- Project Runeberg -  Mit Livs Eventyr /
143

(1908) [MARC] Author: H. C. Andersen With: Jonas Sigismund Collin
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

• MIT LIVS EVENTYR

153

Og naar vi hilse den med Fryd igjen,
Naar den i Mnemosynes Lund har blundet.
Naar den har Sydens Ild og Klarhed fundet,
Den bringer Laurens Krands til Dem, min Ven!

Paris, Skærsommer 1833.

Brøndsted.«

I flere Nætter og Dage gik det nu afsted, kiemc inde
i den propfulde Diligence. Reiselivets Smaa-Eventyr i
Arabesk rullede op, som vi rullede frem, et Par er blevne
i Erindringen, og af disse vil jeg give eet.

Vi vare komne ud af det flade Frankrig og ind i
Jurabjergene; hei i en lille Landsby, det var seent paa
Aftenen, og jeg var den eneste Passageer inde i Vognen, lod
Conducteuren to unge Forpagterdøttre stige ind til mig.
»Lod vi dem ikke kjøre med os,« sagde han, »da maatte
de saa seent gaae over to Timers øde Vei!« der blev en
Hvisken, en Fnisen mellem dem, en Nysgerrighed, de
vidste, at en Herre var i Vognen, men de kunde ikke
see mig; endelig tog de Mod til sig og spurgte, om jeg
var Fransk, og da de hørte at jeg vai fra Danmark,
vidste de Besked. Danmark var Norvége huskede de
fra Geographien; Coftenhague kunde de ikke udtale,
men sagde altid Corporal, og nu gik de videre i Texten,
spurgte, om jeg var ung elie: gammel, om jeg var gift,
og hvorledes jeg saae ud; jeg holdt mig knuget ind i
den mørke Krog og gav dem en Beskrivelse, saa ideal
jeg kunde give, og de forstode Spøgen, og da jeg saa
spurgte om deres Ydre, skildrede de sande Skjønheder.
De bad paa det Indstændigste, at de maatte see mit
Ansigt ved næste Station, jeg indlod mig ikke derpaa
og hver af dem, med Lommetørklædet hængt over
deres, steg de ud, leende og lystige rakte de mig Haanden;
de vare meget unge. Figurerne smukke. Som et leende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:09:06 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/miteventyr/0153.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free