Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Drachmann, Holger. Den første Fejghed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr.
Den første Fejghed.
Af Holger Drachmann.
Der var en lang Dreng i Skolen, endnu længere
end jeg, niere bredskuldret, en udmærket Slagsbroder
— ja jeg tror, at det var det eneste, hvori han
udmærkede sig; men slaas kunde han ogsaa til Gavns.
Og hvilken Beundring vi den Gang havde for
den fysiske Styrke; en sørgelig, slavisk Ærefrygt,
der helt tog Vejret fra os — endnu inden vi havde
faaet Pryglene. Og det er denne, vor »glade
Skoletid, som vi skal se tilbage paa med Respekt,
næsten med vemodig Erindring! Xej, lad os give
Sandheden Æren og sige, at vore Lærere, med en
ganske enkelt Undtagelse, ikke var andet for as end
nogle voxne Mænd, der »hørte os og gav as
Karakterer, og at vi selv var en Mok Vilde, der
indbyrdes lærte hinanden alle Rudimenterne til de
menneskelige Laster og Svagheder; lad os stiltiende
gjöre den Indrømmelse overfor vore Erindringer, at
vi misundte Duxen, men aldeles ikke havde
Ærbødighed for ham, at den stærkeste iblandt os var vor
Herre og Tyran, og at vi i vor Længsel efter at
siippe ud af Skolens Klemme tillige nærede det
fantastiske Haab: muligvis at udvikle vore
Armmuskler som voxne Mennesker saaledes, at vi rigtig
kunde tampe Tyrannen igjennem.
Altsaa, der var en lang Dreng, og jeg tror han
hed Tofte — eller lad ham i hvert Fald hedde Tofte;
og han havde et aflangt, fregnet Ansigt med en lang,
lige, haard Næse, som han huggede ind i vore Pander,
samtidig med at hans store, haarde Labber greb os
i Trojekraven og kastede os omkuld.
Han dukkede pludselig en Dag op paa
Legepladsen; det var midt i Skoleaaret; han var i Utide
taget ud af en anden Skole og sat ind i vor. Mine
Kammerater raabte til mig: Du! han dér er længere
end du. Er du bange for ham?.....
Jeg var ; naturligvisi ikke bange for ham. Jeg
kjendte jo hverken hans Kræfter eller hans Manér.
Den længste Dreng i Klassen har gjærne det
utaknemmelige ITværv at skulle prøve- en nyankommen.
Han forceres frem af Kammeraterne, der paa deres
Side altid har et lonligt Haab om at bivaane deres
tidligere Forkæmpers Fald. Der er nu noget
menneskeligt tilfredsstillende i at se en mægtig
degraderes. Aa, man kunde lære Historie i sin
Skoletid — hvis man i det hele taget i Skoletiden
kunde lære andet end Ramser.
Saa sloges vi; første, andet, tredje Frikvarter.
Jeg var saa gjennempryglet, da jeg gik hjem, at jeg
foretrak at spise til Middag først hos min Tante paa
Kristianshavn og saa hos min Bedstemoder i
Gothersgade, inden jeg indfandt mig under det fædrene Tag.
Mine Trøjeknapper var da bleven syet i, min
udrevne F’Iip var bleven erstattet med en ny, Bulerne i
min Pande og min svulne Næse var bleven vasket.
Jeg maatte stiltiende erklære mig for overvundet.
Men der var endnu en stor Del Trods og et lille.
ærekjært Haab i mig. Og om Natten drømte jeg,
at jeg den næste Dag fik Anmærkning i Protokollen
for Uopmærksomhed i Timen, men til Gjengjæld i
Frikvarteret lemlæstede Tofte.
Min Drøm skulde kun delvis gaa i Opfyldelse.
Anmærkningen lik jeg ganske rigtigt; medens Livius’s
lange Sætningsperioder summede mig om Ørene, sad
jeg paa Bænken og forestillede mig levende, hvorledes
NORDISK UGEBLAD
22. Februar 1885
5 Kr. Kvartalet.
Kjøbenhavn.
Udkommer hver Sondag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
