Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Grigoròwitsch, W. Moder og Datter. Et Efteraarsbillede. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
304
Pletter, indtil helt ude i Baggrunden alt smeltede sammen i
en eneste grænseløs, for Øjet ikke omfattelig skinnende Flade
i Morgenglans.
Jeg ilede med at slutte mig til en Flok Bønder, der
stimlede sammen ved Færgestedet. Dernede var Virvar og
stort Spektakel. Som Følge af det pludselige Snefald var
Floden traadt noget ud over sine Bredder, saa man kom til
at vade en Snes Skridt i Vand op til Knæerne, for at naa hen
til den primitive Landgangsbro, hvor Prammen laa fortøjet.
Denne vaade Indskibning syntes at vække Mistillid navnligt
hos Hestene, der uden at ænse de forskjellige Ejermænds
øredøvende Hujen og uafladelige Piskeslag haardnakket
strittede imod og slog bag ud. Mellem Folkene, der allerede
vare komne om Bord, og de andre, som endnu stod paa
Bredden, gik Forhandlingerne livligt:
Hej, du dér, Faladæj, eller hvad det er, du hedder, træk
Trensen over Hovedet paa Hesten, saa gaar den bedre,«
raabte Færgemanden, en tyk Bonde i blaa Kaftan og lange
Skaftestøvler.
Du skulde hellere binde Halen op paa den, raadede
ironisk ude fra Prammen en lille Fyr med en spids Tot Skjæg
under Hagen, smaa poliske Øjne og Pibe i Munden. »Faar
den forst Halen dyppet, bliver den aldrig i Verden tør igjen.«
Hold du bare Mund, skeløjede Spidsmus,svarede den
tiltalte. »Jeg forstaar mig vist bedre paa Heste end du.« —
Men trods al sin Forstand var han øjensynligt denne Gang
slemt i Klemme.
Endelig, efter langvarig Skrigen og mangfoldige
Raad-slagninger og Debatter, syntes den taalmodighedsprøvende
Ventetid at nærme sig sin Slutning. Inde paa Bredden var
der kun én Vogn tilbage endnu. Der susede et Piskeslag,
en Stemme raabte af fuld Hals: Haa, hej, uh, vil du trække!«
Det plaskede i Vandet, og med et Burns stod Kjøretøjet oppe
paa det tilsølede Plankedæk over Bagenden af Prammen, hvor
Mennesker, Heste og Vogne vare stuvede sammen, som det
bedst kunde træffe sig. Fortøjningen kastedes los, og Prammen
gled fremad paa Træktovet.
Nu, Kammerater, tag en Haand i med og hjælp,« bad
Færgemanden, idet han med den ene Arm satte Pelshuen til
Rette paa Hovedet af sig og med den anden, der til Albuen
var stukket ind i en gammel Skindvante, halede i Tovet saa
stærkt, han kunde.
Han stod og arbejdede nede paa Bunden af Prammen
med begge Benene i Vand, der sivede ind gjennem alle Fuger
i det utætte Fartøj, dryppede langs ned ad Tovet og truede
med snart at oversvømme Plankedækket, hvor Hestene stod.
Manden, der skulde besørge Overfarten, tabte alligevel ikke
Modet, men vedblev at henvende sig med Indbydelser til
Bønderne, der sad rundt om paa Rælingen, opfordrende dem
til at anstrænge deres Kræfter for det fælles bedste.
-Han er ikke saa dum endda,< mente Faladæj, den
samme, der havde haft det store Brvderi med at faa sine
Heste over paa Færgen.
Tag du kun et lille Tag i med,’ svarede den lille med
det spidse Skjæg. Er det kanske ikke dine egne Næver, du
har siddende paa Skafterne, siden du sparer saa meget paa
demr Dermed spyttede han tre Alen ud til Siden.
Om det er mine egne, skal du nok faa at mærke, naar
vi næste Gang kommer sammen til Marked, lovede han, der
havde tilskrevet sig mere Forstand paa Heste end sin Modpart.
»Nej, giv alligevel et lille Skub til, go’e Venner, begyndte
Færgemanden igjen. »Det er ikke saa meget let for mig,
kan I tro, saadan at trække jer allesammen.
»Naturligvis er det ikke let. Derfor tager du ogsaa
Penge for at færge os over.«
»Tager jeg maaske mange Penge af dig?’. —
»Mange eller ej, det kommer ikke mig ved. Du tjener
altid nok til en Gang at kunne reparere Prammen.«
»Hvorfor skulde jeg reparere den?« —
»Hvorfor du skulde? Det skulde du, fordi vi ellers
allesammen gaar lige til Bunds. Nü er det snart femte Uge,
at du hver Dag lover at gjøre det, men alligevel bliver der
ikke noget af det.< —
»Naa, lige meget! Om ikke i Dag saa i Morgen sender
Vor-Herre Frostvejr; hvad skulde jeg saa reparere den fo’r.
Til den Tid holder den vel nok, saa vi ikke drukne. Hør,
lille Venner, tag fat med for en Gangs Skyld! — Hej, Moster,
hvad sidder du der og spekulerer paa. Du kunde ogsaa give
mig en Haandsrækning, kunde du, , sagde Færgemanden og
gjorde en Bevægelse med Hovedet ud mod den anden Ende
af Prammen.
Jeg lod Øjnene strejfe hen i samme Retning og blev
meget fornøjet ved at opdage den gamle Kone, jeg allerede
kjendte. Hun sad paa en Pakkasse i Forenden af Færgen.
Ved Siden af hende stod Måscha; bøjende sig ud over Rælingen
trak hun tankeløst Furer i Vandet med Spidsen af sin Stok.
Jeg entrede, saa godt jeg kunde, et Stykke længere frem
og naaede hen til den gamle.
Hun kjendte mig strax igjen og rejste sig op for at hiise
paa mig.
Strax ved første Øjekast bemærkede jeg, at hendes Ansigt
ingenlunde udtrykte den dybe, haabløse Resignation, som
udelukkende havde givet det sit Præg, den Gang vi mødtes
første Gang. Og ved at se nærmere til forbavsedes jeg
endogsaa over at iagttage den lykkelige Forandring, der efter
alle hendes Træk at dømme syntes at være foregaaet med
hende. Nysgjerrigheden vaagnede i mig; jeg fik Lyst til at
faa Udfaldet at vide af hendes Samtale med den kloge Mand,
der kunde læse over Folk og trække al Slags Ondskab ud
af dem.
»Naa, Bedstemoder,« sagde jeg, idet jeg satte mig ned
ved Siden af hende. Var Du saa i Bessübowo?
Ja, jeg var, lille Faer.«
»Fik du ogsaa talt med den kloge Mand?«
Ja, det fik jeg nok, min kjæreste.
Hvad blev d’ct saa egenligt til? spurgte jeg med et Blik
paa Måscha, der uden at tage mindste Hensyn til os vedblev
at trække Furer i Vandet med sin Stok.
Det blev egenligt ikke til noget, lille kjæreste. Han
saå bare paa hende. * —
»Sagde han da ikke noget?- —
»Jo, det gjorde han nok.....Han sagde: Det kan
Mennesker ikke gjøre noget ved; det kommer fra Vor-Herre.
Det har et Menneske ingen Magt over; det kommer altsammen
an paa hans hellige Vilje.«
Jeg sa5 paa den gamle Kone. Hvert Træk i hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
