Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
306
Champagne, Herre,- svarede den gamle; det vilde jo
være Synd. Skal vi afbryde Fasten for Deres Glædes
Skyld? "
I den Henseende kan man vist ikke henvende sig til
nogen bedre end Dem, højstærede Pelagia, sagde Kalinovitsch
til Husholdersken, der havde dækket Tebordet.
Nej, det kan man ikke,; sagde Godniev.
Komman-dorinde. skaf os en Flaske Champagne. «
Kalinovitsch gav Pelagia Penge og trykkede samtidig
smilende hendes Haand. Saa elskværdig havde han endnu
aldrig været mod den gamle Jomfru, og hun blev ganske rød
i Hovedet.
Og sørg saa for en Bid Mad, lad os faa nogle røgede
Sager, tilføjede Peter Mikailovitsch.
Aftensmaden var færdig Kl. ir. De »røgede Sager«
bestod . en marineret Gedde, frisksaltet Stor med hollandsk
Sauce, tørret Brasen, stegte, røgede Sild, og alt var serveret
i den skjønneste Orden paa det store, runde Bord.
Pelagia har virkelig tilberedt et romersk Maaltid,« sagde
Kalinovitsch, som atter vilde vise sig behagelig mod
Husholdersken, og da de satte sig til Bords, forlangte han bestemt,
at hun ogsaa skulde tage Plads og ikke bestandig skulde fare
omkring. Han var i det hele i udmærket Humør.
Før de gav sig til at spise Brasen, fyldte Peter
Mikailovitsch alle Glassene og sagde i en munter Tone: Paa vor
unge, talentfulde Forfatters Sundhed! • hvorpaa han tømte sit
Glas i ét Drag. Nastenka, som sad ved Siden af Kalinovitsch,
greb hans Haand, trykkede den og drak ligeledes sit Glas ud.
Kaptejnen drak Halvdelen, Pelagia nippede kun. Peter
Mikailovitsch lagde Mærke dertil og bad dem om at drikke
ud. Kaptejnen slubrede i Tavshed Vinen i sig, Pelagia
stødvis, idet hun sagde: Jeg faar Hovedpine deraf;.- men hun
drak dog ud.
Tillad ogsaa mig at foreslaa en Skaal,« sagde
Kalinovitsch, idet han rejste sig og skjænkede Champagne til dem
alle. En Skaal for én af de bedste Kjendere af den russiske
Literatur og min første literære Beskytter!» vedblev han, idet
han klinkede med Peter Mikailovitsch. Paa min lille Venindes
Sundhed!« sagde han til Nastenka og kyssede hende paa
Haanden.
Han kaldte ofte i de andres Nærværelse spøgende Nastenka
sin lille Veninde.
»Paa den tapre Kaptejns Sundhed!- tilføjede han, idet
han bukkede for Flegont Mikailovitsch, -og saa Deres!« sagde
han til Pelagia.
Hurra!« raabte Peter Mikailovitsch.
De tømte alle deres Glas.
Kaptejn,« sagde Peter Mikailovitsch til sin Broder,
ræk vor Forfatter Deres krigerske Haand. Apollo og Mars
maa leve sammen i Venskab. Jakob Vassilytsch, klink med
ham!«
Meget gjærne, svarede Kalinovitsch, hvorpaa han hurtigt
skjænkede i til sig og Kaptejnen, klinkede med ham og kraftigt
trykkede hans Haand. Kaptejnen besvarede ikke
Haand-trvkket.
Gid alle Misforstaaelser mellem Dem maa blive hævede,
gid der i Fremtiden maa være Harmoni og Fred imellem
Dem! sagde Peter Mikailovitsch.
Jeg haaber, at Flegont Mikailovitsch med Tiden, naar
han kjender mig bedre, vil forandre sin Mening om mig,
–sagde Kalinovitsch.
Det haaber jeg ogsaa, De er en dannet Mand, sagde
Kaptejnen med et Sideblik paa Nastenka.
I Stedet for at svare, trykkede Kalinovitsch endnu en
Gang Kaptejnens Haand.
Saaledes endte det lille Gilde, ved hvilket man havde vist
saa stor, oprigtig og glad Sympathi for Kalinovitschs Held.
Der gives dog endnu gode og rare Mennesker i Verden, =
sagde han, da han vendte tilbage til sin Bolig.
Anden Del. Første Kapitel.
Man kan vanskelig tænke sig den Fryd, som Peter
Mikailovitsch i nogle Uger følte alene ved Tanken om, at den
unge Forfatters Værk var blevet trykt og havde faaet saa
smuk en Modtagelse. Da hans Hjærte var altfor fuldt, førte
han sin Samtale med den gamle Kjøbmand, Kirkeinspektøren,
hen paa dette Æmne, da han næste Søndag efter
Morgengudstjenesten forlod Kirken med ham.
I Folk1 af Kjøbmandsstanden undlader saa ofte at skafte
eders Børn Dannelse. Det er slet ikke godt! Det var
Indledningen.
Inspektoren, der var en Mand af den gamle Skole, gjerrig,
men forstandig og meget snu, formodede, at der kunde blive
sagt noget, der interesserede ham, lagde derfor Hovedet lidt
paa Siden og lyttede med sit hø;re Øre, det eneste, han kunde
høre med, men som han for øvrigt ogsaa undertiden alt efter
Omstændighederne fingerede at være døv paa.
Se, der er nu f. Ex. min Efterfølger, Inspektøren,c
fortsatte Peter Mikailovitsch, r han er forældreløs, fattig, men
saa dannet, at han bliver Forfatter, følgelig en berømt og rig
Mand.
Kjøbmanden trak paa Skuldren.
»Lykken har sine Luner, Herre, hvis jeg maa sige min
Mening,« sagde han med et Suk. Saa lettede han paa Huen
og med Ordene: »Jeg beder om Undskyldning, Deres
Højvel-baarenhed, ! drejede han ind i en Sidegade og forsvandt gjennem
sin tunge. Egetræs Dør, som han baade laasede og stængede,
hvorpaa han slåp sin Lænkehund løs.
Da Peter Mikailovitsch mente, at denne Mangel paa
Opmærksomhed skyldtes den russiske Kjøbmands Uvidenhed, gik
han paa sin Spadseretur næste Dag ligesom tilfældig ind i
Retslokalerne og først til Kassen, fordi Kassereren efter hans
Mening slet ikke var nogen dum Mand, men nok forstod sig
paa de Ting. For at have en passende Anledning til sit
Besøg, bad han Kassereren om at bytte en
Femogtyverubel-Seddel, og da sidstnævnte omhyggelig talte Pengene, satte han
sig ved Siden af ham og spurgte ham som ganske i
Forbigaaende :
Kjender De den nuværende Skoleinspektør r«
Jo, han bringer nok sit paa det torre, ligesom De,<
svarede Kassereren og snøftede.
Han har skrevet en udmærket Roman, som han nu er
blevet berømt ved,« sagde Godniev.
Kassereren snøftede i Stedet for at svare.
Det overraskede Peter Mikailovitsch lidt; men han vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
