Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sad jeg i al Fred og Ro og tænkte ikke paa at fornærme en Kat, da
jeg pludselig blev vækket af en Storsvenske. Han havde merket, at vi
var norske, og begyndte at bruge sig og tale høit om Nordmændenes
Uforskammethed og deres mange Feil og Laster, alt naturligvis med
Sigte paa os. Jeg hørte taalmodig paa en Stund; men det var jo haist
uforskammet at optræde saaledes paa et offentligt Sted, og jeg reiste
mig derfor og sagde: -Min Herre, jeg vil tillade mig at gjøre Dem
opmerksom paa, at vi er nogle Nordmænd tilstede her," Det var det
han vilde; thi nu vendte han sig mod mig og udgjød en ny Stram af
haanende Ord. Han sagde, at han havde været i Kristiania, og der
var han blevet kastet ud af en Restaurant. Efter at have hørt en Stund
paa dette, tænkte jeg, at jeg skulde svare ham, og sagde: -De har
-angrebet mit Fædreland, min Herre, paa et offentligt Sted; vi pleier
ikke i Almindelighed at gjøre det i Norge, og jeg troede, at man i
Sverige, som stod saa høit i Kultur, heller ikke pleiede at gjøre det;
men naar De har fundet det passende, maa De undskylde mig, at jeg
maa svare Dem med nogle Ord." Det var aldeles stille i Restauranten,
og alle fulgte med Spænding mine Ord. Jeg talte lidt om Forholdet
mel-lem de to Lande og sagde nogle alvorlige Ord, ikke noget Angreb
paa Sverige; men jeg mindede om, hvad der var skeet i Tidens Løb,
og at Norge aldrig havde tænkt paa at undertrykke Sverige eller
fornærme det i nogen Maade, og vi ønskede det samme af det.
Hvor-edes Ordene faldt, kan jeg nu ikke huske, men jeg ved, at jeg talte
ganske rolig og uden nogen Sindsbevægelse, men med stort Alvor.
Da jeg satte mig, kom Manden hen til mig, sagde sit Navn og rakte
mig Haanden, idet han bad om Forladelse og sagde: -De er min
Ven!" Og det bedste var, at han blev den mest elskværdige Mand,
man kunde tænke sig, og slog sig sammen med os og fulgte os
omkring. Det er den eneste Gang, jeg har grebet Ordet for at forsvare
mit Lands Ære.
Jeg tror, at det var i 1895, at jeg var i Sverige, den eneste Gang
jeg besøgte Broderlandet, et Besøg, hvoraf jeg havde stort aandeligt
Udbytte, og hvor jeg traf sammen med flere Mænd, som havde et
kjendt Navn.
Det, som særlig interesserede mig paa mine Reiser i vore nordiske
Nabolande, var at se Folkelivet og at studere Folkelynnet og
Folkekarakteren. Jeg fandt, at der var ikke saa liden Forskjel mellem svensk
og dansk Folkekarakter og ligesaa mellem disse og den norske.
Svensken er Adelsmanden, fin og fornem, men ogsaa noget kold og
formel. Han er særlig fransk; fransk har i Sverige gjennem Aarhundre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
