Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 25. 22. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME
OG UDE.
Nr. 21.
Den tilhører Dem, og i Kraft af Loven kan De faa den
strax,« sagde han med Eftertryk; men betænk, Cousine, at det
vil give Anledning til et frygteligt Fjendskab; det vil ligefrem
gjøre Skandale — at De, en ung Pige, optræder aabent lige
over for Deres Moder !-
»Men hvis jeg gifter mig, saa er det meget naturligt.
Min Mand og jeg maa jo dog have noget at leve af.
Fyrsten nikkede bifaldende.
Ja, sagde han derpaa, saa er det en helt anden Sag;
saa har De Deres Familie, Deres særskilte Hjem, saa maa hun
udlevere Dem det, hvad enten hun vil eller ej. Men, chere
cousine, vedblev han, idet han trak paa Skuldren, først maa
De gifte Dem, og naar bliver det — og med hvem? Hvad
vil De gjøre her i denne Bjornerede? Jeg lader hvppigt de
herværende .Egteskabskandidater passere Revue for mig —
nej, og atter nej! Den, der hører til de bedre og mere solide,
vil ikke gifte sig, og de andre unge Mennesker er saadan, at
man ikke gjærne ser nogen af dem hos sig, endsige da gifter
sig med dem.
Pauline svarede med et Suk.
Jeg har en Forudfølelse af," begyndte hun saa, ?at jeg
skal gaa til Grunde her. Hvad gavner det mig, at jeg er
rig, at jeg er en Generals Datter, at jeg alene har Brillanter
til en Værdi af hundrede tusend Rubler — hvad gavner det
altsammen? Jeg er ulykkeligere end hver Politibetjents
Datter her; de Folk har dog endnu visse Nydelser.
L’nder de sidste Ord fik Pauline Taarer i Øjnene.
Herre Gud, vedblev hun, »jeg forlanger hverken
Rigdom eller Fornemhed eller Rang af min tilkommende Mand,
hvis han blot er en ordentlig Mand og elsker mig.-
Generalinden gabede og aabnede Øjnene halvt.
Er du her, Pauline?« sagde hun.
Ja, maman,« svarede Pauline, idet hun strax rejste sig
og flyttede sig fra Fyrsten hen til et Bord, hvorpaa der laa
Boger.
Hvad bestiller du?« spurgte Generalinden.
Jeg ser paa nogle Bøger.«
Hvad er det for nogle Bøger?-
Det er nogle, som Fyrsten har bragt med, svarede
Pauline ærgerlig.
Hvad er det for nogle Bøger, Fyrsten har bragt med?«
Tidsskrifter, ma tante, Tidsskrifter, sagde Fyrsten; saa
log han sig til Panden, som om der var noget, der faldt ham
ind, og henvendte sig til Pauline. De vil dér tinde en Novelle
eller Roman af en herværende Herre, Inspektøren for
Distriktsskolen. Selv har jeg ikke læst Bogen; men efter hvad jeg
ser, roser Aviserne den.
Mademoiselle Pauline sad og spekulerede.
»Inspektoren . . .« sagde hun, idet hun glippede med
Øjnene. Han har vist været her en Gang.
Her? spurgte Fyrsten.
Ja; men Moder modtog ham køligt, og han kom ikke
igjen senere. *
>Hvad taler I om? spurgte den gamle.
»Om Boger, tna tante, om Bøger, svarede Fyrsten, og
idet han igjen tog sig til Panden, bemærkede han sagte og
smilende til Pauline: VoBå notre liomme!
■Det er en ung Mand tres comme il faut.
Pauline smilede ligeledes.
Jeg er parat, svarede hun. For Resten syntes jeg
ogsaa godt om ham den Gang, det er en net Mand.
Jeg har været hos ham i Dag, og han kommer vel til
mig i Morgen, sagde Fyrsten til Pauline.
Denne smilede sørgmodigt.
Andet Kapitel.
Da Kalinovitsch kom hjem fra Skolen, saA han strax
Fyrstens Kort, som hans Værtinde havde taget imod og stukket
ind i Spejlet, hvad hun havde sét hos rige Folk; thi hun vilde
ikke tale med sin Lejer; hun havde i det sidste halve Aar
ikke en Gang hilst ham og kun undladt at sige ham op af
Hensyn til Pelagia, mod hvem hun ikke vilde være uhøflig.
Paa Bagsiden af Kortet havde Fyrsten skrevet: Jeg er
kommet for at takke Forfatteren for den Nydelse, jeg har haft.
Da Kalinovitsch læste Navnet og den omtalte Sætning, smilede han,
saa spekulerede han lidt, tog sin luvslidte Uniform af, barberede,
pomadiserede og friserede sig omhyggeligt, trak sin Kjole og
sine sorte Buxer paa og gik derpaa hen tilGodnievs. Nastenka
modtog ham som sædvanligt ved Vinduet i Salen, hun var
som altid meget glad ved at se ham, tog hans Haand og bad
ham sidde ved Siden af sig.
Hvorfor er du i Gala i Dag? Hvor kommer du fra?»
spurgte hun.
Ingensteds, svarede Kalinovitsch og tilføjede saa efter
et Øjebliks Tavshed: — Der har været en uventet Gjæst
hos mig.
Hvem var det?« spurgte Nastenka.
1 Stedet for at svare gav Kalinovitsch hende Fyrstens
Kort. Nastenka læste Navnet og det, han havde skrevet og
smilede.
Sikken en Elskværdighed! Det er kun kjedeligt, at
den ikke kommer i rette Tid,? sagde hun.
Hvorfor skulde den ikke komme i rette Tid ?
Nej, den gjør ikke! Fordi din Roman er bleven trykt,
er du hverken bleven klogere eller bedre. Hvorfor besøgte
han dig ikke tidligere, og hvorfor har han ikke tidligere ønsket
at gjøre dit Bekjendtskab?
Han har altid været meget elskværdig imod mig, og jeg
har altid ønsket at komme i nærmere Forbindelse med ham.
Det er en meget klog Mand.
Nastenka rystede paa Hovedet.
Ja, jeg véd ikke, sagde hun, men jeg har sét ham et
Par Gange, han ser ganske jesuitisk ud. Jeg synes ikke om
ham, han er vist meget snu.;
Kalinovitsch svarede ikke, men satte et Ansigt op, som
skulde sige: Det kan enhver tænke om, hvad han vil.
Imidlertid var Peter Mikailovitsch ogsaa kommet hjem
og havde klædt sig om i sit Kabinet. Da han hørte
Kalino-vitschs Stemme, raabte han:
) Er De her, Kalinovitsch?
-Ja, svarede denne.
De har haft Visiter; Fyrsten kjørte hen til Dem.
Det véd jeg. svarede Kalinovitsch.
Hvad vil De nu gjøre?; vedblev den gamle, idet han
kom ind. Aa, De har allerede klædt Dem om! Gaa til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
