Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 22. 1. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
Stiklerier? Det holder jeg ikke af! sagde Peter Mikailovitsch,
og hermed sluttede Samtalen.
Kalinovitsch gik først hjem. Kort efter gik Kaptejnen.
Da han sagde Farvel, undskyldte han sig endnu en Gang hos
Peter Mikailovitsch.
Vær ikke vred, Broder, jeg kunde ikke taale det.’:
-Siger intet. Bliv bare gode Venner igjen. Hvorfor vil
I skjændes? Han er et rart Menneske, og du er mageløs.
Kaptejnen havde igjen noget paa Samvittigheden; men
han sagde ingen Ting.
Da Flegont Mikailovitsch kom ud paa Gaden, blev han
staaende, tænkte lidt efter og gik saa ikke hjem, som han
plejede, men til den modsatte Side. Det var saa mørk en
Efteraarsnat, at man ikke kunde se en Haand for sig. Vinden
væltede stødvis kolde Bølger frem og hylede uhyggeligt i
Skorstenene. Man saä ikke noget Lysglimt i et eneste Vindue
i hele Byen. Alle sov fredeligt, og man hørte kun en Gang
imellem Hundene gjø i Værtshuset.
Da Kaptejnen var kommet til Kalinovitschs Bolig, blev
han staaende, saå en Tid lang ind ad Vinduet og vendte saa
om igjen. Han salte sig paa en Sten i Nærbeden af sin
Broders Hus, slog Ild og tændte sin Pibe. 1 Baggaarden til den
unge Inspektørs Bolig viste der sig samtidig en Skygge, som
gik ned lil Floden og gled hen ad det Birketræs-Gærde, som
føne langs med hele Bredden. Lige over forGodnievs Have
forsvandt Skyggen. Imidlertid slog Vægteren paa Kirkens
Klokketaarn to som Bevis for, at han ikke sov. Skræmmet
af disse Toner fløj en Flok Krager op fra Kirketaget og flagrede
skrigende bort. Endelig bemærkede Kaptejnen to Skygger,
hvoraf den ene forsvandt i Tværgaden, medens den anden
gik til Peter Mikailovitschs Dør, hvor den begyndte at gjøre
noget. Med et Par Spring var Kaptejnen ved Døren og tog
Skyggen i Kraven.
»Hvem er I? Hvad er det I gjør? spurgte han.
I Stedet for at svare søgte Skyggen at rive sig løs; men
det var forgjæves. Det var en Jærntang, der holdt fast; efter
Slagter Ivan Pavtov, som kunde bære Melsække af t ? Puds
Vægt, og Lebedieff, der kunde løfte to Pud, var Kaptejnen
den stærkeste Mand i Byen, og han kunde boje en Hestesko
lige saa let som man brækker en Kringle over.
Hvem er I? gjentog han. Skyggen svingede en Stok,
men Flegont Mikailovitsch rev den med Lethed fra ham. Det
viste sig al være en Malerpensel med Tjære paa. Kaptejnen
forstod nu, hvad der var Tale om.
Naa, det er den Slags Ting, I bedriver; sagde han og
kastede i samme Øjeblik Skyggen til Jorden, satte sit Knæ
paa hans Bryst og begyndte at tjære ham i Ansigtet.
Vagt!« skreg Skyggen.
Hold Mund! sagde Kaptejnen, idet han gav ham et
Spark og forisatte sin Beskæftigelse.
Vagt! Vagt!« raabte nu den anden Skygge i
Tværgaden uden imidlertid at komme til Hjælp selv.
Der blev Uro i Gaden.
Hos Godnievs havde man ogsaa hørt Støjen. Først
styrtede den utrættelige Pelagia ud paa Gaden med en Lygte i
Haanden og oplyste Kaptejnen og hans Modstander, som viste
sig at være Mediokritski. Da Kaptejnen gjenkjendte ham, blev
han endnu mere vred.
»Naa, saa det er Dem, der maler med Tjære!« sagde
han og begyndte at støde den unge Mand, saa meget han
evnede, med Penslen i Nakken og paa Kinderne.
Kaptejnens Vrede og Forbitrelse var fuldstændig
berettiget; i Følge Skikken i Provinserne vil det at smøre Tjære
paa Døren af et Hus, hvor der bor en ung Kone eller Pige,
sige saa meget som, at man forhaaner hende, og dette Middel
griber sædvanligt forsmaaede Elskere til.
Kaptejnen vilde sandsynligvis ikke saa snart have sluppet
sit Offer, men i dette Øjeblik viste Kalinovitsch sig ligesom
voxet op af Jorden. Ved Synet af ham blev Flegont
Mikailovitsch saa overrasket, at han slåp Penselen og Mediokritski,
hvilken sidste benyttede sig deraf, sprang op og rendte sin
Vej. Kalinovitsch var ogsaa urolig. Pelagia aabnede Skodderne
uden at vide hvorfor.
Hvad er der passeret? Jeg var endnu ikke faldet i
Søvn, da jeg pludselig hørte den Støj. Saa tog jeg paa, hvad
jeg i Hast flk fat i, og gik her hen, sagde Kalinovitsch til
hende.
Hun vred kun sine Hænder.
Hvad var der i Vejen mellem Dem og ham, Flegont
Mikailovitsch?» sagde Kalinovitsch til Kaptejnen.
Jeg agter at meddele min Broder det,« svarede denne
og gik ind i Huset.
’Saa følger jeg med Dem, sagde Kalinovitsch.
De fandt Peter Mikailovitsch vaagen og meget forskrækket.
Han stod med slapt hængende Arme foran Nastenka, der med
lukkede Øjne laa paa Sofaen i den samme Kjole, som hun
havde haft paa om Aftenen.
. Kom her hen, mine Herrer! Se dog for Guds Skyld,
hvad der er sket. Nastenka er besvimet! > sagde han med
brudt Stemme.
Pelagia aabnede Nastenkas Kjole, og Kalinovitsch tog
en Vandkaraffe fra Bordet og begyndte at stænke Vand paa
hendes Hoved. Peter Mikailovitsch rystede og spurgte hvert
Øjeblik: Har hun det nu bedre?«
Nastenka aabnede endelig sine Øjne; men da hun saä
Kalinovitsch, for hun hurtig tilbage og gav sig til at le og
hulke paa én Gang. Peter Mikailovitsch sank ned paa en
Stol og holdt paa sit Hoved med begge Hænder.
»Hun er bleven afsindig! sagde han . . . men det var
ikke fuldt saa galt fat. Nastenka havde kun et stærkt Anfald
af Hysteri. Kaptejnen saA paa det hele med mørke Miner;
kun Pelagia mistede ikke sin Aandsnærværelse; hun bragte
Nastenka ind i Sovekamret, lagde hende i Seng, gav hende
Hoffmannsdraaber og søgte derpaa at berolige Peter
Mikailovitsch.
• De opfører Dem jo som et Barn, sagde hun.
Den gamle var virkelig som et Barn.
Jeg var lige faldet i Søvn,« sagde han, »da hørte jeg
pludselig Raabene: Vagt, Vagt, Mord! ... Jeg syntes, det
var i Haven, jeg tænder Lys, gaar her ind og ser Nastenka
komme fra Balkonen . . . jeg taler til hende ... saa falder
hun besvimet om paa Sofaen.
Kaptejnen fortalte i afbrudte Sætninger sin Broder, at
han havde haft ondt i Hovedet, vilde gaa sig en Tur og saa
fremdeles.
Peter Mikailovitsch blev igjen ganske ligesom ude af
sig selv.
Aa, det Afskum, den Skurk! han har vovet at haane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
