Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mest, og det er saa endnu efter 80 Aars Forløb. Hvor forunderlig
Barnenaturen kan være!
Hjemmet bidrog sikkert meget hertil; thi Historie var det,
som mest interesserede Far og Mor eller Hjemmet. Snorres norske
Kongesagaer hører til min første Læsning, og jeg var ikke stor, da
jeg stiftede Bekjendtskab med og beundrede en Mand, som kaldte
sig P. A. Munch. Aa, hvor jeg slugte ham og beundrede ham.
Men hermed er jeg kommet lidt længere frem i Tiden, end min
Fremstilling ellers, og maa derfor vende tilbage til Bu.
I 1849 blev Far forflyttet til Veøy i Romsdalen som Kirkesanger
og Lærer paa Nesjestranden. Herom kan jeg henvise til hvad jeg
har skrevet i min Beskrivelse af Veøy |I, S. 486—90J. I ler var det
Klokkergaard, Bergsvik, og det var vel den, som lokkede Far.
Hans Venner i Bu sørgede over at miste ham; men de vilde vise
ham en Vennetjeneste og slo sig sammen og bemandede cn Ottring
og førte ham og alt hans Hus og Oods fra Bu til Bergsvik. Denne
Turen husker jeg noksaa tydelig, skjønt mange Enkeltheder er borte.
Jeg mindes, at vi seilede indover, at vi mødte et Skib for fulde Seil,
som gjorde et stærkt Indtryk paa mig, at vi kom til Molde, som
syntes mig høist merkelig, og hvor jeg paa egen Haand gik paa
Op-dagelser o.s.v.
Det er merkeligt, hvorledes en enkelt liden Begivenhed kan præge
sig i Mindet, medens andre langt større og vigtigere er forsvundne.
Det er naturligt, at Byen og Bybilledet fæstede sig i Mindet; men at
jeg levende mindes den store Hunden vor, som led af Vandskræk og
aldrig turde gaa ind paa en Baad, men nu kom af sig selv og gik
ind paa Baaden, er mere underligt. — Dampskib var der naturligvis
ikke Tale om endnu; men jeg mindes, at jeg i Bu saa Dampskibet,
som gik til Trondhjem, passere, og jeg mindes endnu iydelig den
voldsomme Larm, Maskinen og Hjulene gjorde.
Saa mindes jeg ikke noget særligt, før vi kom frem og fik se
Bergsvik for første Gang i Livet, det Sted, som skulde blive vort
Barndomshjem. I over 40 Aar boede mine Forældre her, til sin Død, og Stedet
er uudslettelig præget i min Bevidsthed. Men det, som særlig greb
mig ved Synet af Stedet, var kun en eneste liden Ting, nemlig Træerne.
Jeg havde aldrig seet et Træ, eller knapt en Busk før, og Skogen
gjorde et mægtigt Indtryk paa mit barnlige Sind; jeg mindes saa
levende, hvor forundret jeg blev, og hvor store jeg syntes Træerne
var. Endnu noget andet var det, som vakte min store Forundring,
nemlig Fjeldene, som forekom mig mørke og truende. De var noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
