Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
270
gjøre Dem lykkelig . . . uden alt andet . . . alene . . . ved
sig selv?c
»Efter min Karakter og mine Forhold maatte man elske
mig alt for højt, ja endogsaa alt for uforstandigt, ! svarede
Kalinovitsch og sukkede.
Nastenka rystede paa Hovedet.
De elskes altsaa ikke højt nok? Er det ikke Synd af
Dem at tale saaledes, Kalinovitsch, naar der ikke gaar et
Minut, uden at man tænker paa Dem, naar hver Glæde, al
Lykke bestaar i at se Dem, naar man gjærne vilde være den
største Skjønhed i Verden for at behage Dem — og alt det
kalder De, at man ikke elsker Dem højt nok. De er et
utaknemmeligt Menneske!«
Kaptejnen blev saa rod som en kogt Krebs og lyttede
endnu mere opmærksomt.
Kjærligheden viser sig deri, at man bringer Ofre, sagde
Kalinovitsch uden at forandre sin grublende Stilling.
Er man maaske ikke rede til at bringe Dem ethvert
Offer, som De kan fordre? Hvis mit Liv var nødvendigt til
Deres Lykke, saa vilde jeg med Glæde give det hen og oven
i Kjøbet velsigne Skæbnen derfor . . .« svarede Nastenka.
Kalinovitsch smilte.
Det siger alle Kvinder lige til det første Offer skal
bringes, sagde han.
Hvorfor skulde man sige noget, som man ikke føler?
Hvad skulde det til?« spurgte Nastenka.
Aa, man kunde sige det af Koketteri.«
Nej, Kalinovitsch, tal ikke om Koketteri i dette
Tilfælde. Mindes De, hvorledes man fik Dem kjær? Det var
fra første Dag man saå Dem, og en Uge senere vidste
De det?«
Under disse Ord vendte Nastenka sig bort; hun fik Taarer
i Øjnene.
Lad os slutte Fred, sagde Kalinovitsch, idet han greb
hendes Haand og kyssede den. Jeg véd, at jeg maaske er
uretfærdig og utaknemmelig,* vedblev han uden at slippe
hendes Haand— men døm mig ikke for haardt af den Grund;
Kjærligheden alene kan ikke opfylde en Mands Hjærte og
mindst mit; thi jeg er ærgjerrig, meget ærgjerrig, og jeg véd,
al min Ærgjerrighed ikke er uberettiget. Jeg har Forstand,
Kundskaber, dertil en Viljekraft, som kun faa eje, og hvis jeg
blot en Gang kunde gjøre et heldigt Skridt frem ad, vilde jeg
naa langt.«
De maa være Forfatter, og De vil ogsaa blive det!«
svarede Nastenka.
Det véd jeg ikke .... jeg tror det næppe! Der gives
heldige og uheldige Mennesker. Se Dem om i Livet; den
ene er dum, talentløs, doven, og dog løber han lige i Armene
paa Lykken, medens en anden maa tilkæmpe sig hvert Skridt
hen imod det heldige Resultat, hver Bid Brød med den
allerstørste Besværlighed; og det lader til, at jeg hører til de sidste.«
Under disse Ord tog Kalinovitsch sig til Hovedet, støttede sig
mod Bordet og hensank atter i Grublerier.
Hør, Kalinovitsch, De maa ikke være saa hypokondrisk.
Dei gjør mig saa ondt!- sagde Nastenka, idet hun rejste sig.
Rynk ikke Panden — horer De? Jeg befaler Dem det,
vedblev hun, idet hun lagde begge sine Hænder paa hans
Skuldre; se glad paa mig. Se paa mig, jeg vil se Deres
Ansigt.«
Kalinovitsch saä paa hende, lagde stille sin Arm om
hendes Liv, trak hende ned til sig og kyssede hende paa
Panden.
Sveden løb i tykke Draaber ned ad Kaptejnens Pande;
hans Hænder gjorde visse krampagtige Bevægelser, det lob
rundt for ham, saa han maatte rette sig ei Øjeblik, og da han
igjen saå gjennem Nøglehullet, holdt Kalinovitsch Nastenka i
sine Arme og kyssede hende i Ansigtet og Nakken.
»Ailastasia!« hviskede han lidenskabeligt ogsaa . . . men,
ak, nu ansirængte Kaptejnen sig forgjæves for at høre noget;
Kalinovitsch talte Fransk.
»Hvad skal det til?« svarede Nastenka, idet hun skjulte
sit rødmende Ansigt ved hans Bryst.
»Men, min Ven . . . . vedblev Kalinovitsch og begyndte
igjen at tale Fransk.
»Nej, det er umuligt,« sagde Nastenka og rettede sig.
»Hvorfor?»
»Fordi . . .« svarede Nastenka, idet hun atter omfavnede
ham og lagde sit Hoved til hans Bryst — fordi jeg er bange
for dig, hviskede hun. Du ødelægger mig.
Min Engel, min Skat! svarede Kalinovitsch, idet han
kyssede hende, og saa talte han Fransk igjen . . . N’asienka
hørte opmærksomt paa ham.
»Nej!« sagde hun og traadte pludselig tilbage og satte
sig paa sin tidligere Plads.
Kalinovitschs Ansigt fik i samme Øjeblik et strængt
Udtryk. Han begyndte igjen at lale Fransk og talte meget længe.
»Nej!< gjentog Nastenka og gik hen til Døren, saa at
Kaptejnen lige fik Tid til at springe tilbage og gaa ind i
Dagligstuen, hvor Peter Mikailovitsch allerede sad. Nastenka
fulgte lige i Hælene paa ham. Hun var rød i Hovedet, og
hendes Øjne straalede.
-Hvor er vor Forfatier?« spurgte Peter Mikailovitsch.
Jeg tænker, han kommer strax,« sagde Nastenka, idet
hun satte sig ved Vinduet og aabnede det.
Hvad er det, du gjør, Barn? Det er jo koldt,«
bemærkede Peter Mikailovitsch.
»Aa nej, Fader, undskyld .. . jeg synes, her er kvælende
varmt, • svarede Nastenka.
Kalinovitsch traadte ind.
Vær’sgo’, Deres Portefeuille er her; den er kommet.
Vil De ikke tage Plads og læse. Vi er parat til at høre,«
sagde Peter Mikailovitsch.
Nej, Peter Mikailovitsch, undskyld; men jeg kan ikke
læse i Dag,« svarede Kalinovitsch.
»Hvad skal det sige? Hvorfor kan De ikke?« spurgte
Peter Mikailovitsch forbavset.
»Jeg er ikke rigtig rask. En anden Gang.
»Aa, hvad er det for en Snak? Er det disse
Redaktører, som har gjort Dem saa bedrøvet. De lyve; vi skal
tvinge dem til at trykke det,« sagde den gamle. Nastenka,
overtal du dog Jakob Vassilytsch. Hvad skal det dog til?;
Nastenka sagde ingen Ting, men saå kun paa Kalinovitsch.
Jeg er virkelig ikke i Stand dertil i Dag, sagde denne,
idet han tog Portefeuillen og sin Hat og gik efter at have
sagt Farvel til dem allesammen med et Buk.
»Ser man det!« sagde Peter Mikailovitsch. Hvad gaar
der dog af ham? Véd du ikke, hvorfor han ikke vilde læse.
Nastenka?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
