Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 26. 29. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2 6.
HJEMME OG UDE.
326
Skjæget, lod Hesten vende, som om der ikke var passeret
noget, og kjørte hjem.
I Generalindens Forstue blev Kalinovitsch alter modtaget
af en livréeklædt Tjener.
Er H. Durchlauchtighed hjemme ? *
Til Tjeneste,« svarede Lakajen og gik op oven paa.
Fyrsten og Pauline sad paa deres sædvanlige Plads i
Dagligstuen. Generalinden sad og tyggede paa et Stykke
Kanél for at stimulere sine Smagsorganer. Tjeneren meldte
Kalinovitsch.
:>Naar man taler om Ulven . . . .« sagde Fyrsten, idet
han rejste sig.
Modtag ham her! sagde Pauline med Eftertryk.
Ja vel,* svarede han og henvendte sig derpaa til den
gamle. Ma tante, Kalinovitsch, en Forfatter, vil hilse paa
mig. Maa jeg modtage ham her?«
Hvad er det for en Forfatter? spurgte hun og glippede
med Øjnene.
Han var her en Gang i Fjor,« svarede Pauline.
»Hvor?«
Her, hos Dem,« sagde Fyrsten.
Det véd jeg ikke noget af .... jeg kan ikke huske
det, sagde den gamle.
Naa ja, saa har De glemt det. Maa jeg modtage ham
her? Det er en meget fornuftig og net Mand, sagde Fyrsten.
Ja, hvorfor ikke? Naar du anbefaler ham, skal det
være mig en Fornøjelse at se ham,« sagde hun.
Bed Hr. Kalinovitsch om at være saa venlig at ulejlige sig
her op! sagde Fyrsten til Lakajen og gik selv ud i Forsalen,
medens Pauline traadte hen til Spejlet og glattede sit Haar.
Kalinovitsch traadte ind.
Jeg er Dem meget taknemmelig, fordi De skaffer mig
den Fornøjelse at gjøre Deres Bekjendtskab! begyndte Fyrsten,
idet han gik ham i Møde og kraftigt trykkede begge hans Hænder.
De kjender jo Husets Damer, ikke sandt!« tilføjede han.
Kalinovitsch svarede, at han en Gang tidligere havde
haft den Ære at hilse paa dem.
Saa har De vel ikke noget imod at forny
Bekjendtskabet med dem. sagde Fyrsten og førte ham ind i Salonen.
Monsieur Kalinovitsch! sagde han til Generalinden, som
kun hilste med Øjnene. Mademoiselle Pauline modtog derimod
Gjæsten meget elskværdigt.
Je rous prie, monsieur, prene: place! sagde Fyrsten, idet
han trak en Siol hen til Kalinovitsch og satte sig i Nærheden
af ham.
= Monsieur Kalinovitsch har været saa uelskværdig kun
at besøge os én eneste Gang,« sagde Pauline paa Fransk.
Kalinovitsch svarede paa samme Sprog, ai han havde
hørt Tale om Generalindens Sygdom og været bange for at
komme til Ulejlighed. Fyrsten og Pauline vexlede et Blik,
de syntes begge to godt om den unge Inspektørs behændige
franske Frase. Den gamle Dame vedblev at glippe med
Øjnene og lod dem udtryksløst glide fra Datteren hen paa
Fyrsten og fra denne paa Kalinovitsch.
Maman har virkelig været daarlig et helt Aar og næsten
ikke modtaget en eneste, > sagde Pauline.
Jeg foler Svækkelse i Armen, og mine Fingre er stive,«
sagde den gamle Dame til Kalinovitsch, idet hun viste ham sin
indtørrede, skjælvende Haand og klemte Fingrene sammen.
»Med Tiden kommer Bevægeligheden igjen, Deres Naade,
Stivheden gaar nok over,« svarede sidstnævnte.
»Ja, den gaar over, den gaar ganske bestemt over, sagde
Fyrsten. »Med Guds Hjælp kan De komme til at faa kolde
Bade paa Landet til Sommer, og saa skal De bare se, hvor
ung De igjen bliver, ma tante!*
»Smagen skorier del ogsaa paa .... Jeg har en
ubehagelig Smag i Munden ... jeg kan ikke lide de Retter,
som jeg tidligere satte Pris paa,’ vedblev den gamle Dame,
idet hun henvendte sig til Kalinovitsch uden at ænse
Fyrstens Ord.
Kalinovitsch gav sit Ansigt et Udtryk af dyb
Medlidenhed, mens der fløj et let Smil hen over Fyrstens Læber.
»Men, maman dog, De har jo Appetit; De holder meget
af at spise; men det er skadeligt for Dem at spise meget,
sagde Pauline.
Men den gamle brod sig ikke om, hvad Datteren sagde.
Hun var meget glad ved at have fundet et nyt Menneske,
med hvem hun kunde tale om sin Sygdom, og henvendte sig
aller til Kalinovitsch.
»Mine Bén er svage . . . jeg kan ikke gaa . . . de kan
ikke bære Kroppen længere.«
»Det gaar nok over, Deres Naade,« sagde han.
>Gaar det helt over?« spurgte Patienten.
»Ja, del tænker jeg,« svarede Kalinovitsch. Min Fader
fik pludselig et Anfald af den samme Sygdom; men han levede
endnu femten Aar og var fuldstændig rask.-
• Kun femten Aar, og saa døde han,- sagde Generalinden
tankefuld.
Kalinovitsch tav.
Der spillede atter ei umærkeligt Smil om Fyrstens
Læber, og han saa paa Pauline.
»Finder De ikke delte Provinsliv kjedeligt? De var jo
saa bange for det,« sagde Pauline til Kalinovitsch, tilsyneladende
i den Hensigt at afbryde Moderens Samtale om sin Sygdom.
Hr. Kalinovitsch har sandsynligvis ikke haft Tid til at
kjede sig i det sidste Aar, siden han har været beskæftiget
med at skrive sit smukke Værk,« sagde Fyrsten.
»Min Roman skrev jeg allerede for to Aar siden,, svarede
Kalinovitsch.
»Har De længe givet Dem i i med literært Arbejde?:
spurgte Pauline.
»Ja.*
»De skynder Dem blot ikke,< sagde Fyrsten, med at
lade Deres Bøger trykke, og det er meget rigtigt. Jo
strængere man er imod sig selv, des bedre. I Literaturen
som i Livet maa man altid huske paa den Regel, at man
tusende Gange fortryder at have talt meget, men aldrig at
have ialt lidt. Det er meget rigtigt!« gjentog han. Efter en
Pavse sagde han:
»Men nu, efter at De er kommet ind paa den Løbebane
med saa glimrende et Held, nu har De vel skrevet eller gjort
Udkast til en hel Del?
»Ja, Udkast har jeg flere af, men ingen Ting saa afrundet,
at jeg kunde bestemme mig til at lade det trykke, svarede
Kalinovitsch.
»Det er godt, det er udmærket!- sagde Fyrsten; ^og
hvor stor end vor Utaalmodighed er efter at se noget nyt fra
Deres Haand, saa ønsker vi dog, at De efter saa heldigt et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
