Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 25. 22. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle
Londoner Typer.
Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer.
Af A. Ch. Edgren, f. Leffler. (Fortsat.)
__(Eftertryk og OvcrKettcbe forbydes i Norden.)
Naar Talén faldt paa Bradlaughs Strid med
Parlamentet, har jeg gjentagne Gange hort Englænderne
forsikre, at det ikke er for selve Principets Skyld, at
man holder ham tilbage, men at det er hans
Personlighed, der har vakt en saa levende Uvilje, at den
har skadet hans Sag. Paa Spørgsmaal om, hvad
man da har at sige mod ham personlig, har jeg
sikkert hort paastaa, at han er en slet Karakter, men
jeg har aldrig hort fremdrage et eneste Bevis herfor.
Naar man tvinges til at fremkomme med bestemte
Anklager mod ham, har det næsten altid blot været
dette: han er vulgar«, og han »drops his h.s *
(udelader //-erne). Det at udelade Bogstavet h. hvor
det burde udtales, og i Steden derfor sætte det ind
paa urette Steder, er i England den mest afgjorte
Hindring for at blive anset for en »gentleman*. Man
maa ogsaa indramme, at det ikke lyder godt, og
selv hos os vilde man have ondt ved at forsone sig
med en Taler, der lige som Bonden i Upland sagde,
at hans Præst æder Halm i Steden for hedder
Alm-.
Men for at faa en rigtig Forestilling om
Bradlaughs Styrke saa vel som hans Svaghed som Taler
maa man ikke blot hore ham, naar han holder et
Foredrag, man maa fremfor alt hore ham i en
Forhandling. Som bekjendt har man ofte i England
store Diskussionsmøder for at behandle vigtige
Spørgsmaal. Stundom er disse Møder saaledes ordnede, at
enhver, der vil, har Ret til at deltage i Forhandlingen,
men ofte er de blot en offentlig Tvekamp mellem to
Personer, hvem det Hverv er overdraget at fore
Ordet hver for sit Parti. De sidste Moder er de mest
karakteristiske. Det største, jeg i den Retning
overværede, var i St. James’ Hall, hvor Bradlaugh og
Hyndman for 5000 Tilhorere forhandlede Spørgsmaalet
0111 Socialismens Betydning og Berettigelse. Mr.
Hyndman er Føreren for det socialistiske Parti i
England, Mr. Bradlaugh er en ivrig Modstander deraf.
Hyndman er ikke nogen fremragende Taler, og den
Opgave, han havde sat sig, oversteg langt hans
Kræfter. Der findes sikkert kun meget faa, der kan
maale sig med Bradlaugh i en Ordstrid. Hans Fynd
og Slagfærdighed i Forbindelse med hans Hidsighed,
hans oratoriske Greb, hans Kvikhed i Anvendelsen
af Prokuratorkneb er vel skikkede til at forvirre selv
den dueligste Modstander. Han afbrydes uophørlig
af Modstanderens Parti, der kaster Stikord ind i hans
Tale, fremkommer med Indvendinger, gjør
Spørgsmaal, søger at fon,’irre ham med Haanlatter.
Sædvanlig plejer en Taler at forholde sig ligegydig til
disse Afbrydelser og blive ved at tale, som om der
intet var hændet. Men Bradlaugh bruger en anden
Taktik. Han griber ethvert henkastet Haansord i
Flugten, horer og opfatter strax, hvad der siges
halvhøjt mod ham i den bageste Del af Salen, plukker
det op og slynger det tilbage til Ophavsmanden med
en Tilsætning, som giver ham raat for usodet og i
de fleste Tilfælde bringer ham til Tavshed. Men saa
NORDISK UGEBLAD.
Kjøbenhavn.
Udkommer hver Søndag.
Nr. 25.
22. Marts 1885.
3 Kr. Kvartalet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
