Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Steenbuch, Axel. Gudedrikken - Pontoppidan, E. Transatlantiske Rejserindringer: II. St. Thomas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME OG UDE.
Nr. 21.
lille Aabning, hun lavede mellem Rullegardinet og
Karmen, var saa rent ubetydelig, og der var jo morkt
bagved hende. Eor en Sikkerheds Skyld slængte hun
dog en Fold af de lange, morke Gardiner hen over
sin Natkjole; man kunde jo aldrig være sikker paa,
om ikke det hvide kunde skimtes der nede fra.
Hen ad Gaden kom en sex, syv Mennesker.
Forrest Politimesteren med sin Fuldmægtig og en
anden under Armen. Dér kom han! Han var den
eneste, der gik sikkert. Hun fulgte noje hvert af
hans Skridt; ikke den ringeste Slingren varder. Alle
de andre derimod slog Kurver.
Passiaren var ved at do hen; men udenfor
Huset vaagnede den op igjen. Der skulde jo tages
Afsked med Grossereren, og man standsede og
begyndte at hakke paa et Tak for i Aften .
Ogsaa Politimesteren strammede sig op. De er
s’gu en gemytlig Fyr, Grosserer! en hæderlig Karl
er De! Det kan du faa Attest for, naarsomhelst du
vil have det.- Han blev ved at ryste Grossererens
Haand. Grundhæderlig!« sagde han. Saa slåp han
endelig, gav den anden et Dunk oven i Hattepullen
og slentrede videre med det ovrige Selskab.
Den unge Grosserer gik strax efter Afskeden
hurtig ind imod Husets Port. Hun lyttede deroppe,
men kunde ikke hore ham sætte Neglen i Laasen.
ITan havde ogsaa bare staaet og ventet, til de andre
vare komne ud af Syne, thi han kom frem igjen, gik
lidt ud paa Gaden og kiggede op paa Huset. Hun
saå hans Ojne glide fra Vindu til Vindu, syntes, at
de mødte hendes. Derefter listede han sig hen til
Siden og forsvandt om Hjornet.
Hun vidste godt, hvor han vilde hen. Han *
vilde om at kigge op til Vinduerne i Soveværelset
for at se, om der var raorkt deroppe, saa han kunde
være sikker paa, at hun havde lagt sig til at sove.
Det varede heller ikke længe, inden han atter
kom til Syne og forsigtig gik hen til Porten, som
var tæt under Værelset, hvor hun sad. Hun bøjede
sig ned imod Gulvet og lyttede. Han var meget
angst for at hores, kunde hun mærke; ganske sagte
og langsomt drejede han Nøglen om, lukkede op og
gik ind. Lidt efter mente hun at hore Kontordøren
gaa paa samme forsigtige Vis.
Hun lod sig glide ned paa Gulvtæppet og stottede
Nakken op imod en Stol. (siuu«.)
Transatlantiske Rejseerindringer.
Af E. Pontoppidan.
11. St. Thomas.
Vi ligge i St. Thomas’ Havn, en af de bedste i Vestindien
og for den Sags Skyld ogsaa en af de kjønneste. Et dybt,
klart, blankt Bassin, en god Fjerdingvej fra Side til Side,
omringet af stejle Klippehøjder, og kun aabent mod Syd gjennem
et smalt Indlob. De to Toppe, der se ud som Bastioner
paa begge Sider af dette, vare i gamle Dage befæstede med
Mure og Kanoner; det gamle, smulrende Murværk ses endnu
med Rester af Skydeskaar, og rustne Kanoner ligge :halvt
nedgravede i Sandet. Nu ere de to Hoje benyttede til mere
fredelige Formaal. Den Mast med Raa og Kugler hængende
under den, der staar paa den ene, er Signalstationen, der nyligt
signaliserede vort Komme, da vi dampede rundt om Pynten
derude. Bygningen paa den anden, der ligger udsat for den
friske Passatbrise, er Karantænestationen, en Institution, der kan
have stor Betydning for en Handelsby som St. Thomas, for
hvilken det er et Livsspørgsmaal at holde Kopper og gul
Feber ude af sine Sygelister. St. Thomas har altid haft et
slet Rygte som en meget usund Plads, et Hjemsted for gul
Feber og andre tropiske sanitære Rædsler. Fuldt saa slem
som man sagde, har Byen imidlertid aldrig været, og i den
sidste halve Snes Aar kan man vel endogsaa sige, at den har
været et temmelig sundt Sted af en tropisk Havn at være.
Medens vi endnu ere herude midt i Havnen, er det let at
udpege, hvad der for en væsentlig Del liar foraarsaget denne
Forandring til det bedre. Havnen begrænses af Hovedøen
mod Øst og Nord, og af en mindre 0 mod Vest Løbet
imellem dem var tidligere lukket 3f et Koralrev, saa at den
lille 0 i Virkeligheden var en Halvø, og Havnen kun aaben
mod Syd. Følgeligt var Vandet stagnerende, alt Slags Affald
fra Byen og Skibene opsamledes navnlig i dens indre Del, og
Resultatet var, at den gule Feber var en velkjendt Gjasst
mellem Besætningerne paa Skibene.
Nogle faa Krudtladninger gjorde hele Forandringen. Et
Løb blev sprængt igjennem Revet, hvorigjennem Baade kunde
gaa, og hvad der var vigtigere, en Strømning kunde komme
i Stand. Havnen holdes derved forholdsvis ren og frisk, og
Sundhedstilstanden har forbedret sig overordentligt. 1 de sidste
to Aar har der ikke været nogen egentlig udbredt gul Feber
Epidemi, og Krudtet, der ellers har en hel Del Menneskeliv
paa sin Samvittighed, kan vel her siges til Gjengjæld at have
reddet mange.
Byen ligger derinde i Bunden af Bugten, bygget
amfitheatralsk op ad 5 Hoje. Husene se ud, som om de vare
stillede det ene ovenpaa det andet, og staa med deres stærke
Farver og skarpe Konturer mærkværdigt klart i den
gjennemsigtige Luft og det stærke Sollys imod den grønne Baggrund.
Paa Afstand ser man ikke, at mange af dem ere slet
vedligeholdte og alt andel end maleriske paa nært Hold. Højen midt
for Havnen er .-Governmentshiil«, Gouvernementsbakken, og
den anseelige, firkantede Bygning, omgivet med brede Balkoner,
er Gouvernørens Bolig. Det gamle Taarn paa Toppen er
Blackbeardscastle, og det andet med Skydeskaar og Brystværn,
som kroner Nabobakken, er »Bluebeardscastle«. De ere begge
gamle og faldefærdige, og Sagnet vil gjærne gjøre dem
romantiske og interessante ved al udgive dem for at have været
Tilholdssteder for de berygtede Fribyttere Sortskjæg og
Biaa-skjæg. Des værre er den sidste kun en Mythe, og den første
har — heldigvis — aldrig været i St. Thomas. Han holdt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
