Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 22. 1. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
0
Hun var meget melankolsk. Peter Mikailovitsch truede
ad hende med Haanden.
Kalinovitsch fortsatte Oplæsningen, og da han var færdig,
kyssede Peter Mikailovitsch paa Fingren ad ham og gjentog
flere Gange:
»Bene, optime, optime!*
Disse Herrer Redaktorer anser altsaa ikke Deres
Novelle for værdig til at blive trykket r. spurgte Nastenka
smilende.
Jeg véd ikke,* svarede Kalinovitsch.
Imidlertid blev Udtrykket i Peter Mikailovitschs Ansigt
mere og mere alvorligt.
Hor en Gang! sagde han saa i en meget tanketung
Tone. Jakob Vassilvtsch, vil De overlade mig Deres Værk,
saa skal jeg sende det til en Mand i St. Petersborg, der en
Gang var min Skolekammerat og nu er en meget højtstaaende
Person r <
Det vil næppe være til nogen Nytte!« svarede
Kalinovitsch.
Jo det vil! sagde Peter Mikailovitsch bestemt. Denne
Mand er venlig stemt imod mig og nyder stor Anseelse blandt
Forfatterne. Jeg taler om Fedor Fedorovitsch«, tilføjede han
henvendt til Nastenka.
Han lader den trykke,« sagde Nastenka.
-Ja vist lader han den trykke; han har Krammet paa
alle disse Herrer Redaktører og Forlæggere. Hvad siger De
saa, Ja eller Nej?«
• Ganske, som De vil,; svarede Kalinovitsch.
Det var Peter Mikailovitsch tilfreds med.
; Det gaar nok,« sagde han og hentede strax en Bunke
Brevpapir, hvoraf han valgte det reneste og bedste Ark. Saa
tog han sine Briller paa og begyndte at skrive med sin
gammeldags, runde, men meget smukke Skrift, idet han af og til
standsede, gned sig i Panden og uafladeligt svedte.
Brevet lød saaledes:
. Deres Excellence.
Naadige Herre.
Fedor Fedorovitsch!
Skjønt Tidens Strøm har skyllet de lykkelige
Ungdomsdage langt bort, i hvilke jeg havde den Lykke at
være Deres Skolekammerat, og skjønt Lykken
velfortjent har stillet Dem paa et i Sammenligning med mig
overordentlig højt Trin paa den jordiske Hæders Stige,
nærer jeg dog den inderlige Overbevisning, at De er
vedbleven at være uforandret i alle Deres ædle Følelser, og
da jeg kjender Deres energiske, ved mange Beviser
stadfæstede Kjærlighed til den russiske Literatur, saa vover
jeg at forelægge til Deres oplyste Bedømmelse et Værk
i den fortællende Genre, forfattet af en ung Mand, der er
en Elev af Universitetet i Moskov og min Efterfølger i
Embedet, og som gjærne vilde have sit Arbejde anbragt i
et Petersborger Blad. Selv om vor udødelige Karasin har
sagt, at Parnasset er højt og Vejen op til det stejl, skal man
saa derfor helt spærre Vejen dertil for unge Mennesker?
Jeg har hort, at Bladredaktørerne ikke holde af at trykke
ubekjendte Forfatteres Produkter; men Deres Excellences
naadige Interesse og Indestaaen for Værdien af et
Produkt, som er overgivet til Deres Beskyttelse, kan hæve
denne Hindrinç. Jeg, som kjender Forfatteren, vover at
forsikre, at han har en dannet Aand og et ædelt Sindelag.
Jeg beder Dem om at modtage Forsikringen om min
fuldkomne Højagtelse og Hengivenhed, hvormed jeg er
Deres Excellences
lydigste Tjener
Peter Godniev.«
Peter Mikailovitsch læste Brevet højt og spurgte
Kalinovitsch, om han var tilfreds med Indholdet og Stilen.
Ja, særdeles godt , svarede denne.
Den gamle smilede selvtilfreds og bad Nastenka hente
hans Signet og Lak i Kabinettet. Hun gik.
Hvorfor skal De have den Ulejlighed? Lad mig,; sagde
Kalinovitsch og fulgte Nastenka ind i Kabinettet, hvor han
søgte at gribe hendes Haand, som hun imidlertid trak tilbage.
»Bødlen kjærtegner ikke sit Offer!« sagde hun og gik
tilbage til sin Fader igjen.
Peter Mikailovitsch tog Manuskriptet, slog Kors for sig
og sagde derpaa: »Gaa med Gud til Nevas Bredder!: Saa
pakkede han det ind med en Omhu, som om det var et Værk
af ham selv, for hvilket han i det mindste skulde have en
Million eller Udødeligheden. Medens han var saaledes
beskæftiget, bemærkede Kaptejnen, at Kalinovitsch bøjede sig ind
til Nastenka og hviskede noget tiJ hende.
Ja,« svarede hun.
Resien af Aftenen var den unge Inspektør ualmindelig
munter; han bestræbte sig øjensynligt for at adsprede Nastenka,
talte uafladeligt med hende og kom ved Bordet endogsaa paa
den Idé at gjøre Løjer med Kaptejnen i samme Tone som
Peter Mikailovitsch.
Der var nogen, der sagde mig i Dag, Hr. Kaptejn, at
De nedlægger mere Vildt med Sølv- end med Blykugler.
Kjøber De undertiden noget?« sagde han til ham.
Mod al Forventning blev Kaptejnen pludselig bleg; hans
Læber skjalv.
»Jeg er en fattig Mand, for fattig til at kunne kjøbe
noget,« sagde han med halvkvalt Stemme.
Kalinovitsch blev forlegen.
: For fattig! Jægerære er noget af det, en Mand sætter
højest, svarede han, idet han gjorde sig Umage for at føre
Spøgen igjennem. »Jeg vilde kun spørge Dem, om det er
sandt eller ikke.«
»Jeg beder Dem, lad mig i Fred. Min Broder Peter
Mikailytsch kan gjærne spøge med mig; men De er endnu
for ung dertil«.
Men, lille Onkel, forstaar De da ikke, at del kun er
Spøg?« sagde Nastenka.
»Nej, jeg forstaar alt,: svarede Kaptejnen.
Kriger!« sagde Peter Mikailovitsch i en højtidelig Tone,
dæmp din ædle ridderlige Aand og vær saa god at lange til
Fadet!«
Jeg spiser jo alt, hvad jeg kan, Broder. Jeg vilde blot
bemærke . . .«
»Nej, De har ikke blot bemærket*, afbrød Kalinovitsch
Kaptejnen med et mørkt Blik; »men De har svaret paa en
uskyldig Spøg med en Uhøflighed. Jeg skal søge ikke at
komme i saa ubehagelig en Stilling en anden Gang.«
Det vil jeg være Dem taknemmelig for, svarede Kaptejnen
og begyndte at spise med Øjnene rettede mod sin Tallerken.
-Det er nok, mine Herrer! Hvad er det for nogle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
