Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4® 4
H. C. ANDERSEN
være mig! og Gud hørte denne Bøn. Den Aften, da
Moderens Kiste blev baaren til Kirken, døde den lille
Pige, og blev efter nogle Dage lagt i sin Grav tæt ved
Moderens, fra hvis Kiste endnu een af Krandsene frisk
og grøn strakte sig ind imod den Ventede.
Paa Liigbaaren var det lille Barn ligesom bleven
til en voxen Pige, aldrig har jeg seet mere Billedet af
en Engel, og dets Uskyldighed klinger endnu for mig
i de for denne Verden næsten for barnlige Ord, da
hun kun nogle Aar gammel en Aften skulde i Bad,
og jeg i Spøg spurgte: »maa jeg gaae med Dig!« —
»Nei«, svarede hun, »for jeg er saa lille, men naar jeg
bliver stor, saa maa Du!«
Døden udsletter ikke Skjønhedspræget i Menneskets
Aasyn, ofte forhøier den det, kun Legemets
Opløsning er det Uskjønne. Aldrig saae jeg Nogen i Døden
saa smuk, saa ædel som Moderen her, der var en
op-høiet Ro udbredt over hendes Ansigt, en hellig Alvor,
som stod hun foran sin Gud; hun var den skjønneste
Døde, jeg har seet. — Rundt om var udbredt en Duft
af Blomster.
»Blomster eisked hun og Blomster være
Som et Tæppe over Kisten lagt,
Toner eisked hun og Toner bære
Vort Farvel, igjennem Taarer bragt!«
sang vi ved hendes Kiste, og over den gjenlød
Sandhedens Ord: »Aldrig saarede hun et Menneske ved sin
Dom, naar hun bedømte Verden og dens Færd, aldrig
forringede hun den Retskafnes Ære og Roes, aldrig
tillod hun Bagtalelsen ustraffet at berøre et
hæderligt Navn. Hun veiede ikke ængstelig sine Ord. hun
betænkte ikke altid forud, om ei hendes Tale kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
