Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Drachmann, Holger. Den første Fejghed - Steenbuch, Axel. Gudedrikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
under en Bestyrer , der kun peger — og af hvem
man ikke forlanger andet, end at han skal pege —
paa Karakterbogen og Examenslisten!
Ak! hvem tog sig af vore Sjæle den Gang?
Snik snak! en Skoledreng har ingen .Sjæh.
Og saa er det, at man undertiden med lukkede
Øjne tænker sig tilbage og undrer sig over, at der
dog kom et nogenlunde hæderligt Menneske ud deraf.
I Sandhed! lad os boje Hovedet og takke den
store Bestyrer!
Gudedrikken.
Af Axel Steenbuch. (Fonsat.)
Da han holdt op at tale, aabnede hun ikke
Øjnene, men det vakte hende, at hans Arm ikke
længere holdt saa fast om hende, og hun var ved at
glide ned. Saa rejste hun sig.
Et Øjeblik havde der været et slapt Træk i hans
Ansigt. Men saa snart hun saa op, bleve Minerne
atter urolige.
Vil du saa finde mig smuk?; spurgte hun.
Berusende’. han kom paany ind i
Overstadigheden — s som hed Vin!«
Fy!« hun vendte sig halvt til Siden. Da lo
han stærkt og snurrede hende rundt. »Gudedrik!
Champagne 1 sagde han.
»Fy U
Kan du ikke lide, jeg er lystig?» spurgte han.
Jo, men du er jo kaad. En stor uvorn Dreng
er du! Hun mærkede atter hans Arm fast om sig
og kunde ikke lade være at kysse ham.
Da holdt han hende lidt ud fra sig og saa’ op
og ned ad hende. »Dti er sød!
»Ikke mere?» spurgte hunskjælmsk— ikke det,
du sagde for?r
»Vist saa! men mere i en anden Dragt! — den
lysrode Silke, dut« — Han blev ved at se op og
ned ad hende. Du fylder saa lidt i Hjemniedragten,
og du glider saa stille om i Stuen. Nej, Baldragten,
lille sode du! saa er du som en hel Sky af fint;
det knitrer saa bedaarende, blot du løfter Armen,
mens du sidder ned; og det bniser saa lokkende,
naar du gaar hen over Gulvet . — Han bojede sig
pludselig over imod hende: Gaa ind og klæd dig om!
.Nu ?«
»Ja, nu!»
Aah, men hvad er det for et Indfald? — saa
sent paa Dagen 1«
Naar jeg nu beder dig om det?
Men det er jo latterligt h
Du bliver saa bedaarende, siger jeg dig!<
»Nej! — i Morgen N
I Morgen ? — han slåp hende med et underligt
Blik, men greb sig i det og lo: Ja, i Morgen ogsaa!
imorgen ogsaa, hver Dag, dul tnen i Aften forst!«
»Er det virkelig dit
Alvor?-Ja, jeg er saa lystig. Lad os lege, her er Fest.
Husk paa, det er ogsaa kun faa Timer, jeg kan være
hos dig .
Hvorfor? <
Jeg skal over paa Hotellet. Det er et gammelt
Lofte til Politimesteren, at jeg vil give Østers, naar
Værten fik dem. Og Løfter — véd du nok! fy,
det er stygt ikke at holde sine Løfter. Nu har jeg
inviteret hans Fuldmægtig med og en fem sex andre-.
Hvor det dog er kjedeligth sagde hun.
Ja, jeg gik nodig fra dig.
Og netop i Aften, hvor du er saa glad!«
Ja. netop i Aften, hvor jeg er saa forfærdelig
glad! — Gaa saa ind! > han førte hende lien imod
Døren.
Vi skal strax drikke Té,« indvendte hun.
Du kan jo skynde dig, du behover ikke at
gjøre Toilette saa omhyggeligt som ellers!
Han aabnede Døren. Hun vendte sig om og
kyssede ham, inden hun gik. Det er jo latterligt,
sagde hun, halvt flov over, at hun gav efter.
Da Doren var lukket, blev lian staaende og
lyttede efter hendes Trin, indtil han hørte hende
aabne Døren til deres Soveværelse og atter lukke
den. Saa gik han om i Stuen, standsede og saa paa
Uhret, gik til Vinduet, rullede Gardinet op og aandede
paa Ruden for at kigge ud. Han gik bort derfra
igjen, sank ned i en Sofa og faldt i Tanker. Men
den mindste Lyd udefra bragte ham til at fare op.
Det bankede paa Doren til Spisestuen.
Husjomfruen viste sig og meldte, at Tebordet var dækket.
Han tog sig sammen, tvang sit Ansigt i lystige
Folder og sine Lemmer i flotte, raske Bevægelser.
Lad os se!« sagde han og gik ind i Spisestuen.
Han fik et Indtryk af Uhygge derinde. Stuen
var stor. De lyse Egetræs Møbler, Buffet og Stole
langs Væggen, og Bordet med de to Kuverter midt
i det store Rum gav ingen Hygge.
=Nej« — sagde han til Husjomfruen — idet
gaar ikke an i Aften. Lad os faa dækket herinde
— han pegede ind i det lille Værelse, som han kom
fra — saa smukt, De kan gore det, med Sølv, der
kan skinne, og med fine Glas! Og saa Frugt paa
Bordet! og Vin, Champagne! Jeg skal sige Dem, —
vedblev han, da Husjomfruen saa forbavset paa ham
— det er en Festdag for min Kone og mig.«
Skal der dækkes til flere:
•Nej, kun til to! men fint, festligt, forstaar De
nok!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
