Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 23. 8. Marts 1885 - Hannover, Emil. Vilh. Kyhn: Om Tegneundervisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
288
to Sider af den 16 Sides store Piece lyser han alt,
hvad der hedder Fremskridt og det meste af, hvad
der kaldes moderne dansk Kunst, i Ban.
PIvis nu Forfatteren var en Tegnelærer af
almindeligt Lavmaal, der med almindelig Bornerthed
forkætrede det almindelige Fremskridt, ja saa kunde
Fremskridtet blive ved at skride frem og lade
Forfatteren blive tilbage. Men Hr. Kyhn er ingen
almindelig Tegnelærer. Han er en ualmindelig
Begavelse, en fremragende Landskabskunstner med en
betydelig Tænkeævne; og desuden er han en Mand
med en betydelig Erfaring som Lærer i sin Kunst.
Hans Bog har derfor Krav paa Opmærksomhed og
fortjener derfor — Protest. —
Hr. Kyhn synes at leve ene med sig selv og sin
Kunst. Han besoger formodentlig vore Udstillinger,
men moder propfuld af Fordom og Bevidstheden
om sin Generations oven ejende fortrinlige Egenskaber.
Ingen skal være villigere end Meddeleren af disse
Linier til at indrømme disse Egenskaber, men lige
saa vel som Hr. Kyhn og hans fordre og ogsaa
mode Sympathi og Pietet hos den yngre Slægt,
lige saa vel maa denne kræve Respekt for sin
Gjærning. Hr. Kyhn maa soge at gjøre sig det
bevidst, at han hverken kjender vort Publikum eller
vore Kunstnere. Han hævder, at den store Mængde
fanges lettere af det kunstfærdige end af virkelig
Kunst . Men han tager sikkert fejl. Kunst som
hans egen, som Dalsgaards og Exners er folkekjær
som ingen anden, og deres Kunst vil vel næppe
nogen kalde kunstfærdig. Han forsikrer endvidere,
at det store Publikum over for den Slags Kunst, han
ikke kan lide (»denne hanlige Kunst , S. 11) er
ødsel med sit Bifald, og at Karakteren fiks, flot gives
med rund Haand . Slige Udtryk har Hr. Kyhn
vistnok aldrig hort fra vort Publikum. De er
selv-konstruerede. Og mon Forfatteren ikke selv skulde
have gjort den Erfaring, at ingen ung Kunstner er
fiks eller flot pr. Spekulation; sligt giver ingen
særlig lukrativ Indtægt mellem, hvad Hr. Karl Madsen
træffende har kaldt, > os Bonder heroppe .
Og cr den unge danske Kunst da virkelig saa
los, letfærdig og brutal , som Forfatteren mener,
og cr den danske Nutidskunstner da virkelig saa
naivt fjollet og friskt fræk (Hr. Kyhns egne,
ikke synderlig værdige Udtryk)? Sikkert nej. Og
det maa siges Hr. Kyhn og eventuelle Meningsfæller,
at det er usømmeligt at tale et saadant Sprog om
en Kunst, der rummer saa megen Alvor og Ihærdighed
som vor Nutidskunst. Hvis virkelig Hr. Kyhn brænder
efter at se sine Theorier førte ud i Kunstnerlivet,
saa maa han, saafremt han vil drive offentlig Agitation,
iklæde sine Meninger en mere parlamentarisk Form.
Og det skal endvidere siges Hr. Kyhn, at det ikke
tilkommer ham som Repræsentant for en udlevet
Kunstretning at dømme det Gamle og Ny imellem.
Den, der skriver disse Ord, sad for faa Dage siden
og glasdede sig over et af Hr. Kyhns egne Arbejder,
og det endda et af hans mindre betydelige. Han
nød da alt det gode og smukke i den gamle Malers
Naturopfattelse, og han stræbte at glemme det ofte
sære og kantede Væsen, gjennem hvilket denne
præsenterede sig. Saaledes maa Hr. Kyhn ogsaa forholde
sig overfor den yngre Kunst. Selv fra hans ensidige
Synspunkt maa der med en Smule god Vilje være
meget at glæde sig over. Lad saa være, at man
nu til Dags tager lidt vel meget Hensyn til Fan-en
paa Formens Bekostning. «Fanden maa bæres af
Fonn siger Hr. Kyhn; den yngre Slægt er tilbøjelig
til at sige: Formen maa bæres i Farven. Og tor
Hr. Kyhn paastaa, at ikke den sidste Sætning har
samme Værd som den første?
Hr. Kyhn er fremdeles vred, fordi den yngre
Slægt bebrejder den ældre Mangel paa Farve,
Naivetet (? ?) og Friskhed, og han paastaar, at den
nuværende Generation har Hang til Fantasteri. Enhver,
der kjender vort unge Kunstnersamfund, vil vide, at
der umulig kunde findes et Ord, der ramte mindre
end netop dette. Hvis Forfatteren ved »det Prosaiske
og Materielle’ (i hvilket han siger, der synkes ned
forstaar Trangen til at gjengive Væsenets
hverdagsagtige Stemninger og Tingenes haandgribelige Karakter,
siger han derved kun vore unge Kunstnere en
Kompliment.
Endelig udvikler Hr. Kyhn saa i en Snes Linier
sin hele Kunstfilosofi. Det er den bekjendte, ifgl.
hvilken Kunsten er en Skjønhedssøger, -Skildrer og
-Opdrager, en Livets Forædler, en Hvile for Sindet,
en Varmer af Hjærtet o. s. v. Men Hr. Kyhn
glemmer, at Verdenskulturen fra den ældste Tid til
vore Dage har været underkastet idelige
Retnings-svingninger, og at det altid har været et usvigeligt
Tegn paa Stagnation, naar Kulturpendulet var i Ro.
Og Pendulet har siden Hr. Kyhns unge Dage
foretaget en Svingning. Man talte den Gang om det
abstrakt skjønne, nu taler man om det individuelt
karakteristiske. Det er denne Forskjel, der ligger
Hr. Kyhn og den yngre Generation imellem.
Endnu kun et Par Ord om et enkelt, men vigtigt
Punkt i Hr. Kyhns Afhandling. Han skriver (S. 5)
øverst): . . . . — og jeg troer ogsaa, at der hos et
stort Antal Kvinder findes Kunstnerævner, skjønt
jeg rigtignok tvivler om, at der er mange, som have
de Egenskaber, som ere nodvendige, for at der kan
udvikles en Kunstner. Trods Sætningens næsten
paradoxale, uklare Form fremgaar det, at Hr. Kyhn
mener, at kun faa af vore malende Damer naa ud
over det middelmaadige. Og deri har han Ret. Men
man tager næppe fejl, naar man mellem Linjerne
læser, at Forfatteren anser Kvinden for overhovedet
ukunstnerisk begavet. Slig en Anskuelse cr falsk.
Kvindens Finfølelse, hendes nervøse Temperament,
hendes noblere Smag, hendes udprægede Ordenssaos,
hendes stærkere Følelsesudbrud, — alt dette maa
oprindelig gjøre hende skikket til Kunstnergjærning.
Energien mangler hun ganske vist som oftest, —
men det er nok heller ikke alle Mænd, der eje den.
Naar derfor Hr. Kyhn tvivler om vore Kvinders
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
