- Project Runeberg -  Mit Liv gjenoplevet i Mindet /
105

(1947) [MARC] Author: Olaf Olafsen With: Oluf Kolsrud
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

gjorde, var det ikke Synd. De blev aldeles fanatiske og var paa
Randen af Sindssygdora. Sværmeriet blev vildere og vildere. Det var
rystende at være tilstede i Møderne stundom, naar det gik som vildest
til. — jeg mindes saa levende et Mode i Vold; der var nogle Kvinder,
som var næsten forstyrrede, især en af dem. Hun sprang og dansede
paa Gulvet, slog Hænderne sammen og skreg, at nu var hun fri for
Synd. Jeg sogte da i al Ro og Fred at tale med hende; men hun
erklærede blot, at jeg havde Kundskaben, som ihjelslog, men hun
havde Aanden, som levendegjorde. Mange bespottelige Ord og Udtryk
fremkom ved saadanne Leiligheder, især en heftig Fordømmelsessyge
over Modstanderne. Der var dem, som ogsaa havde Syner og
Aaben-barelser og saa de egenretfærdige Lovtrælle i Helvedes Luer. De
domte alle og enhver, som ikke sluttede sig til dem, som fordømte,
og ved sine hensynslose Ord og sin voldsomme Optræden skræmte
de mange Mennesker fra Vid og Samling. En ældre troskyldig Mand
kom til mig og vilde have mig til som Præst at give ham en
embeds-mæssig Attest for, at han var en Kristen; han kunde saa, mente han,
lægge den frem for sig.

Jeg sogte paa alle mulige Maader at overbevise dem om
Vild-farelsen; men det hjalp ikke det ringeste. At modsige dem eller soge
at overbevise dem var spildt Maie og gjorde dem kun mere
ophid-sede; naar jeg havde faaet dem saa langt, at jeg med Guds Ord bragte
dem til Taushed, svarede de blot: Det er det samme, hvad du siger;
du har bare Bogstaven, du; men vi har Aanden, — og saa gik det
videre. Jeg lærte snart at forstaa, at man maa omgaaes meget
varsomt med saadanne Folk; man kan ellers risikere det aller værste.
De ulykkelige var ikke tilregnelige længer.

Det gik ogsaa galt. Det hændte noget frygteligt og rystende.
En af de ledende blev forstyrret, og jeg blev hentet til ham for at
tale med ham og prove at faa ham paa ret Vei. Man det var aldeles
umuligt. Han var yderst nedtrykt og paastod, at han havde syndet
mod Aanden og var evig fortabt. Efter min Mening var den
ulykkelige aldeles sindssyg, og jeg frygtede for ham, men jeg kunde dog
ikke tro, at han vilde berove sig Livet. Nogle Dage efter havde han
skuffet sine Vogtere og hængte sig. Om dette var en Følge af den
religiøse Bevægelse eller det havde andre Aarsager, tør jeg ikke
afgjøre; men unægtelig laa det nær at antage, at Bevægelsen ialfald
havde været medvirkende. Dette rystende Tilfælde skakede mange
op, og lidt efter hvert stilledes Stormen.

Det var en meget vanskelig Tid for mig; naar jeg tænker til-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:09:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mitliv/0105.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free