Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
299 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
i deres rode Uniformer har lokket Folk til at folge
sig til Bedesalen, har holdt inde. Flere tusende blege,
trætte, anstrængte Ansigter er vendte mod
Forhøjningen, hvor en ældre Kvinde med en sort Hue paa
Hovedet staar og taler. Det er Generalens Hustru,
Mrs. Booth. Her findes den Inderlighed, .som jeg
har savnet baade hos Hojkirkens Præster og
Smaa-borgernes Foredragsholdere. Hun er til en Begyndelse
oprørt og urolig. Jeg kommer fra mit Barns
Sygeleje. Jeg har vaaget der i Sorg og Angst hele Natten.
Da saa Morgenen kom, og jeg skulde gaa her hen,
følte jeg mine Kræfter svigte. Jeg bad: Herre, lad
mig være fri i Dag. Jeg holder det ikke ud, jeg er
saa træt og hjærtesyg. Jeg vil ikke kunne tale i
Dag, Ordene svigte mig. Men da sagde Herren:
Du lidet troende. Just, fordi du er træt og hjærtesyg,
skal du tale til de trætte og hjærtesyge. Tror du
ikke, der findes andre Mødre end dig, der har grædt
i Nat ved deres kjæres Sygelejer. Du behøver ikke
at være vis og stor og veltalende, fortæl kun ganske
ligefrem om din egen Strid og den Trøst, du har
fundet, saa vil du altid derigjennem give andre Trost.
Og nu fortalte hun i enfoldige hverdagsagtige, men
ingenlunde derfor simple, Udtryk om alle de
forskjellige Sindsbevægelser, hun havde gjennemgaaet
den Nat. Og man levede med hende, følte hendes
Uro, da hun pludselig, efter at have ligget en Stund
i Bøn, troede at mærke Barnets Aandedræt standse,
glædede sig med hende, da det atter aabnede sine
Øjne. Man folte, at alt hvad hun omtalte, var
gjennemlevet og gjennemkæmpet, og man blev næsten
rort over den jublende Fryd, hvor med hun deqiaa
skildrede den Trøst, hun havde fundet i Bønnen, den
dejlige Forvisning, som med den indbrydende Morgen
havde spredt Nattens Morke og Vaande og sagt
hende, at hendes Barn var i Guds Haand, og at
hvad han end vilde gjøre ved det, saa var det godt.
Og Tilhørernes Ansigter, der i Begyndelsen havde
været saa sørgmodige og overanstrængte, begyndte
at opklares under hendes sværmerske Skildring af
Troens og Naadens Mysterier. En ejendommelig
Fanatisme stod at læse i mange af disse Fysiognomier,
et underligt, spændt, udtryksløst, stirrende Blik, et
lille sødligt, stereotypt Smil om Læberne.
Men vi komme endnu længere ned, ned til den
Samfundsklasse, der aldrig sætter sine Bén i et
Bedehus af nogen somheist Art, til dem, der hele Dagen
drive omkring paa Gaderne uden Beskæftigelse,
klædte i Pjalter, men ofte med Silke og Flojel over.
For at tildrage sig deres Opmærksomhed kommer
ofte en eller anden ung Mand og stiller et Stueorgel
op paa selve Fortorvet. Han sætter sig ned og
begynder at spille. Lediggængerne, Dagdriverne og
navnlig Børneflokkene fra Rendestenene standse og lytte,
og naar en tilstrækkelig stor Skare er bleven samlet,
rejser den unge Mand sig op og begynder at tale,
advare, straffe, bede, lokke. Børnene lytte med
gabende Mund, nogle halvvoxne Drenge puffe
hverandre i Siden og grine; et drukkent Fruentimmer
græder og snøfter salvelsesfuldt og vender Øjnene
mod Himlen og tørrer sin rindende Næse med Armen.
Tilhørerne komme og gaa; to Piger paa en 14, 15
Aar i lange Silkekaaber, med vejende Fjer, men med
pjaltede Kjoler og nedtraadte Sko begynde at slaas
og tiltale hinanden med grove Skjældsord. Men
under alt dette vedbliver den unge Mand at tale
alvorligt, bevæget, sædvanlig med opad vendte
Blikke, uberørt af de urene Omgivelser og fast i sin
Tro paa at kunne omvende dette umoralske, liderlige,
tyvagtige Udskud til Kristendommen og gjøre dem
til rene Engle.
En Menighed af denne Slags plejede sædvanlig
at samles udenfor The Hall of Science, Bradlaughs
Forsamlingssal, ogsaa kaldet Fritænkernes Platform ,
paa de Aftener, da der her blev holdt Forsamlinger,
rimeligvis for at danne en Modvægt til den bespottelige
Lære, der prædikedes derinde. Nogen egentlig
Konkurrence kunde der dog næppe være Tale om,
eftersom Befolkningen fra Gaden ikke kunde tænke
paa at træde ind i Forelæsnings Salen, hvortil
Adgangen kostede 6 Pence, lige saa lidt som nogen
af de forholdsvis dannede, Kundskab søgende Arbejdere,
der besøgte Salen, vilde falde paa at lytte til de lose
Følelsesudbrud fra Gadens Apostle. Hver af dem
gik sin Vej, og disse Veje krydsedes aldrig i indre
Forstand, uagtet Fritænkerne hver Søndag Aften var
nødte til at trænge sig frem gjennem den Flok af
Dagdrivere, der, mens de skraalende sang Sankeys
Salmer, kastede Plakater med > C om c to Jesus« i
Ansigtet paa dem.
Vi gaar ind i > The Hall of Science«. Fra spæde
Bornelæber lyder der hist og her i Salen Raabene:
» What is the use of prajer.-* by Annie Besa ut’)
— Has man a soul.2 »Is there a God.- by
Charles Bradlaugh o. s. v. **) Det er Smaaskrifter,
der paa denne Vis udbredes blandt Almenheden.
Bradlaugh og Mrs. Besant er to store Navne
blandt de engelske Arbejdere. De er begge kjendte
selv udenfor England; Bradlaugh vel mest gjennem
sin ejendommelige Strid med Parlamentet, Mrs. Besant
gjennem sine folkelige Skrifter. Begges Virksomhed
falder for øvrigt saa nær sammen baade paa Grund
af deres personlige Samarbejde og deres Fællesskab
i Anskuelser, at man næsten ikke kan tale om den
ene uden at nævne den anden. Begges
indflydelsesrige Stilling og typiske Personlighed kan vel gjøre
dem fortjente til en nærmere Karakteristik, som jeg
her vil søge at give paa Grundlag dels af de Foredrag,
jeg har hørt dem holde, dels af de af dem udgivne
Skrifter samt af mit personlige Indtryk af dem.
Der gaar en Mumlen gjennem Forsamlingen,
derpaa høres der livlige Bifaldsklap. To Mænd gaa
frem gjennem Salen op paa Forhøjningen »the
platform*t, som man kalder den. Den ene træder frem
og underretter Forsamlingen om. at Mr. Bradlaugh
•) Hvortil njtter Bønnen: af A. B.
*•) Ilar Mennesket en Sjæl? Er der en Gud til? al C. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
