerligt hen
imod Bænken ved Ovnen, hvor den unge Svigerdatter, som
Kjobmanden først nylig har hjemført fra Moskov, er faldet i
Søvn. Ved Bordet i Værtshuset sidder Værten med fedtet
Krave og rød Sirtses Skjorte og gjor Regnskabet op med
Kusken, idet han langsomt skyder Kuglerne paa Regnebrættet
frem og tilbage med sine tykke, svulne Fingre. Kusken staar
foran ham i en pjaltet Halvpels, og hans sorgelige Fysiognomi
synes at sige: Hvor han tiaar mig stakkels Fvr!
Fortsætte*.)
Max Klingers Raderinger.
(t.’dstitlede ho* d’Hn-. It-iuM f Ct.l
Vej Dr. Georg Brandes’ Velvilje er i denne Tid hans
betydelige Samling af den tyske Malerraderer Max Klingers
Arbejder gjort tilgængelig for vort Publikum. Brandes lærte
i Berlin Klinger at kjende i dennes tidligste Ungdom og fattede
med sin indtrængende Forstaaelsesævne en levende Interesse
for den den Gang snarere oversete end bekjendte Kunstners
Talent. Siden da er Klingers Navn fløjet Evropa over, og
ogsaa her hjemme har det været kjendt af mange. Intet Under
derfor, at vore Kunstnere i denne Tid med Beundring have
fordybet sig i deres tyske Kollegas Arbejder: maatte de nu
blct lære dette ene af ham: altid at være sig selv.
Hvad der i første Række gjør Klinger enestaaende i
Nutidskunsten, er hans dybsindig psykologiske Sands, hans
sunde, levende Fantasi og hans overordentlig brogede, men
altid rationelle Tankerigdom. Hans største Egenskab er den,
at sætte Beskuerens Tanke i Bevægelse. 1 saa Henseende er
hans Geni noget beslægtet med Ibsens. Han ynder som denne
Allegorier paa den menneskelige Skæbne og holder som han
af kun at antyde dens Udgang. Klinger har i sine senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
