Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Her vil jeg kun fortælle et enkelt lidet Træk, som klart viser, hvad
jeg mener. Jeg har sagt ovenfor, af jeg altid havde været frisk, aldrig
havde været virkelig syg i egentlig Forstand. Men da jeg var 81 Aar,
fik jeg føle noget andet. Jeg blev angreben af en Hudsygdom paa
Ryggen, og Lægerne paa Voss kunde ikke skjønne, hvilken Sygdom
det var, og jeg blev urigtig behandlet. Men endelig havde Lægen
faaet en Mistanke eller kanske en Formodning om, at det var en ganske
alvorlig Sygdom, og selv havde jeg en Mistanke derom fra første
Stund. Lægen kaldte den sarcoma cutis, og da forstod jeg, hvad
Klokken var slaget; denne Sygdom er intet andet end Kræft, ikke
almindelig Kræft, men Hudkræft, om hvilken Lægebøgerne sagde, at
den var absolut dodelig, ligesom den almindelige Kræft. Saa reiste
jeg til Bergen og sogte en Specialist paa Hudsygdommens Omraade,
nemlig Overlæge, Dr. med. H. P. Lie paa Pleiestiftelsen i Bergen.
Han var meget venlig og omhyggelig; men han sagde ikke et Ord,
da han havde undersøgt mig, andet end, at jeg maatte lægge mig ind
paa Haukelands Sygehus. Jeg forstod da meget godt, hvad han mente.
Naar en Læge intet siger, er Tilfældet nærmest haabløst. jeg kom
op til Haukeland og blev modtaget med stor Venlighed og Deltagelse.
Overlægen eller Direktøren, J. Sandberg, som kjendte mig, var meget
elskværdig og gjorde alt, hvad gjøres kunde for mig; men jeg forstod
straks, at han mente, at alt var haabløst. Han skjændte, fordi jeg ikke
var kommet før; nu var det forsent. Jeg skulde forsøge
Rontgen-behandling og kom til Overlæge S. N. Bakke, som forestod denne
Afdeling, og blev undersøgt; men han sagde ikke et Ord til mig om
Sygdommen. Men til min Datter, som fulgte mig, sagde han, hvad
det var for Sygdom, og erklærede, at der intet var at gjore. Tilfældet
var haabløst, og jeg burde reise hjem igjen for at dø. Ja, dertil
sva-rede jeg, at jeg gjerne vilde dø, hvis det saa var Guds Vilje, jeg
frvg-tede ikke for denne uhyggelige Gjest, som jeg saa ofte havde seet
paa nært Hold. Men jeg vilde dog prøve Rontgenbehandlingen, da
Dr. Lie havde tilraadet det. Jeg forlangte derfor at blive behandlet,
og Overlægen svarede, at jeg naturligvis skulde faa det, som jeg
onskede, men han vilde ikke have noget Ansvar. En Mand paa 81 Aar
kunde ikke taale en Rontgenkur; Hjertet vil ikke udholde den; han
lod mig ogsaa saa halvveis forstaa det, hvad jeg forresten kjendte til
selv; thi det var jo den samme Kur, som tog min Hustrus Liv i Berlin,
Nu er at bemerke, at jeg paa denne Tid stod midt oppe i
Arbeidet med min store Bog om Veøy, og at jeg var næsten færdig.
Faldt jeg fra nu, vilde hele mit Arbeide, som havde kostet mig flere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
