Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 15. Februar 1885 - Literatur: Guthmann, Axel. Arne Garborg: Forteljingar og Sogur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
lige saa ærlige Fritænker, der har troet at kunne føre sin
Hustru over til sin Tro, er dygtig og fint skildret. Men
Personerne er ikke nok Kjød og Blod; den religiøse Kamp er
paa mange Steder nær ved at gjøre dem til Abstraktioner.
Dialogen er helt igjennem livlig og logisk, vittig og morsom,
men ikke altid naturlig. Endnu inden Kjærlighedsforholdet
mellem Journalisten Hauk og Præstedatteren Ragna ret er
kommet til Existens, træder Religionen imellem. Da Hauk
er i Færd med at erklære Ragna sin Kjærlighed, bøjer hun af:
»Ja Vilkaari er ikkje lette,« sagde ho med tilgjord Ro. Alle
segjer at Tidi er vond; Trui er i Nedfall, her er Strid og Uro
i alt; faae bryr seg um det, som skulde vera det høgste . . .
So høyrer eg dei segjer ... og det er væl sannt — ?
Hans næste Bog er hans Hovedværk. Der er et Mylr
af levende Figurer, grupperede om den ypperlig skildrede og
fortræffelig gjennemførte Hovedperson. Bondestudentar
fortæller om en Bondeknøs, der vandrer den for en elendig fattig
Bondesøn tornefulde Vej gjennem Latinskole, Artium og
Filosofikum til Embedsexamen. Daniel Olsen Sørbraut er Son
af en fattig Bonde, hos hvem der hver Morgen synges
Morgensang, der ender med Ordene: »Thi Gud giver sine baade
Klæder og Fød’, Naar de monne sødelig so-ove.« Naar de da
strax efter Sangen maatte ud og arbejde, uagtet Dagen var
sur med Blaastr og Smaaslut,’ syntes Daniel, at * dette var
ein underleg Maate aa liva etter Guds Ord paa.« Fra sin
tidligste Ungdom havde han arvet den Tanke, der efter
Garborgs Mening er den norske Bondes værste Ulykke, at Arbejdet
er en Plage. Den norske Bonde er led ved Arbejdet, udretter
kun saa meget, han er absolut nødt til for at leve, mangler
Foretagsomhed, er »Mjøhræl« og Træl i Forhold til Foged,
Præst, Sorenskriver og Bank. Fattigdommen har tynget
ham ned og givet ham Smag for at laane, saa længe nogen
vil laane ham noget. Mens de andre Bøndergutter slider tungt
og trægt for at opnaa det nødtørftigste, bryder Daniel sig kun
om at hænge over en Bog; hans Lyst til Bogen hidrører
netop fra, at han betragter aandeligt Arbejde som noget finere
end Hændernes haarde Slid, som en Art privilegeret
Lediggang; det var Præsterne og Embedsmændene, Gud særlig
holdt for sine, som han gav Mad og Klæder, mens de laa og
sov. Det var ham klart, at han ikkje vilde verta ein av
desse Syndararne, som Gud maatte aga med Trældom og Slit,
men at han vilde verta ein av Guds eigne-, som las Bibelen
i Grunnteksten og sat reine og fine i ei varm Stova og aat
Herremannskost og drakk Vin. Fra den Dag begyndte han
at drømme sig frem mod sit Maal ad den besværlige, bugtede
Vej, der er anvist den fattige Drømmer. Han maa tage
Undervisningen som det bedst kan træfie sig; han begynder at læse
hos Kapellan Hirsch, en Grundtvigianer af den sletteste Art;
han fortæller ham om Bonden, der sidder inde med de ubundne
Krefter <, om Skjaldskap og historisk Digtning, om Huldren
og om Aand . Grammatik og Sprog forsommes, og Daniel
spindes mere og mere ind i sine energiløse Drømmerier.
Samtidig begynder han at komme i en skjæv Stilling til
Hjemmet; naar han kommer fra Kapellanværelset, ser han den
fattige Bondestues Uhygge og lader sig mærke dermed.
Faderen bliver stødt og forarget over det, han kalder Sønnens
fine Fiinur ; han maa optage Laan og knurrer over
Udgifterne. Sønnen finder sligt smaaligt: skulde dei no tilmed
rekna den -vesle Maten, som han kunde eta upp —!« Hele
hans Opdragelse, til han naar at faa »Duskeluven paa, er
mesterlig skildret. Man véd ikke, hvem man mest skal ynkes
over, den drømmende, uselvstændige, forkvaklede Gut, der
ingen har til at raade sig og som kastes fra den ene Lærer til
den anden og modtager Indtryk fra dem alle, indtil hans
Hjærne er forvandlet til en Marskandiserbutik fuld af andres
brugte Tanker, eller Faderen, der laaner, klæder sig finere og
indretter sig kostbarere og bekvemmere, for at Sønnen ikke
skal skamme sig over ham, og ender med at slaa sig paa Drik
for at undgaa at tænke paa, hvor det hele bær hen. Fra
>Aandsmanden. Hirsch kommer Daniel til Forstandsmanden,
Grammatikeren Massmann og endelig i en forholdsvis sen
Alder i Latinskolen. Den trælleagtige Uselvstændighed
vedvarer og værre bliver det, da Faderen dør og han bliver
afhængig af andre. Jaabækianeren Tarald Ruste slaar sig
sammen med Grosserer Helle, der »var ein bra Mann i visse
Maatar, endaa han ikkje heldt med Jaabæk«, og
Missionsop-drætteren Finsen for at hjælpe Daniel; han bliver Jaabækianer
eller Ikke-Jaabækianer eller Missionsmand, alt eftersom han
træffer sammen med den ene eller anden af dem. De tre Mæcener
vil spare paa Skillingen og sender ham derfor til j Fabrikeno,
der lavede Studenter af den mærkelige Flok, der besøgte den.
Fattige var de alle; en levede af 6 Kroner om Maaneden, en
anden, mente de, levede af ingen Ting. Der var ældre
Bøndersønner og navnlig mange Skolemestre og Seminarister, halvt
eller helt opslidte Mennesker, der vilde være Prakter, og som
sled og sultede sig frem mod Maalet, pint og plaget af Tvivl,
om Præstetankerne maaske kun var en Drom af deres
Forfængelighed. Mellem disse Mennesker, der ledes af den geniale
Gamle, slider og drømmer han sig frem mod Maalet og naar
at faa haud. Fattigdommen og Manglen paa grundige
Forkundskaber trykker saavel ham som de andre ned. Vand,
Tobak og > Kinavin stimulerer dem frem til Artium. Saavel
Livet paa Fabriken som det idealt-romantiske eller
idealt-radikale Studenterliv er skildret med stort Liv; de mange
Figurer staar klart mod hinanden og skaber ved deres
Uensartethed Liv i Billedet. Men det dygtigst fortalte i dette
Afsnit er dog Daniels Sultehistorie, da al Hjælp var stanset; han
levede mest hjemme, spiste »Heimemat«, det var det billigste
og mageligste. Han laa til langt op paa Dagen med Piben i
Munden og en Kjærlighedsroman i Haanden. Men Madlysten
og Madtrangen indfandt sig hyppig; stundum stjal han sig
spaa Dampen de Dage, han efter Beregningen skulde holde
sig hjemme: >Naar han fekk det rjukande varme Fatet
millom Henderne, so at no var det ikkje lenger Draum, men
handfast, paaliteleg Sanning, — aa, han kastad seg yver Maten
som eit Dyr, slog Krvl paa Ryggen som Hunden yver ein
stolen Kjøtknok, og aat, aat, sukkad av Sæla, Iangad i seg
grundig og metodiskt, so kvar einskild Bite kom til sin Rett,
gjorde reint Bord, og ynskte seg ein Svanehals, so denne
Gleda kunde vara litt lenger. Men naar han væl kom heim,
var han svolten paa nytt. Og dog er Mageligheden større;
han gjør saa godt som intet for selv at fortjene sin Føde.
Enhver, der kjender noget til Studenterlivet, har truffet en
eller fiere af disse ensomme forsultne Væsener, hos hvem
Sulten og Nøden har kvalt Energien og skabt en Magelighed,
fuld af graadige Drømme og fantastiske Feberfantasier.
Daniel har ikke Kraft til at hjælpe sig selv; derfor er han
radikal Fritænker blandt sine Venner for at kunne laane af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
