Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 23. 8. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
Tusend Sjæle.
Roman al Alexis Pisemski. (Fortsat
Nej, jeg’ svarer Dem ikke,-, sagde Mediokritski. Jeg
véd jo ikke en Gang, hvorfor jeg er arresteret; man har grebet
mig som en Tvv eller Rover; og da jeg horer til Landrettens
Departement, saa ønsker jeg at have en Deputeret og svarer
Dem ikke. Vil De ikke sende Bud til min Chef,
Kreds-Amtmanden ?
Hvad behager? Har De oven i Kjøbet Mistillid til
mig? Tror De, jeg vil gjøre Dem Uret?... I Kassematterne
med dig, Kjæltring!« raabte Politimesteren atter rasende.
»Jeg tror slet ikke, jeg fordrer kun min lovlige Ret, og
De er maaske saa god at lade være med at skrige saadan op
imod mig,< gjentog Mediokritski lige frækt.
Den gamle Mand rejste sig og gik op og ned. Havde
han været under fire Øjne med den anklagede, saa vilde denne
sandsynligvis ikke have undgaaet at gjøre Bekjendtskab med
hans Stok.
Jeg synes, man kunde gjærne sende Bud til
Kreds-Amtmanden, naar Hr. Mediokritski ønsker det, sagde Kalinovitsch.
»Meget gjærne,^ sagde Politimesteren og fløjtede strax.
Hurtig viste sig.
Gaa strax hen til Kreds-Amtmanden, lad ham vække og
bed ham komme her hen i et vigtigt Anliggende.«
Hurtig gik.
Hr. Mediokritski kan vel gaa ud? sagde Kalinovitsch.
»Ja vel,« svarede Politimesteren. Gaa ind i det
Værelse,-sagde han strængt til Mediokritski, der gik sin Vej med et
spotsk Smil.
Kalinovitsch tog de to gamle hen til Vinduet og forklarede
dem meget indlysende, at de næppe kunde bevise noget ved
en Undersøgelse, og at det ogsaa maatte være ubehageligt for
Peter Mikailovitsch, at hans Navn og især hans Datters blev
draget ind i en Undersøgelse.
■ Meget sandt, meget sandt, sagde Politimesteren.
»Og derfor mener jeg, > vedblev Kalinovitsch, at naar nu
Kreds-Amtmanden kommer, saa kunde Politimesteren sammen
med ham affatte en nøjagtig Beretning om Hr. Mediokritskis
Adfærd til Gouvernementschefen, og saa vil denne uden nogen
som helst Undersøgelse langt lettere træffe sine Dispositioner.!
For min Skyld gjærne, sagde Politimesteren; »men jeg
putter ham alligevel ned i Kasematterne.«
Kreds-Amtmanden mødte med et ganske forskrækket
Ansigt. Vi kjende ham allerede til Dels, og jeg tilføjer kun,
at han var det fredeligste Menneske i Verden, skrækkelig
frygtsom i alt, hvad der angik Tjenesten, og endnu mere
frygtsom lige over for sin Kone.
Man fortalte ham, hvad Sagen drejede sig om.
»Hvad er det. De siger? Men for Guds Skyld!
udbrød han endnu mcrc forskrækket.
Vi opsætter strax en Rapport til Gouvernøren, sagde
Politimesteren.
>Ja, lad os gjøre det, svarede Kreds-Amtmanden, naar
vi blot ikke kommer galt af Sted af den Grund.
Kalinovitsch erklærede, at de slet ikke udsatte sig for
nogen Ubehagelighed, men at de tvært imod vilde paatage
sig et slemt Ansvar, hvis de dyssede Sagen ned.
»Naa, ja, ja da, sagde Kreds-Amtmanden.
Det er altsaa afgjort, : sagde Kalinovitsch og affattede
selv Rapporten til Gouvernøren i de allerskarpeste Udtryk.
Politimesteren og Kreds-Amtmanden underskrev den.
Mediokritski havde gjennem Bræddevægen hørt hele
deres Samtale, og da han saa’, at Stillingen havde taget en
slem Vending for ham, styrtede han hen til Kreds-Amtmanden,
da denne var ved at gaa.
Nikolai Jegorytsch! De har jo prisgivet mig! Naar
jeg skal udsætte mig for Straf, saa vil jeg dog hellere bede
om Forladelse!«
Kreds-Amtmanden vendte om; Mediokritski fulgte ham.
Han vil bede om Forladelse,« sagde Kreds-Amtmanden.
Deres Højvelbaarenhed, sagde Mediokritski til
Politimesteren og bad først ham om Naade.
»Nej nej, - svarede denne.
Peter Mikailovitsch!: sagde han derpaa til Godniev;
■ De vil da ikke ødelægge en ung Mand for bestandig? Gud
i Himlen vil lønne Dem for det.
Med disse Ord faldt Mediokritski paa Knæ for Peter
Mikailovitsch. Den gamle vendte sig fra ham.
»Deres Højvelbaarenhed, vær barmhjærtig,« sagde han,
idet han krøb paa Knæ hen til Politimesteren.
Denne begyndte at dreje paa sit Overskjæg.
»Tilgiv ham, mine Herrer,« sagde Kreds-Amtmanden, og
de to gamle havde sikkert overgivet sig, hvis ikke
Kalinovitsch var traadt imellem.
Ȯdelmodighed er ikke paa sin Plads her, Peter
Mi-kailytsch!« sagde han, og, idet han henvendte sig til
Poltti-mesteren, fortsatte han: »Og De som Byens Overhoved, maa
allermindst neddysse saadanne Gjerninger.«
De vilde krænke min Datter; det tilgiver jeg Dem ikke,«
sagde Peter Mikailovitsch og gik sin Vej.
»Jeg tilgiver Dem det heller ikke . . . Kasematterne vil
jeg skjænke Dem; men jeg tilgiver Dem det ikke/, sagde
Politimesteren og fulgte humpende Peter Mikailovitsch.
Man behøver næppe at omtale, hvilken Sky af Sladder
der udladede sig over den stakkels Nastenka. Damerne,
hvoraf nogle meget hemmelighedsfuldt og meget forsigtigt stod
i Elskovsforhold til Deres Lakajer, andre til Korsangere og
Seminarie-EIever — disse Damer lod, som om de var moralsk
indignerede, og pludrede som Skader, først og fremmest
Kreds-Amtmandinden, der med sand Fanatisme gik omkring i Byen
og fortalte, at Mediokritski havde Ret til at handle saaledes
da Frøken Godniev havde skjænket ham stor Opmærksomhed,
og at hun med sine egne Øjne havde sét denne usædelige
Pige omfavne den unge Inspektør ved Vinduet. Retsbudets
Enke havde ogsaa noget at fortælle. Hun meddelte meget
hemmelighedsfuldt til mange, at Nastenka ganske alene besøgte
Hr. Kalinovitsch og sad ved Siden af ham paa hans Seng.
Og hvad de beskæftigede sig med, var da egentlig ikke tvivlsomt.
»Hvor de unge Piger nu for Tiden mangler Agtelse for
sig selv, himmelske Fader! Hvis de ikke frygter Gud, saa
burde de dog i det mindste frygte Skjændselen paa Jorden!»
sagde hun og trak paa Skuldren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
