Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 22. 1. Marts 1885 - Urbanus. Fra Byen. Paa Vinkjælderen - Pontoppidan, E. Transatlantiske Rejserindringer: II. St. Thomas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME OG UDE.
Nr. 21.
»Ja, husker du ikke ved Juletid — du var med.
Det var det første Bal, jeg havde Handsker. Jeg
var fjorten Aar og gjorde — ja, hvor det dog lyder
underligt! — stormende Lykke, stormende Lykke
hos de smaa Skjønheder. Men især var der én . . .
jeg ser hende endnu tydelig staa i Kvadrillen med
sine højhælede Sko og Haarpiskene med de røde
Sløjfer ned ad Ryggen — det var min første
Kjærlighed. ■
-Ak ja — Kjærlighed!« sukkede Bondesen med
himmelvendte Øjne og Hænderne foldede over sin
tykke Mave.
»Men véd du, hvem hun var?
. Nej.«
■ Din Søster.«
Min Søster?«
,Ja.«
»Nej, kjære Ven, du maa have mig det forladt.
Denne Gang er det virkelig din Hukommelse, der
slaar fejl.«
»Vist ikke nej — det var Pauline — der senere
blev gift med Hansen, t
Hvad for noget? Med Hansen! Den
Tyveknægt! Han snød mig — Gud forlade ham hans
Synd? — for tyve Tønder Rug og havde endda
Frækhed nok til bag efter at ... .
»Men du gode Gud, Bondesen — din Søster
var jo . . .«
>Men du gode Gud, Jensen — jeg har aldrig
haft nogen Søster — aldrig — uden min
Tvillingsøster, som dode to Timer efter Fødselen, og hende
har der da ingen Grund været til at forelske sig i.«
>Her maa finde en Misforstaaelse Sted,« sagde
Musikeren pludselig urolig — »du er jo Peter
Bondesen, ikke sandt?
Peter Anton Fredrik Bondesen, ja.«
•Søn af Slagtermester Bondesen i Ringsted?.
»Ringsted? Kjære Ven, hvad snakker du om
Ringsted. Jeg har aldrig været i den By. Min Fa’r
var ærlig handlende i Skjelskør, hvor ogsaa jeg
haaber med Guds Hjælp at skulle lægge mine Bén
med alles Agtelse.«
- Undskyld, min Herre! * sagde Musikeren ligbleg.
Men — men saa maa det hele være en Fejltagelse.
Saa — saa kjender vi jo slet ikke hinanden. Jeg
beder Dem tilgive, at jeg har opholdt Dem . . .
det . . . det . . .«
Han bukkede stift, fik i en Fart sit Tøj paa, og
var ude af Døren. Og mens den anden rolig tømte
Resten af Flasken, slubrede han ilsomt, og med
Hovedet dukket ned i Frakkekraven, hjem langs de
mørke Husrækker.
Idet han kom over den blæsende Bro, fik hans
Fingre fat i et lille omhyggelig sammenlagt Stykke
Papir, som han — sandsynligvis i Tankeløshed —
havde puttet i Lommen. Han vilde ikke se det, men
lod det flyve bort med Vinden. —
Transatlantiske Rejseerindringer.
Af E. Pontoppidan.
11. St. Thomas.
(Slutt«).
Naar man spaserer ned ad Gaden, faar man strax et
Indtryk af en fuldblods tropisk By. De tleste, man møder,
ere Negere og især Negerinder i deres lyse Dragter og
brogede Hovedtørklæder, der bære alt paa Hovedet og med stor
Virtuositet balancere dermed, ligefra en tung -tray« eller
Bakke med Varer eller Vasketøj til et Glas Syltetøj. Den
hvide Forretningsmand i Lærredsdragt og Panamahat, danske
Soldater i blaa Vaabenfrakker, sorthaarede Spaniere og
Italienere, Negere, Mulatter og Zamboer, alt er her
repræsenteret i en broget Blanding. Det er et kosmopolitisk og
po-lyglot Samfund. Engelsk er Hovedsproget, men desuden
høres Spansk, Fransk og et Udvalg af de mærkeligste
vestindianske Jargons, fransk Patois, fra Haiti, Papimiento fra
Curacao, halvt Spansk og halvt Hollandsk og flere andre.
Den mørke Hudfarve har Overvægten; hele den lavere
Befolkning er sammensat af Sorte eller deres brune og gule
Afkom. Blandt dem igjen er Kvindekjønnet overvejende i
Antal i en mærkelig Grad. Den sorte Befolkning er aftagen
siden Emancipationen efter en progressiv Skala, og det synes,
som om Mændene have mindre Modstandskraft end Kvinderne.
Disse ere overhovedet Mændene overlegne, endogsaa til haardt
Arbejde. Hvis f. Ex. en Damper skal fylde Kul, udføres
Arbejdet som Regel af Kvinder, der bære deres tunge Kurve
paa de uldne Hoveder og løbe frem og tilbage i den mest
brændende Sol. Det er haardt Arbejde, men Fortjenesten
er god, og de samme »coalgirls«, som om Hverdagen let
klædte og bedækkede med Kulstøv have et alt andet end
tiltalende Ydre, vise sig om Søndagen som Aristokratiet blandt
den sorte Arbejderbefolkning. De ses da mere til deres
Fordel; kraftige og ranke som en Gran — paa Grund af deres
Vane at bære alt paa Hovedet — velklædte, med brogede
Bandana-Tørklæder, Slæb, blaa eller gule Støvler og en gul
Parasol, tage de sig helt godt ud. Hvis der er Ildebrand, er
det igjen Kvinderne, der bære Vand og arbejde med
Brandstigerne ivrige og ophidsede, til Gjengjæld er det rigtignok
ogsaa Kvinderne, der ere de værste, naar Optøjer eller Oprør
bryder ud, de vildeste i Kamp og de grusomste mod deres
Ofre.
Den hvide Befolkning er forholdsvis ringe. Imellem de
egentlige Arbejdere tindes ingen Hvide, naar undtages de
saakaldte »Cha-cha<s, en degenereret Race, der nedstammer
fra de første franske Kolonister paa St. Eustace, St. Bartholemy
og Saba. De have holdt sig ublandet i mange Generationer,
ere i Modsætning til Negerne paalidelige og moralske, men
have ved de mange Generationer i et hedt Klima antaget
en ejendommelig blodløs, sløv Type; smaa, blege, eller udsatte
for Solen med en ejendommelig rødlig Teint, danne de en let
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
