Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 20 -
«Men Bjørnson — den arme gutten . .»
Jeg saa vistnok elendig ut der jeg sat; min far*
far lo, bare lo–
«Vet du, at han sier, at to gange to er–fem?»
Et nyt anfald.
Da begyndte jeg at tutbrøle, og farmor sa:
«Du tar livet av ham.»
Men det gjorde han ikke.
Vi spaserte kort efter sammen. De fleste
snudde sig og saa efter ham. Han gik der saa
høi og mægtig.
«Kan du se de to gutungene? Naar der nu
kommer to til, blir der saa fem?»
Det forstod jeg. Da knegget han godlynt, og
vi lo begge to.
Vi gik ogsaa oftere i teatret sammen. Vi sat i
min fars lille loge i «Det norske teatret», hvor
min far var direktør for alle de skuespillere, som
ikke længer vilde være ved «Christiani a
Theater.» Der saa vi «Donna Diana» med
Gundersen og frue og «Faust» med I s a c h*
sen som Mephistopheles. Og vi saa en tysk farce
«En Knap», hvor Klausen var usigelig latterlig.
Farfar lo saa høit, saa han smittet hele publikum.
Det var næsten en familiefest. Større var nu
teatret ikke.
Saa blev han syk. Han besvimte en aften, og
farmor og min mor, som var der, magtet ikke at
faa ham op i sengen. Mor styrtet ut paa gaten
for at finde fat i den første og bedste mand til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
