Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 8. Februar 1885 - Høffding, Harald. Indledningsforedrag til et filosofisk Kursus for unge studerende. Den 1ste September 1884
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 18. I-IJEMME
Uvished og Selvmodsigelser, og ved Blikkets Udvidelse
til stedse nye Horisonter, der dukke op under
Tankearbejdets Fremgang.
Det skal ikke dølges, at ikke blot stor Glæde,
men ogsaa stor Smærte kan opstaa ved Driften til
at tænke og forske. Indre og ydre Hindringer,
Modstand dels fra Sagens Vanskeligheder, dels fra
egen Evnes Ufuldkommenhed kunne gjøre Arbejdet
surt, og det er sikkert, at den, der føler en levende
Stræben efter Sandhed og Klarhed, tillige har Kilder
til Skuffelse og Sorg, som andre slippe for. Tvivl
og Vildfarelse bringe os i Splid med os selv og med
andre: og selv hvor vi ere paa den rette Vej, kan
Miskjendelse og Modsigelseslyst fra andres Side gjøre
Vejen trang. Men for en saadan Pris kjøbes nu en
Gang enhver betydningsfuld Glæde, og hvo som intet
vover, intet vinder.
Det er desuden ej blot for sin egen
Tilfredsstillelses Skyld, den forskende bor stræbe. Den
intellektuelle Glæde skal ikke være — hvad den
ganske vist ofte er — en egoistisk eller dog en
aandsaristokratisk Følelse. Sandheden er ingen
Privatejendom. Den forskende vil ledes af den
Overbevisning, at dersom det lykkes ham at naa til en
ny Erkjendelse, vil den være et fadles Gode, eier
mere eller mindre forøger Slægtens aandelige Kapital,
og i denne Overbevisning bevarer han Sammenhængen
med Livet. Midt i sin Erkjendelsesglæde glemmer
han ikke, at han opfylder en social Pligt; han føler
sig som en Spejder, der er sendt ud for at skaffe
Kundskab om en Egn og bringe Beretning om den
tilbage til dem, der ikke kunne faa den at se med
egne Øjne. Denne Følelse giver Forskeren Tryghed
og lader ham gaa sin ofte ensomme Gang med Tillid
og Fortrøstning.
Men sætte vi ikke her Maalet for højt? At
være Student og gjennemgaa et Universitetskursus
er jo dog ikke det samme som at være
Videnskabsmand! — Det falder ganske vist ikke i enhvers Lod
at finde nye Tanker og gjøre nye Opdagelser. Men
Selvstændighed i Forsken og Studium kan der være
uden det. Det gjælder ved videnskabeligt Studium
først og fremmest om selvstændig Tilegnelse; kun
paa Grundlag af den kan videre gaaende Udfinden
og Opdagen gaa for sig. I det frie, selvstændige
Forhold til Videnskaben som den er, ligger Spiren
til Fremtidens Videnskab. Den selvstændige
Tilegnelse er umulig uden at vi arbejde med vore egne
Kræfter; ogsaa den vækker Erkjendelsesglæden, idet
den udvikler vor Sans og udvider vor Horisont.
Ved den større Selvstændighed i Arbejdet
adskiller Studiet ved Universitetet sig fra Læsningen i
Skolen. Hvor denne Forskjel ikke træder bestemt
nok frem, vil det dels kunne være
Universitetslærernes Skyld, dels de studerendes. Naar man i et
Universitetsfag ser de fleste Studerende læse med en
Manuduktør, af hvem de faa Lektie for fra Dag til
Dag. lige som i Skoletiden, vil der i Reglen være en
Fejl i den Maade, paa hvilken Faget foredrages; der
OG UDE. 238
gjøres fra Lærerens Side ikke nok for at hjælpe
Tilhoreren med Tilegnelsen af det foredragne. Men det
vil ogsaa ofte skrive sig fra, at de studerende sky
det Opbud af Energi, som udfordres til at arbejde
paa egen Haand, og hellere gaa i Ledebaand, idet
de vælte Ansvaret over paa en anden. Eller skulde
det være at forklare af. at Skoleerindringerne staa i
saa tiltrækkende et Lys, at man søger at gjöre Studiet
saa ligt med Skolelæsningen som muligt?
Vi, som arbejde sammen her ved Universitetet.
Lærere og Tilhørere, have hver fra sin Side den Pligt
at bidrage til, at det videnskabelige Liv kan udfolde
sig saa rigt og dygtigt som muligt. Jeg har nærmest
talt om den studerendes Pligt, og jeg skal ikke her
nærmere gaa ind paa den akademiske Lærers Pligter,
men vil i denne Sammenhæng kun bemærke, at jo
bedre den studerende fra sin Side udfylder sin Plads,
med des større Frihed vil han kunne benytte den
studerendes Ret til at øve Kritik over hvad der
bydes ham her ved Universitetet. Ret og Pligt ere
lier nøje knyttede til hinanden.
Ogsaa i en anden Henseende adskiller
Universitetsstudiet sig fra Skolearbejdet. Medens Skolen
tilsigter en mere eller mindre encyklopædisk Dannelse,
skal der ved Universitetet vælges et specielt Fag.
Overgangen fra Skolen til Universitetet har derfor
ikke blot sin Vanskelighed i, at der nu skal arbejdes
paa en anden, mere selvstændig Maade; men for
mangen ung studerende er der en stor Vanskelighed
ved at faa truffet sit Valg. Under lykkelige Vilkaar
er der Harmoni mellem Lyst og Evne, og Lysten
peger i en bestemt Retning. Men saaledes er det
ikke altid, og kan ikke være det i en Alder, hvor
man hverken kender Livet eller sig selv. Ofte kunne
baade Lyst og Evne slumre og behøve Tid og særlig
Paavirkning for at ytre sig. Det gjælder under
saadanne Omstændigheder paa en Gang om ikke at
forhaste sig og ikke at spilde Tiden. Et Valg kan
blive skæbnesvangert, naar det gjøres i Blinde, men
paa den anden Side sløves baade Karakter og Evner
ved, at man gaar uden bestemt Maal. Det bedste vil
være at stille sig en foreløbig Opgave. Vil man ikke
prøve et af de forskjellige Fag foreløbig, saa anvende
man Tiden til sin almindelige aandelige Uddannelse.
Hovedsagen er, atman arbejder, bruger sine Kræfter;
et virkeligt Arbejde er aldrig ganske spildt.
Men selv afset fra Vanskeligheden ved at vælge,
er der noget misligt ved Overgangen fra
Skoleundervisningen i de mange forskjellige Fag til det specielle
Universitetsstudium. I Skoien staar det ene Fag ved
Siden af det andet uden indre Forbindelse og
Sammenhæng; og derfra skrides der saa til en Specialitet,
der ofte bortdrager Sans og Interesse fra alle andre
Sider af Livet og Videnskaben.
Det filosofiske Kursus, som er det eneste, der er
fælles for alle studerende, har den Betydning at
minde dem om, at de ogsaa bør bruge disse
Studieaar til deres almindelige aandelige Uddannelse,
Bidrag til en saadan Uddannelse vil den, der foler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
