Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 15. Februar 1885 - Steenbuch, Axel. Gudedrikken - Sivle, P. Achab og Naboth
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
vilde hele Tiden kysse hende paa Kinden og lægge
sin Haand om hendes Hoved og bøje det ind mod
sit Bryst. Halvt glad lo hun over, at det saa
daarlig lykkedes hende at faa hans Ansigt lige imod
sit; det var jo hans Kjærtegn, som bar Skylden.
< Kan du ikke staa rolig et Øjeblik og lade mig
se paa dig?« spurgte hun.
Der kom noget overgivent over ham. Hvor
kan man staa rolig med saadan én foran sig? sagde
han. Og han borede sin Mund ned paa hendes Hals,
saa langt den kunde naa for Strimlerne i Kjolen, og
lod Læberne brænde dernede, og han drejede hende
en Smule, strøg Haarfylden til Side bagved og
kyssede hendes Nakke. Saadan én!» gentog han. Og
han mere bar end ledte hende hen til en af de bløde
Stole, satte sig og lod hende synke ned paa sine
Knæ.
Hun vilde sige noget, men kom ikke til Orde.
l lan vilde endelig tale. Han syntes saa glad i Aften,
saa overstadig glad, og saa forelsket, overstadig
forelsket. Han sagde hende Ting, som bragte hendes
Øjne til at straale henrykte som et lykkeligt Barns,
og han hviskede hende Ting i Øret, som hk hende
til at blive rød og til at slaa ham paa Kinden og
sige, at han var uartig. Men altsammen var det
noget, som hun ikke blev træt af at høre.
Det var ham, som blev træt. Han standsede
næsten pludselig, forpustet, lænede sit Hoved tilbage
mod Stoleryggen og lukkede Øjnene.
•Stakkel! hun strøg sin Haand henover hans
Pande, ned over hans Tinding, og kyssede
Øjenlaa-gene. • Hvordan kan det ogsaa være, at du har haft
saa travlt i Dag? det har jo aldrig før været saadan».
Han svarede ikke, men det trak sammen til et stærkt
Smil om Mundvigene. At der var noget i Smilet,
som ikke var smukt, lagde hun ikke Mærke til; hun
saa’ bare, at han smilte, og det var altid Signal til
Lystighed for hende.
Hun nappede ham i Øret. All du svare mig!»
»Forretninger!< lo han. »Glimrende
Forretninger! vi bliver rige .
c Fir vi ikke det?
«Jo—o! men nu bliver det helt anderledes».
Han aabnede Øjnene igjen, syntes ikke at ville se
paa hende, men lo, som om han ikke kunde tvinge
Latteren. Hidtil har jeg klædt dig i Silke, men
nu — han tænkte sig om efter noget, der var finere
end Silke — det skal blive fyrsteligt, du!»
•Saa bliver det vist for fint til mig .
»For fint? — han bojede hende tilbage, saa
hun næsten laa over hans Knæ, alt imens han lod
den Haand, som ikke holdt hende, glide op ad
hendes Arm under Kjoleærmet. Der kan ikke være
noget for fint til saadan én, ikke noget for blødt til
saadan en Skikkelse, ikke noget for hvidt til saadan
en I lud . Og han bøjede sig ned over hende, strakte
sig fremefter; og mens han borede Hagen ned i
hendes Bryst for at kunne sé ind under Øjenlaagene i
den svømmende, blode Skjønhed, som sitrede
derinde, gav han sig til at udmale for hende, hvad en
Fantasi med et nøje Kjendskab til Dametoilette som
Baggrund kunde finde paa at udmale.
Hun glippede med Øjenlaagene, kæmpede for at
rejse sig op, lo, da det mislykkedes, slog efter ham
og lo igen. Men efterhaanden dyssede hans Ord
hende hen i en Dvale. Hun lukkede da Øjnene og
holdt Hænderne over dem, som generede Lyset fra
Lampen hende; hun gled ind i noget bedøvende,
noget med Duft og med Varme, som i en mild Luft,
der slog sine Folder om hendes Lemmer saa blødt,
som aldrig noget havde bølget om dem før.
(Sluttes.)
Achab ogr Naboth.
Af P. Si vie.
Saa melder Skriftens ærværdige Bog,
at Achab hed en Oldtidens Mand,
der Arv efter Omri, sin Fader, tog
som Konge i Israels Land.
Og Achab han tog en sidonisk Kvinde,
den hedenske Jesabel, til Gemalinde.
Og Achab fortørnede Israels Gud,
foragted sit Folks forgjættede Haab,
glemte og brød de hellige Bud,
og gav ikke Agt paa Profeternes Raab.
Til fremmede Guder for Israels Øje
bygged han Templer, gjorde han Lunde,
dyrkede Baal, saa ivrig han kunde,
ofrende paa de forbudne Høje.
* *
Og Naboth hed en Israelit,
en Mand af Folket. Hans Dont — saavidt
det lader sig skjønne af Skriftens Ord —
var den: At røgte sin arvede Jord.
Og Naboth ejed en Vingaard, hvis Plads
var oppe ved Achabs Kongepalads.
Men det var Kong Achab til Tort og Besvær,
at Naboth ham var med sin Vingaard saa nær.
Saa var det, Achab bød Naboth vælge,
Kongen til Vilje den Vingaard at sælge.
Da er det, af Naboth hint Svar han faar,
som altid skal mindes, hvor eller naar
den arvede Ret og Retvished er
Tyrannens Lune til Tort og Besvær:
0 Konge, del vare langt fra mig,
at solgt min Arv og Odel til dig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
