Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 23. 8. Marts 1885 - Hannover, Emil. Vilh. Kyhn: Om Tegneundervisning - Grigoròwitsch, W. Moder og Datter. Et Efteraarsbillede. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME OG UDE.
Nr. 21.
kunstneriske Ævner, maa han soge Grunden ikke i
primitive Mangler hos det svage Kjøn, men i dette:
vore Kvinders Mødre vare uden Sans for Kunst; de
drev den skjændigste Leg med tidsspildende
Tulipantegninger i Sort og Eorglemmigejsklatten i Blaat og
pjankede, leflede og gøglede med Kunsten. Derfor
og alene fordi det forst er i vor Tid, at Kvinden
søger sin Ligeberettigelse med Manden, er hun nu i
de fleste Tilfælde uden større kunstnerisk Begavelse.
Men netop derfor er det jo vor Tids Pligt at lede
Kvinden et saa langt Stykke ad Kunstnervejen som
muligt Lad os opelske al god Vilje til Udøvelse af
Kunst mellem Kvinder, lad os protestere mod alt
forfængeligt Billedmageri, men understøtte hvert ærligt
Forsøg. Gjor vi det, og gjør de følgende Slægter
det samme, skal det nok en Gang i Tiden vise sig,
at Kvinden — trods det at Hr. Kyhn ikke troer paa
Fremskridtets store Sag — vil kunne stille samme
Kontingent til Kunstnersamfundet som Manden.
Moder og Datter.
Et Eftcraarsbillede at’ W. Grigoröwitsch.
Fra Russisk ved Thor Lange.
Jeg gik hjemme fra ved Middagstid. Ud forbi Landsbyen,
ud forbi de gamle, knudrede Pile, der indfatte Molledammen,
fulgte jeg Vejen henover Stubmarkerne.
Det var koldt og sildigt Efteraar. Regnsjappet begyndte
at skifte med Frostvejr. Vandet, der var blevet staaende i
Hjulsporene paa Vejen, havde allerede antaget Form af Isnaale,
som klingrede og knasede under Fødderne. Den Tid var
kommet, da Landmanden, bekymret for, hvad der skal blive
af Vintersæden, utaalmodigt venter paa den første Sne. Men
Sneen vilde ikke falde endnu. Himlen laa mat og mørk.
Lange blækfarvede Skyer dukkede op mod Nordvest, skød
frem den ene over den anden, tungede sig ud i sorte Kamme
med Spidser af hvidt og jog, drivende hinanden af Sted, saa
hurtigt og saa lavt hen over Hovedet, at man troede al høre
dem suse deroppe i Flugt gjennem Rummet. Til Trods for den
tidlige Eftermiddag tog Egnen sig ud, som om Dagen gik til
Ende og Tusmørket allerede faTdt paa den barfrosne Jord.
Dette svage, blyhvide Skjær over Himlen harmonerer godt
med Stemningen af de golde Marker og den ensomme Vej.
Blødere træde frem imod det Skovens gullige, falmede Hang,
del blege grønt af Vintersæden og Grøftekantens Bræm, hvor
endnu hist og her rejser sig en Busk af Regnfang eller Nælde.
Vidt og bredt omkring laa det ode Sleneiand foran mig;
kun i det fjærne højnede sig blaalige Omrids af en Skov.
Ingen Lyd var at høre, der kunde minde mig om Tilværelsen
af levende Væsner. De tynde Isflager paa den
mennesketomme Vej bristede under mine Trin med skarp Metalklang,
der i Forening med Vindens Piben var det eneste, som afbrød
Efteraarsdvalens Ro. Men Vinden kom kun stødvis; somme
Tider faldt den fuldstændigt hen, og det blev saa stille, at intet
af de tørre Græsstraa langs Vejen bevægede sig; saa begvndte
den aller sin Vise forfra dumpi og klagende som Plasken af
Bølger i det fjærne, kun med uroligere Tonefald, der
efterhaanden blev mere dristigt og steg i Løb og Triller, indtil den
slutteligt med Susen og Hyl stormende for forbi.
Disse Melodier ere ikke glade. Alligevd holder jeg af
dem og lytter gjærne til, naar Efteraarsblæsten synger. Jeg
paatager mig ikke med Ord at gjengive Indholdet af det, som
den synger om i det blege Halvlys. Jeg véd kun, at Sjælen
vinder Klarhed derved og finder Hvile deri.
Med Kraven trukket op om Ørerne og med Huen ned
i Øjnene gik jeg stadigt videre frem over Markvejen. Saaledes
var jeg omtrent kommen tre Verster bort fra Vandmøllen, da
jeg ved at løfte Hovedet opdagede to kvindelige Skikkelser,
der kom mig i Mode. Paa Afstand saå det ud, som om de
fulgtes ad, men efterhaanden, da de rykkede nærmere, skjelnede
jeg tydeligt, at den ene gik et Stykke bagved den anden.
Ikke destomindre var det øjensynligt, at de kjendte hinanden
og skulde samme Vej.
Hun, der gik foran, stod stille hvert andet Minut, vendte
sig om og sagde et eller andet; men bemærkende, at hendes
Ledsagerinde hver Gang drejede sig med Ryggen om imod
hende og blev staaende paa Vejen uden at svare, gjorde hun
en Bevægelse, som om hun opgav at tale med hende, holdt
sig et Par Sekunder ubevægelig, hvor hun stod, ligesom
tænkende over, hvad hun nu skulde gribe til, gjentog saa den
samme hjælpeløse Gestus og gik et Stykke videre.
Lidt efter stod vi Side om Side.
Den förste af de 10 var en gammel krumbøjet Kone paa
henved tresindstyve Aar, meget fattigt klædt. De udtraadte
Sivsko vidnede om. at Vejen, hun havde tilbagelagt, var lang.
Dybe Rynker trak sig tværs henad Panden, og de tunge
Øjenlaag vare røde og opsvulmede, maaske af Taarer, hvis
Løb endnu syntes at kunne spores over Kinderne ned til
Mundvigerne. En stor ulægelig Sorg var det første eller del
staaende Udiryk i dette Ansigt, hvori Tiden havde pløjet sine
Furer og Nød og Mangel tegnei sig med haarde, skarpe Træk.
Den gamle Kone støttede sig til en afbrækket Birkekjæp
ligesaa knudret som Haanden selv, hvori den laa.
Efterat være kommen i Linje med mig, standsede hun og
vendte sig aner om efter den, der fulgte hende. Men den
anden begyndte strax at tage mindre Skridt, rykkede til Side,
stillede sig med Ryggen imod os, og stemmende sin lange
Stok fast mod Jorden lænede hun sig med Brystet ind over
den og blev staaende.
Den gamle Kone rvstede paa Hovedet. »Mäscha!’; sagde
hun bedrøvet. — Mänja, Mår ja, < gjentog hun sin Kalden med
næppe hørlig Klang af Bebrejdelse i Stemmen.
Hun, lil hvem Tiltalen var henvendt, skød utaalmodigt
Skulderen til Vejrs, men rørte sig ikke af Pletten.
Saa stirrede den gamle paa mig med sine trætte Øjne
og spurgte, hvad Vej hun skulde gaa for at komme lil
Landsbyen Bessübowo.
Vi stod paa et Sted, hvor tre Gangstier mødtes. Jeg
anviste Konen den ene af dem og sagde hende udførlig Besked.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
