Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME
OG UDE.
Nr. 21.
imponere Kassereren med Pengespørgsmaalet, ligesom han
havde imponeret Pelagia, og tilføjede derfor:
»Hvor man dog betaler godt nu. For otte saadanne
trykte Sider giver de halvtredsindstyve Solvrubler .... Det
er meget.«
Kassereren sagde ingen Ting, men snoftede igjen. Peter
Mikailovitsch fattede endelig, at den Samtale slet ikke
interesserede ham.
Naa, sagde han, idet han rejste sig, paa Gjensyn!.
Paa Gjensyn,: svarede Kassereren og snoftede endnu en
Gang.
Da Peter Mikaiiovitsch var kommet uden for, stod han
og spekulerede i nogen Tid.
Naa jeg vil prøve det endnu en Gang, sagde han, og
saa gik han hen i Landretten, hvor han traf et stort Selskab;
Kredsøversten, det livsvarige Medlem og desuden Dommeren
og Bisidderen, som fra deres Ret var kommet til Landrettens
Møde. Sekretæren, en ung Mand, der først lige nylig havde
begyndt sin praktiske Carriere, søgte at vinde alle ved sin
Venlighed. To rødhaarede Skrivere, Mediokritskis kjødelige
Brodre, ligeledes unge Mennesker, der skrev en meget smuk
Haand, stod ved Salens Glasdør og viste stor Opmærksomhed
for hvad der foregik.
De saa alle paa en vis Prochoroff, en Godsejer, der var
kommet til Byen, en Mand paa en tresindstyve Aar og af
kæmpemæssig Skikkelse. De havde skjændtes om
Exercéer-reglementet, og nu marcherede han og tog Geværgrebene paa
en Udrage. Dommeren kommanderede. En, to! En, tol«
sagde han og slog sig paa Laaret. Prochoroff, der havde
store Sveddraaber paa Panden, marscherede højst
samvittighedsfuldt. Holdt! kommanderede Dommeren. Prochoroff
stod stille. »Til venstre ret!« skreg Dommeren. Prochoroff
vendte sine Tyreøjne lidt til venstre. Lad i tolv Tempoer!.
kommanderede Dommeren. Prochoroff lod først, som om
han tog en Patron frem, saa bed han den af, lod den falde
ned i Løbet, stødte paa den med Ladestokken, spændte endelig
Hanen og sigtede. Fyr!« skreg Dommeren. Prochoroff
sagde: Paff!« Han gjør ingen Fejl,- bemærkede det
livsvarige Medlem til Bisidderen. Nej, ikke én,; svarede denne.
Man skulde tro, det var underligt og ganske unyttigt at
begynde en Samtale om Literatur i saadant et Selskab; men
Peter Mikailovitsch kunde ikke dy sig, og da han saf), at den
Avis, i hvilken Kalinovitsch blev rost, laa i Vindueskarmen,
tog han den, og idet han henkastede den Bemærkning: Hør,
hvad man skriver om en Herre herfra,- læste han hele
Kritiken for dem.
Under denne Escapade stirrede de alle ned paa Gulvet,
som om den gamle Mand havde sagt én eller anden Dumhed
eller gjort noget latterligt.
»Aa, hvorfor skal vi tale om lærde Ting her, de Herrer
er selv lærde, sagde Prochoroff og præsenterede Gevær med
Udragen.
Peter Mikailovitsch tav og gik hurtigt sin Vej uden at
sige Farvel til nogen.
Det første Hus i Byen, hvor man hilste Kalinovitschs
dæmrende literære Berømmelse, var Generalindens. Det skete
ganske tilfældigt. Generalindens Soiréer holdt allerede op
midt om Vinteren. Hun fik et Slagtilfælde, som vel ikke
havde betydelige Følger, men dog øvede lidt Indflydelse paa
hendes aandelige Evner. Kreds-Amtmandinden, hvem det var
lykkedes at sætte sig fuldstændig fast i Huset, paastod, at
Mademoiselle Pauline var ude af sig selv af Fortvivlelse. Hun
elskede sin Moder og led derfor mere end Patienten selv,
saa meget desto mere som alle Bønner ikke kunde bevæge
den gamle Dame til at tage til Moskov eller til
Gouvernements-staden for at lade sig kurere. Hun vilde slet ikke høre Tale
om det. Siden hun er bleven syg,< tilføjede
Kreds-Amt-mandinden i Fortrolighed, »er hendes Gjerrighed taget endnu
mere til. Hun trykker sig ved at give tusend Rubler ud —
en Draabe i Havet i Forhold til hendes Formue — og derfor
lader hun sig behandle af Doktor Pokrovski her og paastaar,
at han er en meget dygtig Mand, medens al Verden véd, at
Pokrovski kun tænker paa at spille Kort og skriver saa
dumme Recepter, at de ikke kan låve Mixtur efter dem paa
Apotheket.«
I den anden Fasteuge hændte der Generalinden en
Ubehagelighed. Mediokritski, der var vedblevet at være
hendes Fuldmægtig, havde, efter at have mistet sit Embede,
siddet fjorten Dage i Værtshuset og drukket uophørlig.
Generalinden, som ikke vidste noget af det, lod ham hente
tusend Solvrubler paa Posthuset, hvad der ogsaa var sket
tidligere. Han hævede Pengene og lod sig ikke mere se, ja,
han forsvandt fra Byen, og man vidste ikke, hvad der var
blevet af ham. Man kan tænke sig, hvilket Indtryk denne
Frækhed og Tabet af saa betydelig en Sum havde gjort paa
den syge, gamle Kone. Hun tik noget, der lignede et nyt
Anfald. Mademoiselle Pauline havde ingen Kræfter mere.
Hun skrev et kort, parfumeret Brev til Fyrst Ivan og sendte
det af Sted med Ilbud. Fyrsten kom næste Dag, hvorover
Patienten, som ikke havde ventet ham, glædede sig meget.
I Lobet af et Kvartérstid havde han saadan talt hende til
rette og beroliget hende, at hun forlangte at blive flyttet fra
Sovekamret til Dagligstuen; imidlertid kjørte Fyrsten ud, som
han altid plejede at gjøre, naar han var i Byen, for at besøge
én eller anden af sine bekjendte. Først tog han hen til
Justits-bygningen, hvor han i Distriktsretten, eftersom han ikke traf
Medlemmerne, sagde Sekretæren nogle pæne Ting, hilste venligt
paa Huissier’en, der stod ved Landrettens Dør, og da han
modte Kredsøversten paa Gaden, tilkjendegav han ham sin
mest uskrømtede, alleroprigtigste Glæde og holdt ham i det
mindste fem Minuter i begge Hænder, som han trykkede med
Følelse. Paa Hovedgaden mødte Fvrsten derna>st Peter
Mikailovitsch, for hvem han allerede i lang Afstand nikkende
og smilende tog sin Hat af. Peter Mikailovitsch kom hen til
ham og gjorde et ærbødigt Buk. Han havde stor Veneration
for Fyrsten og omtalte ham saaledes: »Det er en Talleyrand,
mine Herrer, vor Tids Talleyrand!«
Hvordan har De det? spurgte Fyrsten, idet han
venskabeligt trykkede Peter Mikailovitschs Haand.
:Jeg takker ærbødigt, Gud være lovet, man lever,;
svarede denne. (Fonene.)
lmlhold: Nojlc Londoner Typer. Prædikanter, Folketaler«- 05
Samfundsrcforiuatorer. Af A. CA. Edgren, f. Leffler. — Belfagor.
Novelle af jViV*rt?/.i Maeehinrelti. Ved S. Sehnudorfih. (Sluttet). — Moder og
Datter. Et Eflcraarsbillede af IK Grigitrrzpi/jeb. Fra Rturok ved Thor
Lttngr. (Sluttet;. Tosend Sjæle. Roman af Alexis Pistmski. iFortiat). —
Bekjendtgjørelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
