Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 8. Februar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
Til alle disse Bonner svarede Kalinovitsch.
»Jeg for mit Vedkommende kan ikke gjøre mere, ; og
saa ænsede han ikke længere, hvad de sagde.
Fru Exarkatoff henvendte sig nu til Peter Mikailovitsch
og fortalte ham alt, som det var.
Ja, ja. Madame, De er en Taabe! De kan ikke gjøre
andet end Ulykker!« svarede han.
»Farlille, Peter Mikailovitsch, hvis jeg havde vidst det!
Naar han bare var bleven ærgerlig, da vi kom med vor Klage;
men han hørte stille og venlig paa os, og nu vil han drikke
Blod — den Øgle.
Ja, ja, — og mig kaldte De en Jabroder! sagde Peter
Mikailovitsch og gik hen til Kalinovitsch.
»Jakob Vassilytsch, kjære Herre og Ven,-; sagde han, da
han traadte ind — »hvad er det for en Historie, De har lavet
med Exarkatoff? Lad De nu det være godt! Jeg indestaar
Dem for, at han aldrig gjør det mere ... Det hænder ham
hvert tiende Aar . . . saadan løj den gamle Mand til Slutningen.
Jeg kan ikke længer gjøre noget ved den Sag,-: sagde
Kalinovitsch og fortalte, at han allerede havde gjort
Indberetning til Direktøren.
»Aa, min Gud, min Gud!- sagde Peter Mikailovitsch,
»hvor I er hidsige, I unge Mennesker! Uden at undersøge
Sagen . . . høre paa en gammel Kællings Snak — det er ikke
pænt . . .« sagde han ærgerligt og gik hjem, hvorpaa han
strax satte sig til at skrive et Brev til Direktøren, i hvilket
han som den fordums Chef bad om Naade for Exarkatoff og
svor paa, at denne ikke for anden Gang vilde gjøre sig skyldig
i en saadan Forseelse.
Hans Mellemkomst havde det bedst mulige Resultat.
Exarkatoff fik en stræng Irettesættelse og blev forsat til en
anden By. Da han kom til Godniev for at tage Afsked, var
denne besluttet paa at holde en alvorlig Straffepræken for ham;
men da han sa5 sin Yndlings bedrøvelige Skikkelse, spurgte
han uden at indlade sig paa den allermindste Formaning, om
han havde Rejsepenge. Exarkatoff blev rod og sagde ingen
Ting. Peter Mikailovitsch trykkede ham i Tavshed hurtigt
to Sølvrubler i Haanden. I Stedet for at sige noget vilde
Exarkatoff gribe hans Haand og kysse den; men det taalte
Peter Mikailovitsch ikke. Fra den første By skrev den stakkels
Djævel et Brev, som var ganske plettet af Taarer. Da Peter
Mikailovitsch læste det, blev han rørt og græd selv, og da
Nastenka spurgte ham om, hvad der var i Vejen, svarede han:
Det Brev tager jeg med mig i min Grav. For dets
Skyld vil sikkert den himmelske Konge tilgive mig én af mine
Synder.«
Kort efter kom Kalinovitsch, og da han bemærkede
Peter Mikailovitschs Sindsbevægelse, spurgte han ligeledes,
hvad der var paa Færde. Nastenka fortalte ham det.
Jeg tager Brevet med mig i Graven!« gjentog Peter
Mikailovitsch ogsaa til ham.
1 Stedet for at svare vexlede Kalinovitsch kun et Blik
med Nastenka, og de smilede begge to svagt.
Der opstod i det hele taget tit Strid om alle mulige
Ting mellem den gamle og de to unge Mennesker. Naar f.
Ex. en ung Embedsmand havde faaet sin Afsked, sagde
Mikailovitsch i Almindelighed: Det er Skade, det er virkelig
Skade! Men Kalinovitsch følte endog en vis Glæde derover.
Det burde han ikke være sluppet med, bemærkede han.
Ak, Jakob Vassilytsch, svarede Peter Mikailovitsch, —
»han har Familie, Herre! Hvad skal han nu ernære sig og
den med?«
Han har tilføjet Tusender ondt, saa nu kan man ofre
ham og hans Familie til Bedste for det almene Vel,« svarede
Kalinovitsch.
>Det véd jeg, udbrød Peter Mikailovitsch; »men man
kunde gjærne have ladet ham slippe med Skrækken, saa havde
han maaske forbedret sig!
Naar der blev truffet Anstalter til Bryllup i Byen eller
nogen havde gjort sig lystig paa sin Navnedag, saa fortalte
Peter Mikailovitsch det altid meget opbygget. »Jeg holder
meget af, at Folk gifter sig og morer sig,« saaledes plejede
han altid at slutte. Saa begyndte sædvanlig Kalinovitsch og
Nastenka at gjøre Nar og at bevise, at det altsammen var
meget trivielt og dumt, indtil den gamle Mand endelig blev
ganske ude af sig selv og för op imod dem, især mod Datteren,
der ikke generede sig for at tage Bladet fra Munden og meget
dristigt modsagde ham i alle hans blødagtige Livsanskuelser.
Derimod hørte hun paa Kalinovitsch som paa et Orakel og
var uforbeholdent enig med ham i alle Henseender.
Trods denne Uenighed holdt Peter Mikailovitsch virkelig
meget af Kalinovitsch, indbød ham daglig til Middag, og naar
han ikke kom, sendte han enten Bud til ham eller gik selv
hen og erkyndigede sig, om den unge Mand maaske var
bleven syg.
Den gamle havde heller ikke noget imod Pelagias
Fremtidsplaner, og da han lagde Mærke til, at Nastenka syntes
godt om Kalinovitsch, spøgede han af og til med hende.
Hvem venter du paa? Hvem er du bekymret for?
sagde han, naar hun sad ved Vinduet og saä hen imod den
Retning, hvorfra den unge Inspektør maatte komme.
Det ærgrede Nastenka i høj Grad. Da hun og Kaptejnen
en Gang ledsagede Kalinovitsch, spaserede hun temmelig længe
med ham, og da de kom hjem, sang Peter Mikailovitsch til
hende:
. Hvor fulgtes længe hun i Gaar
dog med sin Hjærtensven!.
Nastenka for op.
. Hvad er det for en Spøg, kjære Fader? Det er en
Fornærmelse, sagde hun og gik ind i sit Værelse.
En halv Time senere kom Kaptejnen ind til hende.
Min Broder er bedrøvet, fordi De er vred paa ham.
Gaa nu ind og bliv gode Venner med ham igjen og bed ham
om Forladelse, sagde han.
Men det gjorde Nastenka ikke; hun sagde tvært imod
til Kaptejnen, at han skulde lade hende i Fred. Han saä
smilende paa hende og gik sin Vej.
Flegont Mikailovitsch begyndte i det hele taget i den
senere Tid at opføre sig noget besynderligt. Han forlod ikke
sin Niece et Øjeblik, naar Kalinovitsch var sammen med hende;
naar Nastenka og Kalinovitsch sad i Dagligstuen, var han
der ogsaa, gik de ind i Salen, saa tændte han sig en Pibe og
fulgte dem uden at sige et Ord; men han udtalte sig paa
ingen somhelst Maade.
Den unge Inspektørs hyppige Besøg hos Godnievs blev
naturligvis bemærkede i Byen og, hvad der var lige saa
naturligt, drøftede. Begyndelsen gjorde Retsbudets Enke, der
ganske havde skiftet Mening om sin Lejer; det kom af, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
