- Project Runeberg -  Hjemme og Ude. Nordisk Ugeblad /
242

(1884-1885) With: Otto Borchsenius, Johannes Magnussen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 8. Februar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

"Nr. 21.

HJEMME

OG UDE.

242

fortalt mig hendes Efternavn, men han har sagt mig, at hun
er fra Trento og hedder Livia. Er der ingen her, der er
kjendt i Trento?«

Den unge Officer sagde:

Jeg skal forhøre mig om hende og fortælle eder alting.
Grevinde Silvia var det jo, ikke sandt ?«

»Nej Livia, Livia, husk det nu.

Den lille Modehandlerinde begyndte igjen:

»Men hør, sig mig, er Remigio virkelig syg?.

»Ja vist er han syg. Du kan nok begribe, at man ikke
kan bestikke 4 Læger: én fra Remigios Regiment, én, som
Generalen har sendt fra et andet Regiment, og to fra Lasarettet.
Hver tredje Dag kommer de og ser til ham, føler paa Benet,
strækker det, saa at han skriger højt ved det. En Dag
besvimede han. Men nu er han bedre.«

»Og naar Krigen er forbi, saa er Benet raskt,«
sagde hun.

Det maa du ikke sige, ikke en Gang for Spøg,’ sagde
den fjerde Officer, som endnu ikke havde aabnet Munden.

Den blotte Mistanke vilde være nok til at faa Løjtnanten og
de 4 Læger skudt inden 24 Timer, den ene som Desertør og
de andre som medskyldige.

Og det kunde de s’gu fortjene, brummede den tykke
uden at tage Piben af Munden.

Den unge Officer tilføjede:

General Hauptmann vilde næppe give sig saa lang Tid.«

I det Øjeblik brød den Tanke, som havde arbejdet i min
Hjærne, frem i fuld Klarhed; nu vidste jeg, hvad jeg vilde
gjøre. General Hauptmann«, gjentog jeg for mig selv.

Blodet steg mig til Hovedet, jeg maatte tage Sløret af;
jeg var ved at faa ondt og forlangte et Glas Vand. Officererne
tik derved Øje paa mig og kom alle hen til mig. Det var
da en nydelig lille Pige!’ Trænger De til noget?- >Tør
jeg byde Dem et Glas Marsala?« Maa vi ikke holde Dem
med Selskab? Se de Øjne og den Mund. Det regnede
ned over mig med lignende Bemærkninger. Den lille Løjtnant
satte sig ved Siden af mig; som den yngste mente han at have
Ret til at være den mest galante. Jeg rejste mig op for at
gaa ud, men de holdt paa mig, kun den tykke saa til og røg.
Jeg ver.dte mig om mod ham og sagde:

’De maa hjælpe mig og følge mig til Hotellet; som Dame
beder jeg om Deres Beskyttelse.’

Han rejste sig og puffede til de andre, saa den lille
Løjtnant røg hen i den anden Ende af Stuen. Ganske højtidelig
ståk han Piben i Lommen og bød mig Armen.

Paa Vejen henvendte han nogle høflige Bemærkninger til
mig. Jeg spurgte ham, hvem General Hauptmann var, og
hvor han boede. Han sagde mig, at Generalen var
Øverstkommanderende paa Fæstningen og at han boede dér.

Hotelporten stod paa vid Gab, skjønt Klokken var ét.
Jeg takkede Officeren, som stank af Tobak, og satte mig, saa
godt jeg kunde, til rette paa Vognhynderne. Udaset og træt
som jeg var, faldt jeg strax i Søvn. Pludselig for jeg op, ved
at nogen bankede paa Ruden med den knyttede Haand. Min
Ledsagers hæse Rost raabte:

c Det er mig, Deres Naade, jeg vil med Deres Tilladelse
sige Dem et Par Ord.

Jeg trak Vinduet ned, og han rakte mig noget: det var
min Portemonnaie, som jeg havde glemt paa Bordet i Restavra-

tionen. Jeg havde nemlig været i Færd med at betale, da de
faldt over mig. De havde fundet den og givet den til ham.
Han sagde med sin sædvanlige Ro:

»Der mangler ikke en Soldo, ikke et Kort.:
»Men der var et Brev, har De læst det?i Jeg tænkte
paa Remigios Brev, som laa deri, og som jeg ikke for alt i
Verden vilde have mistet.

»Nej, Deres Naade. Vi har kun set Deres Visitkort og
Løjtnant Remigios Portræt; ellers intet.

Den næste Dag før Klokken 9 kjørte jeg ud til
Fæst-ringskommandanten. En gammel Invalid førte mig op paa et
Slags Kontor; han gik med mit Visitkort. Lidt efter kom
han tilbage og bad mig følge sig over i Generalens private
Lejlighed; Kommandanten skulde snart være til min Disposition.
Jeg kom ind i en smuk, stor Stue. Da jeg havde siddet der
lidt, kom der to smaa Piger stormende ind. Da de saä mig,
blev de flove, men et Øjeblik efter kom de hen til mig. Den
største sagde:

»Vil De ikke sætte Dem ned, saa skal jeg kalde paa
Moder.«

»Nej, min lille Ven, jeg skal tale med din Fader.
»Ham har vi slet ikke set i Dag, han har saa travlt.
»Jeg vil hen til Fader, raabte den mindste; jeg hölder
saa meget af ham.

Generalen traadte ind, Børnene løb ham i Møde og
klyngede sig op til ham; han loftede dem op den ene efter
den anden og kyssede dem; de shiaa raabte og lo af Glæde.
Generalen vendte sig imod mig og sagde:

»De maa undskylde mig, Deres Naade, men hvis De selv
har Børn, forstaar De mig. Han salte sig lige over for mig
og tilføjede: Jeg kjender Hr. Greven af Omtale, og det er
mig en Fornøjelse, hvis jeg kan være Deres Naade til nogen
Nytte.« - -

Jeg gjorde et Tegn til ham, at han skulde sende Børnene
bort. Han sagde kjærligt til dem:

»Gaa jeres Vej, Børn, jeg skal tale med den Dame. s
Børnene gjorde et Skridt hen imod mig, som for at
kysse mig, men jeg vendte mig fra dem, og lidt tlove gik de ud.

»Jeg kommer, Deres Excellence, mumlede jeg, jeg
kommer for at opfylde en Pligt som
Undersaat.-»Er Deres Naade tysksindet?
»Nej.«

»Naa ikke,« udbrød han og saå paa mig med en noget
forbavset og utaalmodig Mine.

»Vil De læse det. Jeg rakte ham Remigios Brev, som
jeg havde fundet urørt i min Portemonnaie.
Da Generalen havde læst det, sagde han:
»Jeg forstaar ikke ret, Brevet er adresseret til Demr
»Ja.«

»Saa er den Mand, der har skrevet del, altsaa Deres
Elsker ?«

Jeg svarede ikke. Generalen tog en Cigar frem og
tændte den, saa rejste han sig og gav sig til at gaa op og ned
i Stuen. Med ét standsede han foran mig, saa stift paa mig
og sagde:

»Jeg maa bede Dem om at forklare Dem, jeg har
daarlig Tid?«

»Brevet er fra Løjtnant Remigio Ruz i tredje
Husar-regiment.«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 16:54:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mhjemogude/0252.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free