Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 15. Februar 1885 - Urbanus. Fra Byen. Hjærtensfryd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
har han alle Dage hort til Højbaadsmandens mest
skattede Venner.
Idet Vognen standser, skridter han ogsaa fra
Borde og aabner galant Vogndoren for Madammen,
der smilende og nikkende stiger ned med Parasollen
i den ene Haand og den anden forsigtig fattende i
Kjolen, saa at kun Brunelstovlerne og det underste
af de hvide, svulmende Strompelægge præsenterer sig
for Skipperens artige Blik. I den dodeligste Vaande
for Halsknappen folger Hojbaadsmanden baglængs
efter og trykker Mortensen højtidelig i Haanden,
hvorpaa unge Didriksen spænder Skaglerne fra
Caroline Amalie og folger bag elter dem over
Landgangen.
Og nu begynder egentlig forst den store, saa
længselsfuldt ventede Begivenhed, hvori dog kun
Madammen tager aktiv Del.
Paa Bunden af Lasten, hvortil en Stige forer ned,
staar Eede- og Flæskevarerne opstillede i indbydende
Rækker, den ene over den anden, og opsendende en
Duft, som man kun kjender den fra visse
Hoker-kjældere paa Kjøbmagergade, naar man om
Vinteraftener i Forbifarten faar deres lumre Atmosfære op
i Næsen. Det er et Forraadskammer af den mest
fristende Art. Blot et Blik derned kan faa Kallunet
til at vende sig. Mægtige Spegeskinker hænger under
Dæksplankerne, Rækker af aabnede Smørfustager
fylder Bunden, og over dem kommer Bedelaar, røgede
Bryster, Krukker med smeltet Flomme samt sande
Kabler af de forskjelligste Slags Pølser, der som
Guirlander hænger paa Skibssiderne.
Naar F ru Al — under Skipper Mortensens
bestandig lige tugtige Blik — er praktiseret ned ad
Stigen, tager Forestillingen sin Begyndelse.
Med virkelige Fruenoder vanker hun om dernede
mellem Herlighederne uden at lade sig dupere —
lugter til en Fustage hist, en Skinke her, og
modtager Smageprøverne med Spidsen af sine Læber,
idet hun samtidig lukker Øjnene og omstændelig
lader Prøven glide ned gjennem Halsen — for
derpaa at ryste paa Hovedet med en lille Næsekrolle
eller give sit Bifald til Kjende ved et
betænksomt N’ik.
1 Følelsen af Sagens Alvor lader hun sig uden
Barmhjærtighed hele Lageret fremsætte til
Bedømmelse, inden hun træffer noget Valg. Nye Fustager
slaas op, hele Bjærge af Skinker og Fedelaar stables
ovenpaa hinanden, vejes og befoles. Især volder
Smørret mange Vanskeligheder. Dette er for salt,
dette for lindt, dette ikke fra Ævred. Og naar
endelig Bestemmelse er taget og Prisen fastsat,
kommer Turen paa samme Maade til Pølserne, Flæsket
og tilsidst til de store Holstensk-Oste, der som en
Række af Møllesten staar lænet op til den ene
Skibsside.
Imidlertid staar Hojbaadsmanden urokkelig oppe
paa Dækket med sin Paraply og Admiralsmine, og
lader Blikket glide hen over Vanter og Spryd, mens
unge Didriksen, i tryg Forventning om, hvad der
skal komme, rolig har sat sig ned i en Rulle Tov
for dér at afvente Tidens Fylde.
Endelig er da alting afgjort nede i Lasten,
Handelen sluttet og Varerne bragt paa Dækket.
Og nu foregaar der en Scene, der hvert Aar vender
tilbage med samme Regelmæssighed som en Vittighed
af Bolteslager Fuss.
Skipper Mortensen aabner nemlig Lemmen ned
til Kahytten og raaber med sin Stentorstemme:
Fer’nand — er du klar?
Samtidig stiger en forfriskende Duft af Kaffe op
til dem gjennem Trappen, og Ferdinand hores
ilfærdig at rumstere dernede i Dybet med Glas og
Kopper.
Men Madam Olufsen vil paa ingen Maade tage
mod nogen Indbydelse, der tilmed kommer hende
saa overraskende. Ogsaa Hojbaadsmanden vægrer
sig paa det bestemteste mod længer at opholde Tideii
for ham, medens derimod unge Didriksen, alt for vel
kjendt med disse Formaliteter, rolig spytter Skraaen
ud i Haanden og gjemmer den i Buxelommen.
Snart sidder man da ogsaa nede i det lille
hyggelige Lukaf, hvor Mortensens navnkundige
Flensborger Rom troner over Honningkager og
Lebkuchen . For Resten begynder Angrebet med
en Schiedam-Genever og et Faarelaar, og Grunden
lægges videre med tre danske Snapse til en varm
Isteqiølse. Men Madam Olufsen beholder sine sorte
Handsker paa, som for at antyde, at hendes
Overgivelse dog alligevel kun er halv, og at hun hvert
Øjeblik kan være parat til Opbrud.
Dette kan ogsaa nok gjøres nødvendigt efter de
Erfaringer, hun hvert Aar høster i dette lille Rum,
hvis Luft hurtig bliver en tyk Os af Fedevarer,
Kaffe, Sprit og Tobak. Thi med Kaffen begynder
Drikningen forst for Alvor. Og da det ved denne
Lejlighed er en fastsat Skik at drikke »Mindebægre«
for de i -Vårets Lob afdøde fælles Venner, og da
Bægrenes Styrke forøges, eftersom Rørelsen stiger,
naar Temperaturen herinde gjærne temmelig nær op
imod Kogepunktet.
Men naar de efter den ottende Kaffepunsch
begynder at fortælle Fruentimmerhistorier, rejser hun
sig med en Bestemthed, der ikke længer tør
misfor-staas, og Selskabet bryder op.
Imidlertid har den unge Didriksen ogsaa paa
dette Punkt med Ære overtaget sin afdøde Faders
Forpligtelser, idet han for egen Regning i Stilhed
har »dyppet en Halvflaske Rom i sig, saa at han
kun ved Mortensens og Hojbaadsmandens forenede
Anstrængelser naar op gjennem Trappen. Men idet
han kommer op paa sin Buk, gjenfinder han, ligesom
af gammel Vane, strax Ligevægten og smiler fortrolig
ned til Caroline Amalie, der i Mellemtiden taalmodig
har staaet og gumlet i en tom Mulepose.
Madam Olufsen fremviser atter ved Opstigningen
sin Brunelstovle og det underste af sine snehvide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
