Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Steenbuch, Axel. Gudedrikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
66
Stykker — endelig paa Bunden af det hele en Nogle!
Skulde det være til Vadsækken ? — Hun smed Tasken
fra sig, kastede sig ned paa Knæ og provede. Jo,
den passede!
En Skjorte laa øverst. Men under den, Rulle
ved Rulle, Guldmønter fast ordnede. Hun rev nogle
Ruller op for at se, hvad der var under — igjen
Ruller! Atter nogle op — igjen Ruller!
Da slåp hendes Hænder Grebet og knugede sig
sammen om Hovedet. Det var, soin om hun blev
stiv, som om hun ikke kunde røre sig, ikke løfte en
Arm, ikke flytte en Fod, ikke bevæge en Mine.
Lyset flammede en Smule op, og det lille Blink
var nok til at bringe hende til at fare sammen. Hun
saa sig forskræmt om, strakte derefter mekanisk
Hænderne ud, lagde Rullerne tilbage i Sækken
nøjagtig, som de laa for. Skjorten over, drejede Nøglen
om og gjemte den paa Bunden af Tasken, hvis
Indhold hun ordnede, og som hun igjen hængte op paa
Stoleryggen.
Hun tog Lyset og gik ud af Kontoret og op ad
Trappen. Det kneb for hende at naa op; af og til
maatte hun standse og kæmpe med sig selv; hun
syntes, det var saa svært ikke at skrige, saa det
kunde vække alle dem op, der sov, baade her og
langt borte.
Da hun kom ind i Soveværelset, standsede hun
bråt indenfor Døren. Studsende satte hun langsomt
Lyset fra sig og saa sig om. Hun havde en
Fornemmelse, som om det var et fremmed Værelse, hun
var kommen ind i. Hun syntes aldrig før, hun havde
set, at Gardinerne om Sengene faldt ned fra oven i
saa ødsle, blode Folder; og hvilken mild, underlig
sod lokkende Farve de havde! Hun gik hen til
Sengen, løftede uvilkaarlig paa Silketæpperne, lod
Hænderne stryge hen over dem, kom til at tænke
paa, hvor de var fugleagtig lette, indsmigrende glatte.
Hun holdt Aandedrættet tilbage og stirrede
omkring sig med store, angstfulde Øjne. De fæstede
sig ved Drapperiet om Toiletbordet, fulgte Gevantet
om Spejlrammen, gled hen over Gulvtæppet med dets
mørke, stærkt farvede Blomster, der luede op som
Gloder midt i Drapperiernes fine Farver; fangede i
deres Stirren det dæmpede, næsten trolddomsagtige
Skjær, som Lampen, der hang ned fra Loftets Midte,
gjennem en mat Kuppel gød ud over det hele.
Hun lænede sig op mod en Stol og lukkede
Øjnene. Men Billedet var indenfor Øjelaagene, og
hun kunde ikke slippe det; det blev hende som en
Drik, en sød, vammel Drik, der hældtes i hende mod
hendes Vilje.
Pludselig drog over hendes Træk, hvor en
lykkelig Følelse for havde bredt sig i lys, blod Overflod,
en gammelforstandig, beregnende Tænken-sig-om sin
skarpe Fure.
Som en Kat listede hun sig de faa Skridt hen
til Lampen og slukkede den, famlede sig frem til et
Bord og fandt en Kurv, hvori der laa Nøgler.
Forsigtig lod hun Fingrene stryge hen ad dem, indtil
hun fandt den rette; og med den gjemt i sin knyttede
Haand gik hun hen til Døren, som hun aabnede
varsomt, og listede sig derefter, løftende Foden
omhyggelig og langsomt for hvert Trin, og med anspændte
Øren for at beregne, om hun gik sagte nok til, at
ingen kunde høre hende, hen ad den samme Gang,
hvis Gulv faa Timer forinden havde mærket hendes
sikre, hurtige Skridt, mens hun lod Slæbet knitre
imod det, og mens Elskovens Forventning susede
hende for Ørerne.
Hun aabnede Døren til det lille Værelse, hvor
Bordet endnu stod med sine Rester fra Festen.
Døren lukkede hun efter sig og gik hen til et
Skrivebord, hendes eget lille Skrivebord med de mange
kostbare Nipsting paa Pladen og Etageren. Hun ståk
Nøglen i og aabnede en Skuffe. Længst inde i den
stod en fin, udskaaren Æske. Hun tog den ikke op,
men aabnede den blot og ståk Fingrene ned i den,
lod dem glide henover Bunden og rundt langs Siderne.
Den var tom! Endnu en Gang lod hun Fingrene
nøje og omhyggelig følge alle dens Kanter, bore sig
ind i dens Hjørner. Nej, den var tom! Om
Formiddagen havde der været Guldpenge i den, hendes
Penge. Han maatte have stjaalet dem, mens hun i
Middagsstunden var ude.
Da hun atter skød Skuflen ind, faldt hendes
Øje paa noget, der glinsede paa Skrivebordet. Det
var Glasset paa hans Billede, som fangede den Smule
Lys, der var i Værelset. Hun tog det, lagde det ned
med Glasset opad, satte Nøglekammen imod det og
pressede til, saa Glasset sondredes, og Nøglen borede
sig ned igjennem Billedet. Et Øjeblik blev hun
staaende og tænkte over, om nogen skulde kunne
have hort Lyden. Saa stillede hun det ødelagte
Billede op igjen paa dets Plads og gik hen til Vinduet.
Rullegardinet turde hun ikke rulle op; hun holdt
det blot med en Finger saa meget til Side, at hendes
Øje kunde faa Plads til at sende spejdende Blik
henad Gaden.
Lygterne vare slukkede; der var heller ikke
Maanelys; men det var stjærneklart Frostvejr. Intet
Menneske var at se. Der var den Stilhed, som plejer
at raade om Natten i en skikkelig lille By, hvor det
er vedtaget, at man bør gaa tidlig til Sengs for at
kunne staa op med Hønsene.
Desto tydeligere kunde det da høres, at der henne
paa Hotellet, som ikke laa langt borte, endnu var
vaagne og lystige Gjæster. Stemmerne kunde ikke
kjendes, Ordene ikke forstaas ; men det kunde skjelnes,
naar det var Latter, og naar det var Sang eller
højrøstet Snak. Af og til mente hun at høre Stumper
af Viser, som hun havde hort Drengene fløjte paa
Gaden, men ellers ikke kjendte.
En stakket Stund blev der mere stille, men
strax efter hørte hun Skridt, der nærmede sig, og
famlende Smaasnakken, som blev tydeligere og
tydeligere.
Nu kom de! Hun rejste sig i Spænding. Hun
tænkte paa, om hua kunde ses fra Gaden, men den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
