Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 15. Februar 1885 - Literatur: Guthmann, Axel. Arne Garborg: Forteljingar og Sogur - Theater, Musik etc.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
258
dem og ydmyg Kristen, da han gaar op til en Præst for at
bede ham om Hjælp; hans uselvstændige Eftersnakken er saa
stor, at baade Præsten og Kammeraterne kalder ham ein
sann Israelit, som der ikkje er Svik i. Præsten skaffer ham
en Huslærerplads paa Landet hos en Proprietær. Men han var
ikke tryg her heller. Han tor ikke have en selvstændig
Mening; læser han Den gode Borger, synes han den har
Ret, men tænker han paa sine gamle Kammerater, synes han
deres Mening er den rette. Han elsker Inga Hohn, men
forlover sig med Hanna Stensrud, fordi hun har Penge. Han er
efter sin Fodsel bestemt til at arbejde med paa at udjævne
Kloften mellem Bonden og Embedsmanden, men han ender
med at identificere Staten med Embedsstanden; den skal styre,
de andre skal lyde og at bejde. Han har i saa lang Tid sultet
efter Mad fra < Dampen til at mætte den øjeblikkelige Hunger
med, at han ender med umættelig at hige efter et Embede,
der kan skaffe ham Middagsmad for hele Livet.
Kun en af Fortællingerne i Forteljingar og Sogur staar i
psvkologisk Henseende paa Højde med Bondestudentar, nemlig
Ungdom. Anne Malene var ein sot Unge, fæl til aa stela
Sukker. Og fæl til aa ljuga;« hun er en frisk og sund,
kaad og livsglad Unge, der ikke er kommen dybere i Etiken,
end at hun morer sig over, hvor godt hun kan narre de voxne.
Hun vilde altid være vesle Pers Kone. Fik hun ikke Lov
til det, fik han Juling; fik hun Lov, tyranniserede hun ham
og masede saa meget med ham, at han atter sagde stop, og
saa fik han ogsaa Juling. Hun er en Vildbasse, der kan sige
saagu og Dægeren færi meg- og ryge Tobak og til Nød
drikke en Snaps; men sidde rolig i Skolestuen kan hun ikke,
og da hun gik til Præsten, kunde hun ikke en Gang de ti
Bud, men Presten saag, at ho var eit godt Barn, det kunde
ein sjaa, berre ho smilte. Uagtet hun er forlovet med Per,
kan hun ikke gaa og gjøre sure Øjne til Folk; er Per gnaven,
svarer hun, at hun ikke vil miste sin Ungdom. Livet vil hun
nyde, og da Forstassistent Jens Carlstad kommer til Egnen,
bliver de gode Venner, uagtet han er forlovet med en Bydame;
hun fanger ham ved sin Friskhed og Livsglæde. Han kysser
Anne Malene; hun bliver ikke vred, ikke mere end en
Kattekilling, naar man stryger den ned ad Ryggen; men Jens gik
og filosoferede og moraliserede over, om det var et sædeligt
Kys eller et sanseligt Kys og — blev ved at kysse. Men
ein Gang høvde det seg so, at det gjekk galet med dei . . .
Det kom av seg sjölv.« Anne Malene lod dog ikke til at
have ond Samvittighed; Jens fik endog paa Øret, naar han
begyndte at moralisere for hende; og dog vilde Jens Carlstad
tage Gift paa, at ho var meir uskyldig enn tusund ogtusund
av dei, som’ gjekk og var moralske og snakkad Skandale.«
Det er Naturmoralen, Garborg stiller op overfor den officielle
Moral, Civilisationsmoralen. Det er det samme, Strindberg saa
ofte trækker frem og priser paa Gvilisationens Bekostning,
men Garborg naar i Ungdom højere end. Strindberg er naaet
paa det Punkt. Thi hvor Strindberg bliver vred og bitter,
giver Garborg sig til at le, en frisk, sund, livsglad, undertiden
kaad Latter, der virker smittende og forfriskende. Den er en
sjælden Gjæst hos de nyere Forfattere, derfor er der saa ofte
kommen noget tungt og trist over deres Værker. Latteren
er med Urette bleven forvist til Farcen. Naar
Nutidsfor-fatterne har fremdraget en eller anden Abnormitet i
Samfundet, er deres Fremstilling ofte for meget bleven præget af
Agitationens Vrede og Ilterhed; Garborg er naaet op til at
kunne le, le muntert og ukunstlet over, hvor ravruskende galt
mangt og meget er. Det ser ud, som om han er bleven kjed
af den megen Alvor. Han har skildret den tunge alvorlige
Kamp med de mange Hindringer og de hyppige Tilbagefald;
han har selv arbejdet haardt og energisk for at naa frem. Nu
han er naaet saa langt, at han kan give sig Ro til at se
tilbage, faar han Øje paa det pudsige, der findes rundt omkring
selv i det alvorligste. Han giver Latteren saa frit Spillerum,
at han skriver en saa kaad og flot, saa nonchalant Skitse som
Ein Ungkar; den er i Grunden nærmest en overgiven Humoresk.
Skitserne Hemn og : Mannen med Sekken* er begge skrevne
saa sammentrængt, at de er blevne mere helstøbte, end
Garborgs Arbejder plejer at være. »Af laak .Ett og Seld til
den Vonde« er af mindre Interesse. De er Garborgs første
Fortællinger og handler begge om Storbønders .Etstoithed, der
træder hindrende i Vejen for de unges Kjærlighed.
Stor-daad ■ er en Fortælling om en fattig Stude:«, der giver to
Lirekasseborn sin sidste Tolvskilling. Det er en Forstudie til
Daniel Sørbrauts Sultemartyrium; Dampen har ligesaa megen
Magt over dem som over ham; den drager dem stærkt, men
dog sejrer de over Fristelsen ved Tanken om Moderen, der
ligger syg hjemme.
Hvor stor Rækkevidde Garborgs Talent har. véd man
endnu ikke ret. Han har hidtil kun skrevet om en bestemt
Stand, men hos den har han ogsaa set mange Ting, som ingen
anden tidligere har bemærket, og beskrevet det kraftigere end
nogen anden nordisk Forfatter. Bondestudenterne, der snart
danner en talrig Skare baade i Norge og Danmark, kan ikke
beklage sig over den Digter, de har faaet. Sætter vi den lyse
Slettenatur i Stedet for den mørke Fjældnatur, passer hele den
Del af Bogen, der angaar Bondestudentens Opdragelseshistorie,
ogsaa paa danske Forhold.
Axel Guthmann.
Theater, Musik etc.
Det kgl. Theater. »Hvorhen?- Ja, liv. r skal Grev A\el
lljell rejse lien- Til Babylun, eller til Danmark, Sverrige, Kurland
eller hvor det nu er? Del er det vigtige Spørgsmaal, dette Lystspil
handler om, saa ender det nok med, at han forst rejser til
Babylon og derpaa til Danmark for at overtage de grevelige Hjeltske
Gotlser. Men Stykket giver ham Rejseselskab, det formoder jeg da.
det er nemlig ikke saa let at sige noget bestemt oin det, da den
unge Enke, han vilde have med, lader til hverken at vide ud eller
ind. Det Indtryk, hun gjor i Begyndelsen, er nærmest sindsforvirret,
og Anmelderen, som ved en Begrebsforvirring i første Øjeblik havde
den Idé, at Frk. Ingwersen, som udførte Enkens Kolle, var den
Skuespillerinde, der havde givet Tosse-Karen i Strandby Folk«,
stod og beklagede, al del kun laldt i denne unge Dames Lod at
spille .sindsforvirret. Det var imidlertid en Fejltagelse. Den unge
Enke er ikke sindsforvirret, men kun cxalterct, «ig da Grev Hielt
ved Stykkets Slutning mirabile dictu har fundet hende, saa ser det
som sagt ud til, at hun vil rejse med ham til Babylon. I Grunden
kunde hun nu lige saa godt have sagt Ja strax; men det vilde
have været alt for heldigt for Grev Hjelt. Denne Lykken-
Pamfilius kommer efter en længere Ørkenvandring til Rom — i en
lykkelig Stund! Ved to Dødsfald bliver han Lehnsgreve, hans
elskede er blevet Enke, og tla han netop overvejer: Babylon eller
Enken i de nordlige Lande, moder han sidstnævnte paa (Jaden.
Efter saa megen Lykke vilde det være urimeligt, om der ikke kom
lidt Modgang. Enken faar Skrupler, fordi han samme Dag er blevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
