Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 8. Februar 1885 - Pontoppidan, E. Transatlantiske Rejserindringer: I. St. Jan - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
sprog og Mundheld. Det synes overhovedet, som om
Ordsprog ere en Taleform, der tilhorer et lavere
Kulturstadium; en uudviklet Intelligens finder det
lettere at iklæde sine Tanker en stereotyp Form, og
derved undgaa det Arbejde hver Gang at udforme
dem med Hensyn til det specielt foreliggende. Hos
Negerne ere de fleste Ordsprog hentede fra
Dyreverdenen eller andre dagligdags Forhold, som de
stadigt have for Øje, og de vise sig her i Besiddelse
af en naturlig, skarp Iagttagelsesevne. Saaledes horer
man ofte: Wanneer Jecké sji flegon ha breek, him
suk fo how geseiskap mi hundu (Naar Ferlehønen har
brækket sin Vinge, søger han at holde Kompagni
med Hønsene). Ellers ynde nemlig Ferlehonsenc at
sætte sig op i Træerne, medens de almindelige Hons
holde sig ved Jorden. Ligesaa: Kakerlaker no ha
bestel na hundu sji cot (Kakelakker har intet at
bestille i Hønsehuset). Hønsene æde dem nemlig
begjærligt. Naar en Person er udsat for et eller
andet uden at vide deraf, siger Negeren: Water kok
fo fes, fes no weet (Vandet er i Kog for Fisken,
men den véd det ikke). »Een finger 110 ka fang
lus behøver ingen Oversættelse eller Forklaring og
er karakteristisk for en Race, der ligesom Aberne
venskabeligt assistere hverandre i en Virksomhed, der
hos mindre uldhaarede Folkeslag besørges af en
Tættekam. Cocro no bang Slang, Slang no bang
Cocro (Krokodillen er ikke bange for Slangen o. s. v.)
svarer nærmest til vort: den ene Ravn hugger ikke
Øjet ud paa den anden. Disse Exempler kunde let
forøges med flere, til Dels mindre høviske for
civiliserede Øren, men ere i alt Fald tilstrækkelige
til at give en Idé om Arten og ogsaa om Sprogets
barnlige Simpelhed.
Ungdomsminder.
Novelle af Camillo Boito. Oversat fra Italiensk. Sluttet;
I det Øjeblik skete der en Forandring i mit Indre, alt
blev styrtet omkuld og stillet paa Hovedet; min Kjærlighed
havde forvandlet sig til Modbydelighed. Jeg stod atter ude paa
Gaden. Jeg gik, uden at vide hvorhen; jeg trængte mig forbi
Soldater, Baarer, fra hvilke man horte en sagte Jamren eller
hoje Smertenshvin, forjagede Byfolk og ængstelige Bonder;
der var ingen, der lagde Mærke til mig; jeg listede mig langs
med Husene; jeg var helt i sort med et tykt Slor for Ansigtet.
Jeg kom ud paa en Plads, Floden løb lige der forbi, og der
var helt køligt. Man kunde knap skjelne Vandet i Mørket;
jeg tænkte ikke et eneste Sekund paa Selvmord. Uden at
jeg has’de mærket det, var der dukket noget op inde i mig,
en mørk Tanke, som endnu kun var svævende, men lidt efter
lidt greb den hele min Sjæl og bredte sig ud over alle andre
Tanker og Følelser; det var Tanken om Hævn. Jeg havde
gjort alt for det Menneske, jeg havde levet for ham, jeg havde
stolet paa ham, og han gav nu sin Kjærlighed og sine
Kjærtegn til en anden. Alt, hvad jeg havde set og hort, viste sig
igjen for mig; jeg saå endnu en Gang disse Lavheder. Usling!
Jeg trodser alt for at komme til ham, Farer, Besværligheder;
jeg udsætter mit Rygte for hans Skyld, jeg kommer for at
hjælpe og trøste ham, og saa gjenfinder jeg ham smukkere end
nogen Sinde før, men i en anden Kvindes Favn. Og han og
hans Elskerinde, som skylder mig alt, de kappes om at
for-haane mig, gjøre Nar af mig og le af mig. Det er mig, som
betaler deres Orgier; og den lyshaarede Tøs gjør sig Umage
for at være smukkere end jeg, og han, han erklærer selv, at
hun er langt smukkere.
Jeg satte mig paa Bolværket ved Floden, men jeg kunde
ikke faa Ro; jeg gik igjen ind i Gaderne, jeg var ved at falde
om af Træthed, da jeg intet havde nydt i de sidste 18 Timer.
Jeg stod udenfor en lille Restavration, jeg saä der ind, jeg syntes
ikke der var nogen. Da jeg var kommen der ind, salte jeg mig
hen i den mørkeste Krog og forlangte noget at spise. I den
anden Ende af Stuen sad der to Officerer og røg og snakkede.
Lidt efter kom der to andre ind, en ganske ung Fyr og
en ældre, undersætsig Mand; han havde en kort Pibe med et
enormt Hovede i Munden, han pustede tykke Røgskyer ud,
som kredsede om Lamperne og steg op mod Loftet, for at
gjøre det endnu sortere. Den unge Officer gik strax hen for
at hilse paa de to første. Jeg hørte, at han sagde:
»Nu har jeg set 42 dø under Kirurgernes Instrumenter;
de kastede med Arme og Ben, som om de spillede Boldt, de
forbandt og lappede paa Hovederne. ’
»De skulde hellere lappe vore Generalers Hoveder,
brummede han med Piben.
Der var ingen, der havde opdaget mig.
En ung Pige, der saå ud som en Modehandlerinde, kom
alene ind og satte sig hen hos den unge Officer, hun sagde højt:
»Du giver vel en Kaffe?«
En af Officererne sagde til hende:
Jeg kan hilse dig fra din Ven
Remigio.-»Saa, hvornaar har du set ham?«
: I Dag, jeg var oppe hos ham, Giustina var der; kjender
du hende?«
Jo, hende, den blonde, med de tre forlorne Tænder?«
»Det har jeg aldrig vidst af.«
»Se rigtig efter næste Gang. Naa, hvordan gaar det saa
med Remigio?«
»Han har stadig lidt ondt i Benet, det er stift, han halter
lidt, men det er det hele. Det har saamænd været et velsignet
Ildebefindende. Medens vi andre maa trække om med Fare
for Liv og Lemmer, i en skrækkelig Hede, sultne og tørstige,
saa nyder han Livet, spiser, drikker og har Penge nok.«
»Hvor skulde han faa dem fra.«
»Fra en Dame.i
»En eller anden gammel Nar.«
Nej, min lille Veninde, en ung og smuk Dame, gift med
en Millionær, Grevinde og dødelig forelsket i ham.«
»Og hun giver ham Penge?«
Ja, og det ikke saa faa.«
r Det sølle Fæ.«
Remigio kalder hende for sin Messalina. Han har ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
