Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• MIT LIVS EVENTYR
161
færdig By. Næsten alle Huse i Hovedgaden var fra
Gjenboe til Gjenboe understøttet ved Bjælker. Her
havde kort forud været Jordskjælv; store Revner saae
man i Murene, enkelte Huse laae ganske i Gruus; det
begyndte at regne og storme; hyggeligt var det slet
ikke i Vertshuset, og Maden selv var ikke engang
spiselig for os, som led af Sult.
»Kennst Du das Land!«
sang en ung Tydsker parodierende, mens Vind og Regn
ruskede paa de skrøbelige Vinduer. Nu kommer nok
et Jordstød til, tænkte vi, saa falder da den hele
Herlighed! men den faldt ikke, og vi sov godt — og næste
Eftermiddag var vi ved T e r n i foran det herlige
Vandfald, mellem Laurbær og Rosmarin, høit over udstrakte
Olieskove i al Italiens Deilighed; en lille Flod styrter
sig fra Fjeldet, det er det Hele, men det er saa
uendeligt deiligt at see, Vandstøvet stod som en Damp høit
op i Luften; Solen belyste Alt med stærke, røde
Straaler og sank, og det blev pludselig mørkt; fuldkommen
Nat var det, da jeg kom gjennem den sorte Olieskov,
som jeg, skilt fra mit Selskab, lagde tilbage med en
ung, livlig Amerikaner, der imens fortalte om
Niagara, om Cooper og de store Stepper.
Den følgende Dag var regnfuld, Veien slet,
Omgivelserne frembød intet Nyt, vi følte kun Træthed og
Besværlighed; det smudsige N e p i bød os et skident Hotel;
kun Aftenvandringen her, hvor Tilfældet førte mig
udenfor Byen til nogle Ruiner, hvor et Vandra1d bruste
ned i en Afgrund, frembød en smuk Erindring, der er
voxet ind i Romanen »Improvisatoren«; jeg
har ladet Antonio her sidste Gang see F u 1 v i a s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
